The Drama

Fire mennesker i, alle på vej til 30’erne, sidder ved et bord og smager den vin, som skal serveres ved det ene pars bryllup.

Småfulde og småkåde foreslår en af dem, at de fortæller, hvad det værste, de har gjort i deres fortid. Man taler af karsken bælg, indtil den kommende brud fortæller om en gusten begivenhed i hendes gymnasietid.

Hendes minde bliver den roterende gimmick i filmen. Så brækker hun sig, og alle går hver til sit. En sandhed er kommet på bordet, og den ryster banden.

Den norsk instruktør Kristoffer Borglis The Drama er klart en romcom, en romantisk komedie, i dur og mol, men dog mest det første.

Borgli har før drejet satiriske film om tidens narcissismesåsom Sick of Myself. Og umiddelbart er der også strejf af satire over denne film om Emma og Charlie, som både er et mage og et umage par.

Hun er den grimme ælling, som er blevet til svane og lokker den noget mutte, meget distingverede og markant britiske museumsmand Charlie til at udføre et snedigt stunt, så han ender med at score hende.

De flytter sammen i hans mondæne lejlighed i to etager i den socialt sorgløse amerikanske storby New York, som vi kender fra Woody Allens film. Om den kreative, causerende og narcissistiske klasses selvcentrerede trakasserier og tidstypiske skærmydsler.

Emma og Charlie skal giftes og derfor dette fatale symposion med vennerne Mike og Rachel, hvor svanen Emma igen bliver til den grimme ælling.

Hendes kommende ægtemand Charlie bliver besat af Emmas misere, som ikke kan røbes uden at trække tænder ud af pointen. Men i flashbacks får vi at vide, hvad Emma gjorde eller ikke gjorde dengang i fortidens Louisiana.

Samtidig med disse elegante intriger stærkt krydret med rappe replikker om dit og dat, drejer filmen mere og mere i retning af den særlige angelsaksiske genre, som handler om brylluppet, der skal arrangeres og gennemføres.

Det er historien om vejen til vielsen, som er brolagt med diverse forhindringer. Fra blomsterarrangementer, borddækning, taler, musikken og bryllupsfotografens strategi om at få alle med på fotos.

Her kulminerer filmen – overgearet og farceagtig.

Men hvor Woody Allan ofte har en ironisk distance, hans særegne finurlige fremmedgørelse ved at fremhæve det værste ved menneskeheden, har The Drama svært ved at finde fødderne i sin egen brudevals.

Woody Allen kan være for skødesløs overlegen med sin tematik om livet og døden, men Brogli vakler mellem sin opsatte alvor og den satiriske screwball-komedie.

Filmen har provokeret USA på grund af dens komplicerede motivkreds, en amerikansk mare, som hænger sammen med nationens voldsromantik og våbenglæde. Mens vi i Europa mere sofistikeret snusfornuftigt genkender at lade ægtefællens fortid være et ukendt landskab, hvor kun en tåbe trænger ind i for at vide noget om dengang før dig.

Zendaya som Emma er sød og sjov, småsadistisk og jaloux. Robert Pattinsons Charlie er lige ved at være lidt for meget nørdet kliché som kunsthistorikeren, der er nybegynder i livets realiteter.

Faktisk er bipersonerne mere interessante end hovedpersonerne. Alana Haim er hjerteveninden og brudepigen Rachel, som bliver hovedfjenden op til og under brylluppet.

Hendes husbond Mike, Charlies bedste ven, spilles af Mamoudou Athie med underkuet gennemskuelighed som manden, der helst undgår dramatik på hjemmefronten.

I en lille birolle som Charlies museumsmedarbejder Mischa, som ikke er for fastholdere, gestalter Hailey Gates med skælmsk lune glimt af kvindelig livserfaring. I det hele taget er filmens dramaturgiske energi netop dens ensemblespil.

Så selv om man mangler ”The Woody Allen Touch” og får mod slutningen lidt for meget bryllupsballade med pinlige taler og pikante stikpiller, mister The Drama aldrig sit greb om publikum.