Pillion

Det er de færreste debutanter, der kan blande tragedie med komedie uden at ødelægge begge dele. Og det er dobbelt så imponerende, når de samtidig rammer den helt rette balance mellem chokerede grin og oprigtig romantik. 

Men det er lige netop, hvad Harry Lighton formår med Pillion. Han udfolder et tabubelagt emne som en varm, empatisk observerende coming of age-historie om bdsm-glade motorcykelbøsser. Hjulpet uvurderligt på vej af to imponerende hovedrollepræstationer. 

Harry Melling – kendt som Dudley Dursley i Harry Potter – fører an med uhæmmet hvalpebegejstring over for den fremturende, muskuløse svensker Alexander Skarsgaard, det mindst bornerte lyspunkt på Hollywoods stjernehimmel. 

Colin er den forsagte type. Han fordriver sine dage med at udskrive parkeringsbøder og de fleste aftener med at synge i a cappella-kvartet med sin far og bror. Vi møder ham ulykkelig på bagsædet af forældrenes bil på vej til en aften med julesalmer på den lokale pub – og en blind date med en fyr fra arbejdet, som hans mor har arrangeret. 

Men Colin bruger det meste af stævnemødet på at stirre forgabt på motorcykelrytteren i den anden ende af lokalet. Ray rager op over resten af klientellet i sit hvide lædertøj. Han ulejliger sig end ikke med at invitere Colin ud – han så godt som beordrer ham til at troppe op den følgende dag! 

Snart indleder de et dominansforhold, hvor Ray giver minutiøse tegn på ømhed i bytte for grænseløs underkastelse. ”Pillion” er det engelske ord for den bagerste passager på en motorcykel, og det har også åbenlyse seksuelle konnotationer. 

Til en start er det ulige forhold helt fint for Colin, der tilbereder Rays mad, tilpasser sig hans skema og endda kronrager ham. Magtforholdet afspejler hans selvværd, som da han stolt tager det som en kompliment, da Ray siger, at han har ”anlæg for selvopofrelse”. 

Men deres forhold bliver sat på prøve, efterhånden som Colin bliver mere selvsikker og ønsker sig et dybere forhold. 

Pillion er et fascinerende studie af en ofte overset subkultur, også selv om den forfladiger en anden, udbredt seksuel praksis. De samme bdsm-entusiaster, der var forfærdede over, hvordan Anna i 50 Shades of Grey nærmest øjeblikkeligt går fra jomfru til bondageslave, vil med rette løfte på øjenbrynet over Colins ukvalificerede, om end begejstrede samtykke. 

Men filmen gør det også klart, at begge partnere nyder denne måde at være sammen på. Harry Lighton skildrer dynamikken mellem motorcykelrytterne og deres submissives uden hverken at fornærme eller hylde miljøet og med blik for, hvor fjollet det kan virke. Og han gør det klart, at der er en vis rus i Colins fravalg af sociale normer. 

Harry Melling spiller melankolsk og akavet, men med en uhæmmet åbenhed over for det nye, der virker inspirerende. Og han står i skarp kontrast til Skarsgaards selvsikre Ray. 

Kameraet kæler lige så meget for Ray, som Colin gør, når det dvæler ved hans brede skuldre, høje statur – og andre dele af hans anatomi. Men Rays kontrolmani dækker over en komplet uvilje mod at lukke andre ind, og Alexander Skarsgaard afvejer nøje, hvor ofte han lader publikum – og Colin – titte bag masken. 

Efterhånden som deres forhold når forskellige milepæle – en fælles fest, weekendorgier på landet, akavede middage med forældrene – begynder Colin at forstå, hvad han savner i forholdet. Da han i filmens sidste akt begynder at omsætte tanke til handling, er man så investeret i deres forhold, at man dårligt nok ænser, når Pillion skridter ind på velkendt romcom-territorie. 

Og selv om Colins rejse mod selvindsigt ofte er virkelig morsom, har Harry Lighton et skarpt blik for historiens sørgelige dimensioner. Nogle er villige til at arbejde og udvikle sig for at finde lykken. Andre er for forvænte med rutinen til nogensinde at gøre forsøget.