Souleymane’s Story

Cykelbuddet Souleymane drøner gennem Paris’ smukke gader. Imens fortæller han i en voiceover om flugten fra hjemlandet Guinea, hvor han endte i det korrupte styres sorte bog, fordi han ledede en demonstration.

Der er noget dokumentarisk ved scenen, hvor den cyklende hovedperson fotograferes bagfra. Hvis den var optaget i sort og hvid med håndholdt kamera, ville det til forveksling ligne et klip fra 1960’ernes franske nybølge. Mere end et halvt århundrede senere bruges greb – forfinet af Agnès Varda og Jean-Luc Godard – til at fortælle en inkluderende, nutidig historie om at være ny i Europa.

Beretningen viser sig imidlertid at være en løgn, som Souleymane presset af bekendte øver sig på, så han kan få opholdstilladelse. Kortvarigt stiller løgnen flygtninge, der kæmper for deres overlevelse, i et uretfærdigt dårligt lys. Men den stiller også et væsentligt spørgsmål om, hvad det vil sige at være værdigt trængende.

Med skuespilleren Abou Sangares nedslåede blik og desperate stammen er publikum ikke i tvivl om, at Souleymane ikke er rejst fra familie og venner for sjov.

Instruktør Boris Lojkine er fransk og opvokset i Paris. Men hans rejser på det afrikanske kontinent inspirerede ham til at skrive og instruere immigrantfortællingen Hope og siden Camille, der handler om drabet på en journalist i Den Centralafrikanske Republik.

Hvor de to tidligere film skildrer, hvorfor folk søger lykken andre steder, lægger Souleymane’s Story vægt på, hvordan afrikanere bliver mødt i deres nye hjemland.

Filmen udfolder sig over to dage, hvor Souleymane forbereder sig til en vigtig samtale for at få opholdstilladelse. Uden den må man ikke arbejde i Frankrig, så i mellemtiden kan Souleymane ikke andet end bryde reglerne og levere mad for at overleve.

Da en bil påkører ham, spørger chaufføren hånligt, om han ikke så lyskurven, i stedet for at hjælpe den sorte mand op. Og kunden, hvis pose kom til skade i uheldet, vil naturligvis ikke have den, selv om indholdet intet fejler.

Hellere end at spørge, om Souleymane er ok, smækker hun døren i. Tilbage står han med hendes klage hængende over hovedet og udsigten til selv at skulle betale for den afviste ordre.

Selv om arbejdet kun betaler sig, hvis det går tjept, afholder det ham ikke fra at bruge længere tid hos en ældre mand, der har brug for hjælp.

Også politiet generer og udspørger ham, som var det et forhør, når de bestiller levering. Selv hvis han får sin opholdstilladelse, er det tydeligt, at han fortsat vil blive behandlet som andenrangsborger. De andre afrikanere, som han møder på sin vej, er enten i samme båd eller på anden vis pressede af bureaukratiet. Derfor er de også hurtige til at udnytte Souleymanes situation.

I en scene spørger Souleymane sig selv, hvorfor han overhovedet kom til Frankrig. Det er noget, man som publikum også undrer sig over. Men fransk imperialisme har betydet, at Guineas befolkning døjer med korruption og økonomisk ustabilitet, hvilket gør det svært at få en stabil tilværelse.

Ligesom i Dardenne-brødrenes socialrealistiske To dage, én nat tikker uret, mens den desperate hovedperson løber om kap med tiden for at overleve på bunden af samfundet.

Modsat det belgiske instruktørpar tøver Boris Lojkine ikke med at placere sin socialkritik i smukke kulisser. Det skaber en markant kontrast, der kan vække mindelser om Godards Livet skal leves, hvor den æstetiske skønhed står i skarp modsætning til det desperate sexarbejde.

Mellem grandiose søjler og med charmerende Belle Époque-arkitektur i baggrunden ringer det trætte madbud til familien derhjemme for at høre deres stemmer gennem bilstøj og dårlig mobildækning.

Det kunne ligne et postkort fra lysets by. Men i filmen ser man bygningerne for, hvad de er: en monumental hyldest til imperiet, hvis gamle undersåtter stadig holdes ude.