Romería – Min sommer i Galicien

Den spanske instruktør Carla Simón har skildret sin barndom i Sommeren 1993 og Guldbjørnevinderen Ferskenlunden i Catalonien. Nu udfolder hun sin ungdom og konfronterer familiehemmeligheder i fotogene Galicien. 

I 2004 er attenårige Marina – instruktørens alter ego – rejst på tværs af Spanien fra sit hjem i Barcelona til byen Vigo på Atlanterhavskysten. 

Hun håber, at hendes biologiske fars familie kan fortælle mere om forældrene, der døde, da hun var helt lille tilbage i 80’erne. Desuden skal hun have skaffet identitetspapirer, så hun kan ansøge om et stipendie og opfylde drømmen om at studere film. 

Det sidste viser sig dog at blive overraskende svært, eftersom Marinas far er fjernet fra både familiebilleder og officielle dokumenter. Han findes kun fragmenteret i familiens meget forskellige minder, som sjældent stemmer overens med Marinas mors dagbog – grundlaget for den unge kvindes egen mytologi om forældrene. 

Gennem sit kamera oplever Marina byens klippefyldte kyst og lækre strande, mens hun forestiller sig, hvordan forældrenes liv har været. 

Farens fire søskende, Marinas mange fætre og kusiner og dagbogen bidrager hver med stykker af historien, men de er uenige om mange ting: Hvor forældrene boede, hvornår faren døde, om hun ligner sin mor. 

Marina bliver en slags detektiv i eget ophav, og som publikum kan man gætte med på, hvem der ved noget, hvem der husker forkert, og hvem der decideret lyver. 

Efterhånden som brudstykkerne samles, vender historien om forældrene fra stor kærlighed og ungdommelig vildskab til en grim virkelighed med afhængighed og aids. 

En yngre kusine har fået at vide, at Marinas blod er farligt, og en onkel fortæller om dengang, farens båd blev taget af kystvagten med heroin om bord. 

Marinas fætter fortæller, at hendes far blev lukket inde på et værelse, når han var syg, og Marinas bedstefar er villig til at betale hende et helt universitetsstipendie i kontanter, så længe han ikke behøver skrive under på, at hun er hans barnebarn. 

Marinas rolle som ugyldigt medlem af familien er flot skildret i scener, hvor hele familien er samlet, og kameraet vandrer rundt mellem snakkende onkler, bedsteforældre, tanter, kusiner og fætre, mens lydbilledet blander deres stemmer sammen. 

Man får en fornemmelse af, at alle andre hører til her, mens Marina observerer og – ligesom vi, der er afhængige af underteksterne – kun fanger en snas af en samtale, når den handler om hende. 

Debutanten Llùcia Garcia inkarnerer rollen som den udefrakommende, nærmest lidt identitetsløse Marina. Da hun efter et opgør med de biologiske bedsteforældre tager på en indre rejse, spiller den unge skuespiller også Marinas mor i en blanding af flashbacks og forestillinger. 

Dobbeltrollen skaber en fin kontrast, for moren er anderledes spontan, sansende og levende. 

Dagbogsnotaternes betydning vendes på hovedet, da Marina erkender, at hendes mor til dels også løj for sig selv. Marinas eget brud med forestillingerne om forældrene kulminerer i et slags drømmesyn på en punkklub til et nummer af det galiciske punkband Siniestro Total, hvis titel kan oversættes til ”Jeg vil danse på din grav”. 

Fordi Marina i den grad er en indadvendt observatør, afsluttes fortællingen også lidt lavmælt. Det rummer sikkert en del sandhed, men ikke helt så megen forløsning, som man kunne have ønsket sig. 

Romería – Min sommer i Galicien lader os opleve, hvordan en ung kvindes naive forestillinger om at leve stærkt og dø ung krakelerer, da hun giver sig til at hvirvle minder op, som tvinger alle i familien til at se anderledes på fortiden. 

Især filmens legen med upålidelig fortælling, falske flashbacks og sejlivede forestillinger skaber den spænding i historien, der gør Carla Simóns søgen efter sit biologiske ophav til en yderst seværdig oplevelse.