Springsteen: Deliver Me from Nowhere

Der er blevet sagt og skrevet meget grimt om den formulariske og fantasiløse musikbiopic-genre – især siden Freddie Mercury fik turen i Bohemian Rhapsody.

I traileren til Springsteen: Deliver Me from Nowhere får man indtryk af, at det hele gentager sig med Scott Coopers film, der dramatiserer Bruce Springsteens indspilning af det akustiske album Nebraska fra 1982.

På papiret lever dramaet også op til alle genrens klichéer.

Springsteen lægger åbenlyse hits som Born in the U.S.A. på hylden, fordi han vil lave ærlig musik med sin guitar i soveværelset. Springsteen overvældes af sin kunstneriske bearbejdning af barndomstraumer, der skildres i sort-hvide flashbacks, og primalskriger afmægtigt fra førersædet af sin bil. Springsteen holder kæresten på afstand, og hun beskylder ham for at flygte fra problemerne.

”Hvordan kan du være ærlig over for mig, når du ikke er ærlig over for dig selv?” vil hun vide.

Alligevel er Springsteen: Deliver Me from Nowhere hverken kedelig eller så grinagtigt forudsigelig, som den kan lyde.

At fortælle en afgrænset historie om stjernen frem for hele livsfortællingen klæder dramaet, ligesom det gør med en anden af årets musik-biopics, Bob Dylan-filmen A Complete Unknown.

Hvor sidstnævnte vender kameraet mod omverdenens mytologisering af Dylan under gennembruddet, hakker Scott Cooper ned i The Boss på det mest skrøbelige tidspunkt i hans voksne liv og udfolder angstens væsen uden kunstig konflikt.

Hovedrollen spilles af Jeremy Allen White, der leverer en god imitation af Springsteens særlige stemme og accent. Han er måske en tand for oplagt casting efter gennembruddet i hitserien The Bear, hvor han også spiller en plaget ung mand, der afviser det lykkelige liv igen og igen. De store øjne og spændte muskler er effektiv følelsesformidling, men mister lidt nerve efter fire sæsoners rutine.

Til gengæld er det forfriskende, at filmen er helt fri for de sædvanlige griske pengemænd, der vil dræbe kunsten. Jeremy Strong er vidunderlig i rullekrave og sneakers som manageren Jon Landau. En mand så tålmodig og forstående i sin stille frustration, at man er overrasket over ikke at finde Landau på listen over filmens executive producere.

Ingen hæver stemmen over Bruces komisk høje krav om kreativ kontrol. Alle vil ham det godt, så den eneste modstand kommer fra de indre dæmoner, flot personificeret af Stephen Graham som sangerens ustabile far.

Far kommer fuld hjem og giver sønnike voldelig boksetræning, mens mor hyler fra køkkenet. Lille Bruce skal også med far i biffen og traumatiseres af Kludedukken med Robert Mitchum som psykopat i gudelige klæder.

Smerten fra barndommen bliver aldrig firkantet, men gøres sanselig af klipperen Pamela Martins meditative, suggestive orkestrering af handlingen.

Lydbilledet er dynamisk med skarpe kontraster mellem Springsteens 80’er-hits, de rå indspilninger til Nebraska, men også andet af tidens musik.

Filmen borer hårdest ind i sin hovedpersons nervesystem, da han hører en bid af den frygtindgydende synthpunk-plade Suicide med bandet af samme navn.

Selv om musikken hyldes, er vi fri for det skadelige budskab om, at smerten skal til for at lave stor kunst. Folk med angst af Bruce Springsteen-kaliber har brug for professionel hjælp, som filmen sympatisk slår fast.

Publikum lukkes også længere ind i maskinrummet end normalt i en musikerfilm. Det skyldes nok hjælp fra Warren Zanes’ bog Deliver Me from Nowhere: The Making of Bruce Springsteens Nebraska, som manuskriptet er baseret på.

De frustrerede teknikere kæmper med at bevare kvaliteten fra Springsteens spartanske hjemmeoptagelser. Som alle, der har bøvlet med at indspille musik, ved, volder det problemer, hvis man lægger rumklang på optagelserne for tidligt i processen. Og det gør The Boss i stor stil.

Det svageste er romancen med Faye, spillet af udmærkede Odessa Young. Kun her mærkes genrens metaltræthed, og den overpædagogiske dialog saboterer et ellers subtilt filmsprog.

Sammen med den endnu mere sofistikerede A Complete Unknown er Springsteen-filmen bevis på, at de store skjaldes liv stadig har noget at bidrage med på lærredet.