Patriarken

”Det hjælper ikke noget, at du siger ’for helvede’ ... det bliver det ikke mere rigtigt af,” påpeger Peter Aalbæk Jensens kone, Line. I den anden ende af stuen sidder Aalbæk – også kaldet Ålen – og insisterer på retten til at gabe højlydt under middagsselskaber, hvis samtaleemnet falder på hunde, ferier eller andre ”kastrerede emner”.

Men Line slipper hverken for Aalbæks messende ”for helvede” eller urokkelige tro på egne sandheder.

I Andrea Storm Henriksen dokumentar Patriarken følger vi den snart 70-årige filmproducent og medstifter af Danmarks førende filmselskabet gennem årtier, Zentropa. Filmen skildrer ham dog ikke i sit fremtrædende arbejdsliv, men i et både kærlighedsfuldt og udfordret privatliv.

Vi kommer helt tæt på: familieterapi, datterens hjemmefødsel, juleaften og relationsopbyggende danseworkshops. Vi erfarer, hvordan producentens provokerende stemme, der har virket som en katapult i karrieren, forstummer i et familieliv, hvor det hele ikke altid kan handle om Peter Aalbæk.

”Der er ikke nogen, der har skrevet til mig … Man kan vel godt få en sms,” surmuler han, da kun Lines mobil modtager den lyksalige besked om, at datterens fødsel er veloverstået, og den nyfødte i god behold. Den slags kommentarer vil familien ikke høre på.

Der er selvfølgelig noget belejligt ved ikke at granske i Aalbæks professionelle gøren og laden, der for år tilbage mødte anklager om sexchikane og anden grænseoverskridende adfærd. Men privat-Ålen er ikke uinteressant.

Mens vi følger ham i samvær med kone, børnebørn, bonusbørn og især de to biologiske døtre Sigrid og Hedvig på henholdsvis 40 og 30 år, er der brudstykker af en terapisession med Aalbæk og Sigrid på briksen.

Faktisk har dokumentaristen formået at fange nogle af de situationer, som senere bliver taget op i terapirummet.

Et andet spor er Aalbæk og vennegruppens herreture, hvor promillen knap og nap konkurrerer med et afsnit af periodedramaet Mad Men. Der er sejlture i bar kasse til countryrock og pis ud over rælingen. Og adskillige restaurantbesøg, hvor der snakkes om tissemænd og Wegovy, men også om faderskab og børnebørn.

Peter Aalbæk Jensen og en af vennerne nyder at være bedsteforældre, men nægter at skifte ble. Heldigvis har de koner, ”der er ligeglad med bæ”.

Gamle kønsroller og paradokser driver ned ad væggene, som når Aalbæk omtaler sig selv som en patriark, der altid tager ansvar. Men da han i næste øjeblik spørges ind til sine børns oplevelse af at leve i en sammenbragt familie, svarer han skyldigt: ”Det har jeg aldrig skænket en tanke, før du spørger om det i dag.”

Så hvad er det egentlig, patriarkens ophøjede ansvar består i? Noget med at ”stabilisere situationen”, når børnene ”er på skideren”, fortæller han til terapeuten for derefter at vende hastigt tilbage til arbejdet.

Men som Aalbæk med lidt øget opmærksomhed ville bemærke under sine mange lægebesøg, stikker heller ikke sygeplejersken nålen i ham uden at grine høfligt af hans provo-jokes og spørge nysgerrigt ind til den fine Dansk Folkeparti-kasket, han bærer. Omsorgsarbejde kræver mere end et ”hej og farvel”.

Aalbæks insisteren på at være en patriark forekommer mest som en desperat klamren sig til en hul kulturel arketype, der med lidt god Aalbæk-vilje kan frifinde hans stædighed. Som seer får vi i al fald ikke vist, hvordan patriarkens positive værdier egentlig tager sig ud.

I stedet træder manderollen frem som netop det, den mangler: evnen til at tale om følelser, udvise selvindsigt og give nærvær.

Men der er også kærlighed til stede, og derfor er det timelange selvbedrag værd at se. Aalbæk bekymrer sig oprigtigt om Hedvigs fødsel og ærgrer sig over, at Sigrid ikke vil bo tættere på ham.

I rå glimt taler han følsomt og vrikker med sine stive salsahofter i et forsøg på at komme tættere på døtrene. Især Sigrid balancerer mellem et barns bæven og en voksens kompromissøgende klarhed, når hun udfordrer ham mere, end man kunne forvente af selv en kritisk journalist.

Derfor gør det også desto mere ondt at se, hvordan Aalbæk til sidst fremstår som den gamle hund, der ikke kan lære nye tricks.

”Når patriarken møder udfordringer, søger han mod velkendt territorium.” I David Attenborough-agtig stil høres en ubekendt kvindelig voiceover, der med ironisk distance til Aalbæk og vennerne – hans ”artsfæller” – spiller på at være en slags antropologisk undersøgelse af patriarken, en truet art.

Det siger måske mest noget om Aalbæks kontroversielle skikkelse. Mange vil ikke røre ham med en ildtang uden først at tilføje en kontant disclaimer om, at interessen er nysgerrig – ikke billigende.

Grebet er dog ikke helt konsekvent. Det optræder kun sporadisk og virker snarere overforklarende eller lidt overflødigt end egentligt humoristisk eller tankevækkende.

Hvad når denne foregivne undersøgelse så frem til? Ud over dårlige levertal og et forbløffende niveau af delulu (læs:vrangforestillinger,hvis du tilhører Aalbæks generation) er det svært at få øje på, hvad han egentlig sætter en dyd i. Ud over at tømme rødvinsflasker og få ret.

Man kunne ønske et mere detaljeret indblik i, hvad han rent faktisk ser af opbyggelige elementer ved sin selverklærede manderolle – simpelthen for at forstå det bedre.

Patriarken er dog ingen skuffelse, men et samfundsrelevant portræt, der undervejs vækker både harme, sympati og metaltræthed, hvilket ikke er så lidt endda.