Sommerbogen

Mange af barndommens store tanker bliver tænkt i de kedelige stunder af en sommerferie. Øjeblikke, hvor man kun har sin egen underudviklede hjerne til at udfylde tomheden.

Dem oplever niårige Sophia mange af på den lille ø i Finlands skærgård, hvor hun er taget på ferie med sin far og farmor i, hvad der ligner 1970’erne.

Det er første sommer efter morens død, og far synker sørgende ned i sit tegnearbejde. Så det er op til farmor at underholde. Sophia har knolden fuld af spørgsmål, men måske har barnet også svar på den tvivl, som findes i bedstemoren, mens hun forbereder sig på at forlade livet.

Man forestiller sig ikke, at en engelsksproget filmatisering af Mumitroldeskaberen Tove Janssons mest elskede voksenbog kan fungere.

Men den danskboende amerikaner Charlie McDowell er – med skuespillerhustruen Lily Collins som producer – lykkedes med at gøre skærgårdsmiljøet overraskende autentisk.

Optagelserne har også fundet sted i Finland med norsk-danske Sturla Brandth Grøvlen bag det idylliserende kamera, et primært finsk filmhold og Anders Danielsen Lie og Ingvar Sigurdsson på rollelisten.

Man mistænker, at filmen kun er indspillet på engelsk, så man kunne få lov at caste Glenn Close.

Hvis det er tilfældet, skal McDowell og Collins ikke høre noget for det. Close er fortryllende som nordisk bedstemor med komplicerede fletninger, stok i hånden og en underligt overbevisende finnesvensk accent.

Et roligt, men fuldt ud levet liv skinner ud af kvinden med den hekseagtige fremtoning og gavtyvesmilet, men hun er ikke kun en munter, gammel kone. I hvert af Closes skridt fornemmer man den frustrerende træthed og frygten for, at denne sommer bliver den sidste.

Den unavngivne farmor vil egentlig helst have lov at ryge og læse i fred. Men på den lille ø er der ingen steder at gemme sig fra barnebarnet, som hun må hjælpe med at gøre den monotone ferie eventyrlig.

For den gamle kvinde er det en vigtig livsopgave at overdrage sit natursyn – og sin foragt for de moderne, skæmmende sommerhuse på de nærliggende øer – til den næste generation. Tove Jansson og hendes mumitrolde anes tydeligt i de finurlige refleksioner over mos og regnorme.

Emily Matthews, der spiller Sophia, forsøger sig ikke med en skandinavisk accent, men kører den hjem på britisk, hvilket skærer lidt i troværdigheden til start.

Men den dygtige barneskuespiller får i samarbejde med Glenn Close en rørende fortrolighed op at køre, og det stærke cast er afgørende for det forsigtige drama.

De største udsving med armene er et bogstaveligt stormvejr og så selvfølgelig mødet med fortidens meget liberale forhold til fyrværkeri. Jeg tog mig i at lukke øjnene i en ellers stilfærdig midsommar-scene, hvor Sophias far uden tøven går tilbage til en fuser!

Men ingen mister lemmer, og aldersgrænsen på femten år skyldes kun, at Medierådet af en eller anden grund ikke har fået filmen til vurdering.

At stemningen konstant balancerer mellem melankoli og magelighed, tyder på, at Charlie McDowell faktisk har luret den nordiske tradition for sentimentalitet pakket ind i ulden kynisme.

Morens død italesættes næsten ikke, og det er lige, som det skal være. Der bliver ytret et enkelt grådkvalt ”jeg savner mor”, og farmor giver sønnen et vink med stokken om, at han skal gøre sig mere umage som alenefar. Men det kammer aldrig over i Hollywood-føleri.

Skærgårdsuniverset er nærmest lammende behageligt i sin vuggende naturskønhed. Så ligesom Sophia må man selv fylde tomheden ud og lede efter substans, der heldigvis gemmer sig i interaktionerne mellem de tre generationer på øen.

Et rørende højdepunkt er, da farmoren fortæller, at hun har glemt, hvordan det føles at sove i telt, selv om hun i sin tid kæmpede for at blive en af landets første pigespejdere. Så Sophia sover i telt og rapporterer oplevelsen til farmor, der reagerer med overvældet taknemmelighed, smukt hugget ind i Glen Closes granitagtige ansigt.

Sommerbogen er en rar og velafstemt ferie, men ikke en film, som bliver siddende i kroppen længe. Den er betagende og flygtig som en nordisk sommer.