The History of Concrete

Hvordan følger man op på en verdenssucces? 

HBO-serien How To With John Wilson er blevet en velfortjent kritikerdarling. I videoessays og ad kringlede, associerende omveje kombinerer den selvbiografi, gadefotografi og slående portrætter af de newyorker-originaler, han møder på sin vej. 

Alt sammen inden for rammerne af hjælpsomme hverdagsanvisninger til ting og situationer, der kunne volde hovedbrud for en kejtet og krølhjernet kunstner som John Wilson selv. For eksempel at dele en regning, genbruge batterier eller finde et offentligt toilet. 

Hvert problem, John Wilson lover publikum hjælp til at løse, ender med at illustrere den samme sandhed: At når et nysgerrigt sind sætter sig for at undersøge noget nærmere, vil det altid føre til flere spørgsmål end svar. 

Det er et format, han har udviklet på egen hånd, og som han med hjælp fra en anden ener i tv-branchen, komikeren Nathan Fielder, perfektionerede over tre skønne sæsoner. 

Nu fører John Wilson det videre i sit første dokumentarprojekt i spillefilmlængde (fans vil vide, at han rent teknisk debuterede som teenager med en hjemmegjort lavbudget-julefilm). Og han gør det med samme bramfri selvudlevering, eksistentielle undren og øje for aparte detaljer – kvaliteter, der har sikret ham en plads blandt branchens mest afholdte storbypoeter. 

The History of Concrete snor sig overraskende og er konstant underholdende. Instruktørens akavede voiceover fører publikum rundt i en film, der gør freelancekunstnerens kamp for at holde dampen oppe mellem projekter til en eviggyldig refleksion over livets forgængelighed. 

Udgangspunktet er bundærligt. John indser, at berømmelse er en kortvarig rus, og forsøger at veksle sin HBO-succes til et filmprojekt, der både kan holde ham beskæftiget og økonomisk oven vande. 

Hans bedste idé går ud på at se nærmere på beton, verdens næstmest benyttede materiale efter vand. Et emne, som Victor Kossakovsky for et par år siden afsøgte i den kunstnerisk imponerende Architecton, der maner til besindelse og bæredygtighed. 

John Wilson når hurtigt omkring mange af de samme pointer. Han sætter uforgængeligt, romersk beton over for nutidens smuldrende fliser og motorvejsbroer med en forventet levetid på 40-50 år. 

Men instruktøren har snarere valgt beton, fordi emnet er så banalt og tilsyneladende uinspirerende, at det er perfekt som springbræt for hans uterlige digressioner. 

Metoden er den samme som altid: afsted ud i verden med sindet åbent og kameraet fremme. Den tilgang kaster en række charmerende og kulørte møder af sig i et narrativ styret af sammentræf og strøtanker. 

En energisk tyggegummifjerner, der har specialiseret sig i at højtryksrense New Yorks fortovsfliser. Et to-måneders løb rundt om en skole på de samme krakelerede betonfliser for at hylde en afdød kultleder. En makaber bedemandsforretning, der har specialiseret sig i at bevare afdødes tatoveringer. 

Et gratis kursus under forfatterstrejken fører ham på visit til Canada, hvor Hallmark-studierne pumper metervareunderholdning ud til et taknemmeligt kabel-tv-publikum. En kønsløs proces, der ikke er langt fra de 3D-printede betonbygninger, instruktøren forfærdes over til en betonmesse. 

Til Emmy-uddeling og Hollywood-middag med Kim Kardashian, Jacob Elordi og Tom Ford virker John Wilson ængsteligt malplaceret. Til gengæld fører han selvsikkert an til skramlede gør-det-selv-gigs i nedrivningstruede lokaler i New Yorks musikundergrund. 

”Tænker du nogle gange over beton?” spørger han prøvende, når han forvilder sig lidt for langt fra emnet. Typisk er svaret ”nej”. 

Over 100 minutter når John Wilsons metode indimellem at føles noget retningsløs. Filmen er skabt med producervenners hjælp, og det er til tider, som om de savner en hjælpende, redaktionel hånd. 

Filmen finder et klarere fokus, da John Wilson forsøger at tækkes en investor, der tog ham på ordet, da projektet blev præsenteret som en ”rockumentary”. Han begynder derfor at lede efter en musiker at følge. Ved et næsten skæbnebestemt tilfælde viser en tilfældig mezcalsælger sig desuden at være amatørrocker med stjernedrømme. 

Det er den slags lykketræf, instruktøren er mester i at spinde til underfundige betragtninger om kunsten, livet og meningen med det hele. Til sidst samler The History of Concrete trådene på dybsindig, bevægende og morsom vis.