Livmodermyter, censur mod kønsbehåring i grafik, fængsling af rygende kvinder i herretøj og forbundskansler Angela Merkels rysteanfald.
Vi kommer vidt omkring, når instruktør Sabine Lidl behandler norsk-amerikanske forfatters Siri Hustvedts forfatterskab og får hendes liv til at tale sammen med noget større.
Dokumentaren er nok mest for dem, der mestrer academia-lingo og kender til Hustvedts forfatterskab. Men gør man det, vil Dance Around the Self sætte sig i én.
Hustvedt, der har skrevet bøger som Den flammende verden og Sommeren uden mænd, fortæller løs, mens hun roder i hukommelsen og gamle papirstakke. Kameraet går også på udflugt med forfatterens veninder i New York og søstrene i barndomshjemmet i Minnesota.
Der er også intime refleksioner om Hustvedt fra ægtemanden og forfatteren Paul Auster op til hans død i 2024.
Portrættet skriver sig ind i en række andre nylige dokumentarer om skelsættende kvindelige stemmer, der ser tilbage på deres historie og den rolle, deres køn har spillet i den.
For eksempel The Center Will Not Hold, om forfatter og journalist Joan Didion, Pamela, A Love Story, om model og skuespiller Pamela Anderson, og Martha, om forretningskvinden Martha Stewart. Uden nødvendigvis at være sympatiske helte har disse kvinderne brudt kulturelle glaslofter, mens de blev undervurderet.
Filmene rummer en feministisk facet, der består i at genfortolke historien.
De første tyve minutter i Dance Around the Self er dog unødigt tunge. Hvad der skulle være en let indflyvning i Siri Hustvedts forfatterskab, er som at være til digtoplæsning, mens man beundrer en kendisbolig på en Architectural Digest-video – her Hustvedt og Austers henrivende New Yorker-lejlighed.
Men holder man fast, åbner portrættet sig. De oplæste ord fra hendes bøger hægter sig på følelserne i den visuelle livsfortælling.
Ambitionsniveauet er højt, og man forstår godt instruktørens kvaler med at indfange kompleksiteten af Hustvedts virke. Ud over et forfatterskab af digte, romaner og essays har hun også en akademisk karriere og en kunstnerisk tegnepraksis.
I dokumentaren ses hendes karakteristiske stregtegninger, både på fysisk papir og som animerede figurer, der spiller en illustrativ rolle i fortællingen. Hustvedts talestrøm går ufortrødent ned ad historiske stier, hvor kvindelige kunstnere og genier næsten får selvstændige roller.
På billedsiden åbnes støvede bøger med afslebet skrift. I næste øjeblik kastes der rundt med tyske begreber og analytiske tilgange såsom fænomenologi og psykoanalyse.
Men der er også åndehuller som kærlighedshistorien mellem Siri Hustvedt og Paul Auster, som udfoldes roligt og magnetisk. Austers første kærlighedsbrev til Hustvedt er så forsigtigt, men fuld af vilje og elegance, at man hviner og smelter på samme tid.
Tematisk forholder dokumentaren sig legende og nysgerrigt til ”kvinden” og ”selvet” som fænomener. Men værket berører også emner som kræft, sorg og forældreskab. De alvorstunge emner synger gennem Hustvedt og Austers velformulerede stemmer, og intet er klichéfyldt.
På trods af sine filmiske virkemidler er det sproget, der bærer værket – som en stille påmindelse om litteraturens særlige kraft. Til gengæld bliver oplevelsen hængende i bevidstheden længe efter.
facebook
twitter
Kommentarer