Tak for ingenting

Rigmor har tjent millioner på legetøj, købt et grandiost gods med omliggende jorde, en skov til jagt og en allé med herregårdstræer.

Hendes to børn, luksusdøgenigten Valdemar og iPod-dullen Ella, har levet i sus og dus med en sølvske i munden fra fødslen.

Nu har Rigmor imidlertid inviteret til en meget lang weekend for familie, venner og dem, hun ellers kender. Blandt andet hendes kærestes datter, Siri fra Norge. Værtinden har en revolutionerende nyhed på bedding undervejs til sin fødselsdag og mindefest for en kær afdød.

Optakten til DR’s serie Tak for ingenting, der er produceret af selskabet The Bunch, begynder såre elegant og smidigt glat.

Hella Joof træder frem til os som sprechstallmeister for dette slægtsdrama, vi nu skal overvære i fem akter a cirka 25 minutter.

Der er bobler i glassene, vejret er sommer og solskin lige ud til søen. Alle gæster er glade, og alt er herskabeligt og smittende festligt.

Rigmor har fundet ud af, at det er bedre at lege end at eje. Nu skal formuen ind i en fond for velgørenhed til værdigt trængende. Meget af en bet for hendes to forkælede børn.

Så ankommer hendes norske kæreste Ann-Maris datter Siri med sin eksamen i miljø og økonomi. Hun skal stå for det hele, gelasne penge og altruistisk gavmildhed. Kabalen er lagt til rette. En omgang krig mellem tre søskende med skjulte dagsordner.

Tak for ingenting har rigeligt med gode intentioner og i modsætning til både DR’s gravalvorlige serie Arvingerne og den overvurderede amerikanske Succession samt mange andre slægtsserier, har Tak for ingenting toner af både Jean Renoir (Spillets regler) og Ingmar Bergman (Sommernattens smil).

Her er poetiske strejf af andet end blot jagten på penge, og norsk umiddelbar naturlighed over for dansk, gusten materialisme.

Sågar helt ned i sprogtonen er danskere bedst til råsyltede bandeord med verbale torpedoer end nordmænd med deres enfoldige forsøg på at spille efter selskabslivets latente regler.

Men inde i skoven, hvor vi får genrens obligatoriske jagtsekvens, realistisk som en muslimsk svinemørbrad, forsvinder noget af den norske ærlighed.

Det viser sig, at Siris norske anstændighed er mere anløben end tilsyneladende. I det hele taget er det den standende holmgang mellem Ella (spillet med begavet bidsk bravur af Emilie Kroyer Koppel) og Siri (en lavmælt snedig Ulrikke Falch, verdensberømt som Vilde i kultserien Skam), der udgør den flamboyant dramatiske dynamik i seriens design.

Bror Valdemar spilles glimrende af Magnus Haugaard som en spøjs parodi på ungdomskildebestyreren Emil Thorup.

Altid gode Lisbeth Wulff kunne godt have fortjent lidt mere signifikant substans i sin rolle som Rigmor. Thomas Bo Larsen er på fransk visit som de to børns forne far, der sidenhen er blevet en seniorhippie, et lommefilosofisk snakkehoved og sågar dus med himlens fugle og skovens vilde dyr.

Manuskriptet har nogle gange sovet i timen og ikke vidst, om seriestilen skulle være satirisk komedie eller melodrama med mening. Heldigvis er der en lovet fortsættelse. Ellers måtte Norge igen synes at sleske Danmark har taget sæterrøven på nationen. Eller snarere, at den danske folkekomedie lige meget hvad vinder til sidst.

Der meget godt at sige om Tak for ingenting. Man ville gerne ivrigt applaudere for seriens ganske raffinerede opsætning, som faktisk får de fleste stik hjem med hensyn til den hårfine balance mellem satirisk komedie og kritisk sædeskildring.

Men det trækker i den grad ned, at formatet er totalt forkert. Man har valgt den halvtime lange sitcom, nogle gange på under tyve minutter.

Det er alt for situationsfokuseret til en trods alt slægtsmæssig episk sædeskildring, som kræver længde og dybde. Fem afbrudte samlejer, der kun kædes sammen af, at man utilfredsstillet har en vilje til at se, hvad der siden sker i den næste halve time eller mindre.

Men meget kan rettes op i næste ombæring i den dansk-norske arvefølgekrig.