Den 59-årige, koncept- og samtidskunstner Jens Haaning fik i 2021 et udlæg fra Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg på 532.549 kroner til at genskabe to tidligere værker med.
Det var nemlig pengene, som skulle udstilles for at vise to årsindtægter – altså rent fysisk. Men i stedet for at klistre plovmænd fast på et lærred stoppede Haaning alle pengene i lommen og udstillede to tomme billedrammer med en ny titel: Take the Money and Run. Og det er den titel, som også – oversat til dansk – er titlen på Ole Junckers dokumentar.
For hvis man nogensinde har været i tvivl om, hvorvidt Haanings værk overhovedet er kunst – det var overtegnede faktisk aldrig – må selv de mest rigide, rindalistiske sjæle nok overgive sig, når konteksten kommer på bordet i dokumentaren.
Konceptkunst er en klassisk genre, kendt fra værker som Marcel Duchamps Fountain (1917) – et almindeligt pissoir ophøjet til kunst – og Maurizio Cattelans Comedian (2019), hvor en banan er klistret til en væg med gaffatape.
Læg dertil, at Jens Haaning faktisk er kendt for at lave noget så prisværdigt som kunst med humor. Der er i filmen optagelser af Haaning, som kører rundt i Kreuzberg i Berlin, hvor der tidligere næsten kun boede tyrkiske gæstearbejdere. På taget af hans tyske Mercedes er der højtalere, som brager tyrkiske vittigheder ud over gaderne. De får tyrkerne til at skrige af grin og tyskerne til at undre sig over, hvad tyrkerne griner af.
Det morsomme og meget politiske værk afslører, at indvandrere og urbefolkning måske slet ikke forstår hinanden – heller ikke på et mere overordnet plan.
På samme måde rummede Take the Money and Run en dybere politisk pointe. Værket udsprang ganske vist af, at Haaning var økonomisk presset – og samtidig indlagt på en lukket afdeling med en paranoid psykose, hvor han oplevede sig forfulgt af politiet.
Men det var også en grundlæggende kritik af kunstverdenens økonomiske strukturer. En kommentar til, hvordan man som anerkendt kunstner – med udstillinger på både Louisiana og Kunsten i Aalborg – alligevel kan ende i alvorlige økonomiske problemer.
Portrættet af kunstneren som ældre herre viser en sårbar mand, der arbejder ud fra en stor følsomhed og intuition. Som han siger et sted, arbejder han uden overhovedet at vide, hvad han laver. Og det kommer fornemt frem i filmen. At værket ligesom bliver til undervejs. Ikke som improviseret jazz, men som noget, der vokser frem og samler sig til noget større.
Pludselig er værket, der omgående blev eksponeret for en tredjedel af verdens befolkning, en formue værd. Og som Haaning, med sin karakteristiske frækhed, siger, er det jo egentlig Kunsten i Aalborg, der nu skylder ham penge. Han anslår henkastet, at vi taler om en beløbsramme på mellem fem og 120 millioner kroner.
Ole Juncker lægger mange brikker frem. Haanings bipolaritet, scener, hvor han køber hus på hus, eller hvor han forlanger en mellemfinansiering på 800.000 kroner af sin bank uden sikkerhed af nogen art. Da han afvises, råber han ind i røret: ”Godt, nu skifter vi bank!”
Han fremstilles som ustabil – som en ulykke i slowmotion. De mange skæve detaljer synes at kredse om det vanvittige: Når han kører bil, mens han taler febrilsk i telefon; når han i panik forsøger at rejse over en halv million på en formiddag, men ikke kan finde sit pas; eller når han blot stirrer ud med åbne, sårbare øjne og ligner et forurettet barn.
Det kan være relevant at vise den skøre side, men det fremstår som en noget flad nuancering, når Haanings værk i sig selv er så klart og kompromisløst.
Under alle omstændigheder kvitteres herfra med næsten topkarakter for et hjertevarmt portræt af en omstridt mand. Tag de fem stjerner – og løb!
facebook
twitter
Kommentarer