Vera har som stor pige set sin mor begå selvmord i en skånsk sø med symaskinen som vægt. Nu er hun en voksen kvinde og psykolog, men under opsyn, fordi hun har haft et forhold til en patient.
Desuden har hun et trauma om at være skyld i sin lillebrors skæbne. Billy forsvandt og blev aldrig fundet. Skulle hun ikke have holdt nøjere øje med ham, især da moren syntes psykisk labil og svingende humørsyg?
Ved et tilfælde, eller måske netop ikke, ankommer en ung mand til Veras terapeutiske sorggruppe. Han ligner Billy på en fjern prik med minder fra fortiden. Veras far fylder år nede i Skåne, og hun tager afsted med anelser om gedulgte sammenhænge i bagagerummet på sin smarte og senmoderne Folkevogn.
Der er mange ugler i den svenske mose i den mystiske, enigmatiske og stemningsfulde Sensommerjagt.
Serien er baseret på Anders de la Mottes roman fra 2016, som er første bind i hans Skånekvartetten. Trods sit franskklingende efternavn er de la Motte ærkeskåning, og hans krimier om og fra Skåne artikulerer dette svenske grænselands enestående natur og kultur.
Det mærkes i den grad på Sensommerjagt, at vi er inde i en svensk genre, som i 1993 blev grundlagt af Kerstin Ekmans Hændelser ved vand. Inde i de svenske skove, nord og syd, sker der sælsomme, grusomme og dunkle ting og sager. Her er træer med skygger lange som skæbnesvangre sagaer omkring udstrakte søer dybe som ind i helvede sammen med skønne landskaber, hvor elve strømmer livligt mellem fjelde.
Folk og fæ gør deres dont med dæmoniske bagtanker eller gustne hensigter med toner af Strindberg og Bergman. Det er synd for mennesket, især det svenske. Selv i folkehjemmet er der infame fjender, selv i velfærdssamfundets paradis en slange eller to. Træerne vokser heller ikke her op i himlen.
Sensommerjagt er en langsomt drivende, men aldrig tom, tørvetrillende og turistet serie som de danske Sommerdahl og Hvide Sande. Serien fremhæver kontrasten mellem Stockholms højsvenske livsstil og det rustikke Skåne, hvor man taler en helt anden svensk dialekt end i hovedstaden. I modsætning til danske fjernsynsføljetoner bevarer svenskerne konsekvent deres regionale islæt, uanset hvor i landet handlingen udspiller sig
Vera, spillet med intensiv indlevelse af Julia Ragnarsson, forsøger at få hold på sit liv og sine følelser som sin turbulente mor, som havde et hemmeligt liv bag om ryggen på Veras far, der aldrig er kommet sig over Billys bortgang.
Erik Enge er den mystiske Isak, som dukker pludselig op til Veras virkelighed. Måske kan han være Billy, eller i hvert fald har han en gedulgt fortid, som igen hænger sammen med de skånske trakasserier år tilbage.
Torkel Petersson, som ligner en svensk Lee Van Cleef, er den stovte, brøsige og stolte onkel Harald, som skjuler på begivenheder, der hænger sammen forbrydelsens forne elementer. Som igen flettes ind i et Skåne, hvor alle er både meget tætte på hinanden og så alligevel har fjerne relationer og hemmeligheder i den personlige bagage.
Der kæles for miljøets særegenhed og dets karakteristiske omgangstone, tydeliggjort både gennem den skånske dialekts sproglige finurligheder og regionens sociale liv langt fra Stockholms glatte overflade. Skeletter falder ud af skabe, mørke sager kommer for dagen, og med Vera i spidsen når personerne frem til en form for selverkendelse.
Bag den forholdsvis simple intrige ligger der en intention om at skildre menneskelig dårskab og driftsliv. Det, der gør Sensommerjagt seværdig, er en omstændelighed i plottet, som aldrig bliver hæsblæsende spændende, men som er inciterende interessant i sit signalement af en svensk provins.
Kommentarer