Rental Family

”Vi sælger ikke mennesker, men følelser!” Sådan lyder en central replik i dramakomedien Rental Family, hvor Brendan Fraser spiller den amerikanske skuespiller Phillip Vanderploeg, der uden at få hul på sin karriere har boet syv år i Tokyo.

I stedet ender han med at arbejde for et firma, der udlejer skuespillere til kunder, som ønsker at iscenesætte en eller anden fiktion. Det kan være alt fra privat traumebearbejdelse i form af en fingeret begravelse til decideret svindel over for bedømmelsesudvalg eller familiemedlemmer.

Idéen er ikke helt fremmed for os vesterlandske biografgængere. Ben Affleck lejer en familie i Surviving Christmas, Steve Coogan spiller i The Alibi lederen af et agentur, der arrangerer alibier for utro ægtemænd, og Werner Herzog har lavet Family Romance, LLC, en film om chefen for et japansk rental family-agentur. Danske Kaspar Astrup Schröders dokumentar Lej en familie A/S handler om en mand med et firma, der udlejer personer til at agere familie for ensomme mennesker. 

For Brendan Frasers Phillip er konceptet både nyt og frastødende. Da han efter ansættelsen skal agere brudgom ved et bryllup, låser han sig i væmmelse inde på et toilet. Han ender dog med at gennemføre opgaven og indser derved, at bruden faktisk havde stærkt brug for at iscenesætte en illusion, og at hans medvirken for alle involverede har åbnet en realistisk mulighed for livslang lykke. 

Med andre ord har han ikke blot tjent til huslejen, men også gjort en god gerning. Dermed elsker han pludselig sit nye job og går nu op i fidusrollerne med liv og sjæl.

Så meget, at da han senere får tilbudt en traditionel rolle, der ville kunne blive hans store gennembrud, tøver han ved tanken om i så fald at skulle svigte de mennesker, hvis liv han under diverse falske identiteter er blevet en positiv del af. 

Filmen fokuserer stort set kun på to af hans opgaver. 

En mor hyrer ham til at udgive sig for sin datters far, som datteren aldrig har mødt. Denne handlingstråd er hentet fra førnævnte Werner Herzog-film, men svækkes af klodset manuskriptarbejde – især da han giver pigen sit private mobilnummer og sværger aldrig at forlade hende.

At det efterfølgende kan blive hårdt for datteren, når den ”far”, hun netop har knyttet sig til, forsvinder igen, kommer helt bag på både moren og fupfarmanden. Hvilket er svært at tage alvorligt, da filmen ellers ikke skildrer dem som idioter.

Noget mere troværdig er den anden af filmens to handlingstråde, hvor vor mand i Tokyo er hyret til at udgive sig for journalist og skal interviewe en glemt og aldrende skuespiller. Det sker for at give skuespilleren en sidste oplevelse af selvværd, inden demensens mørke indhyller hans sind.

Han spilles af 77-årige Akira Emoto, der i 1999 vandt det japanske svar på en Oscar for titelrollen som en læge i dramakomedien Dr. Akagi.

Brendan Fraser formår i Rental Family at reagere på plottets detaljer med behersket og passende brug af den animerede mimik, der sammen med pandaøjnene udgør hans styrke som skuespiller.

Filmens største præstation leveres imidlertid af Akira Emoto, og filmen topper, da ”journalisten” ledsager pensionisten på en pilgrimsfærd til et afsides og faldefærdigt bosted, hvor en tidskapsel graves op og får følelsesmæssig betydning.

Rental Family byder hele vejen på en berusende rigdom af vekslende japanske miljøer og lokaliteter – fra Fujis ikoniske kontur til en monsterkat-festival med cosplay. Men junglen af maleriske træer og klipper for enden af oldingens valfart kombinerer drama og æstetik på et særligt højt niveau.

Også denne tråd forvilder sig dog ud i nonsens, da Phillip pludselig anklages for at have kidnappet pensionisten, og hans to rentalkolleger for at få ham løsladt må udgive sig for advokater. Det er langt fra nogen form for illusion af realisme.

Problemet er, at Rental Family er skrevet som en komedie, men den tidligere skuespiller Hikari har iscenesat den som et drama. Det er ironisk, at en film om iscenesættelse selv kæmper med troværdigheden, men den kan nydes som to timers hyggelig feel good-underholdning.