Sorry, Baby

Amerikanske Eva Victor brød igennem som kløgtig finanshaj i HBO-serien Billions og demonstrerer samme skarpsindige overblik i sin instruktørdebut, hvor hun selv spiller hovedrollen (tidligere har hun skabt kortfilmserien Eva vs. Anxiety, der skildrer en hverdag præget af angst). 

Hendes tørre humor balanceres af en bemærkelsesværdig sans for mådehold. Netop denne kombination gør den personlige fortælling om traume og indre styrke uafrystelig uden nogensinde at tippe over i det grumme. Det er i sig selv en sjælden bedrift. 

Victor spiller Agnes, en forelæser i litteratur på et universitet i New England. Hendes bedste ven Lydie (Naomi Ackie) er på weekendbesøg for at se til Agnes, dele nyt om sin graviditet og grine igennem. Men glæden afbrydes af anspændte, stille øjeblikke, og Lydie bliver ved at spørge, om Agnes har det okay. 

Efterhånden står det klart, at Agnes var udsat for noget meget skidt for år tilbage, dengang de begge skrev deres afhandlinger. Hendes liv har været styret og måske begrænset af det lige siden. 

Herfra springer historien frem og tilbage gennem de sidste fire år for – klart og uden melodrama – at fortælle, hvad der nøjagtigt skete med Agnes: Hun blev voldtaget af sin mentor på universitetet.

Selve overgrebet ser vi ikke. Kameraet viser os professorens hus set fra gaden, da han inviterer Agnes indenfor for at drøfte hendes afhandling. Lyset skifter fra eftermiddag til aften. Vi får først hele historien senere, da Agnes fortæller om det til Lydie. 

Den scene, hvor Agnes forsøger at udrede de slørede grænser i forholdet til en vejleder, hun havde fuld tillid til, er dybt gribende. Det er først, da hun sætter ord på over for sin veninde, at omfanget af det skete rammer hende. 

Og alligevel føles det fjernt for hende. Næste dag er hun mere ironisk end oprørt over den mangel på omsorg, hun møder hos læger og universitets administratorer. I morbidt morsomme scener får hun selv læst og påskrevet og bliver fortalt, at der ikke er noget at gøre. 

Komikken får en stadig mere bitter bismag. Det, der begynder som en instinktiv henvendelse til autoriteterne – måske endda en feministisk pligt til at advare andre – forvandles langsomt til et nyt traume. Små øjeblikke, ofte når Agnes er alene, gør det klart, hvor traumatiseret og sårbar, hun nu føler sig. Men til trods for sit rasende intellekt har hun ofte svært ved at udtrykke sine følelser, endda for sig selv. 

Men Sorry, Baby er langt fra en nedslående filmoplevelse. 

Agnes’ ukuelighed, Lydies omsorg og hendes egen lidenskab for sit fag hjælper Agnes med at finde en vej fremad. En bortkommen kattekilling og en skeptisk baby er andre lyspunkter i en sorgmunter og stærkt underholdende independentfilm. 

Selv når vi græmmes over de urimeligheder, Agnes må stå model til, griner vi ad hendes humoristiske distance og pinlige optrin. 

Filmens biroller støtter fornemt op om Eva Victors kraftpræstation, og særligt Lucas Hedges som hendes akavede nabo og Naomi Ackie som Lydie giver historien en forløsende varme. 

Lydie er stærkt bevidst om, at Agnes’ uforfalskede lykke står i stadigt skarpere kontrast til hendes depression. Og John Carroll Lynch (Fargo) er en lise for sjælen i sin ene scene som sandwichbar-ejer. Først vrisser han gnavent, før han vender på en tallerken, tilbyder Agnes hårdt tiltrængt trøst og giver hende tiltro til, at hun kan komme oven på igen i sit eget tempo. 

Filmsproget er ukunstlet. Fotografen Mia Cioffi Henry indfanger grå vinterlandskaber i afdæmpede farver, mens Lia Ouyang Ruslis underlægningsmusik er prunkløst betagende. Det er ikke en historie, der har behov for tekniske opvisninger for at lande som en mavepuster. 

Sorry, Baby er ikke et MeToo-drama fuld af smerte og galde, selv om der brænder en stille ild af moralsk vrede i filmens bankende hjerte. Det er en morsom historie om modstand, optimisme og om at komme videre i livet ved at vende sig bort fra sine traumer og i stedet søge styrken hos de mennesker, der holder af én.