The Twisted Tale of Amanda Knox

Der er en sjov åbning på serien om Amanda Knox. Som mange vil vide, så snart de hører navnet, handler serien The Twisted Tale of Amanda Knox om et af nyere retshistories værste justitsmord. 

Amerikanske Amanda Knox tager til Perugia i Italien for at studere, men bliver hurtigt sigtet og anklaget for mordet på sin britiske roomie Meredith Kercher. Trods det alvorlige emne er hele første del af første afsnit fortalt præcis så legesygt og skævt som i den franske klassiker Den fabelagtige Amélie fra Montmartre fra 2001. 

Referencen er ikke tilfældig. 

Senere opdager vi, at det netop var Jean-Pierre Jeunets film, Amanda og hendes nye, italienske kæreste, Raffaele Sollecito, så på mordaftenen i 2007. Det pudsige metagreb viser sig at være karakteristisk for produktionen – i hvert fald i de to første afsnit, som Disney+ foreløbig har offentliggjort ud af seriens otte. 

Instruktøren af de første afsnit er Michael Uppendahl, der blandt andet står bag afsnit af den prisbelønnede serie Mad Men, som tryllebandt et helt publikum. 

I de første afsnit mærker man dog også en række antropologiske fordomme, som er lige lovligt voldsomme. Italienere fremstilles alene som kaotiske, mistroiske, indspiste og fordomsfulde. 

Deres retsvæsen er latterligt, og måden, man efterforsker på, er useriøs. Alt er rod og amatøragtigt, og tonen bliver lagt, da hele opklaringen til en begyndelse forestås af postpolitiet, der leder efter ejeren af en tabt mobiltelefon. 

Omvendt skal det jo skildres, hvordan en ung, uskyldig kvinde kunne ende med at sidde årevis i fængsel på en falsk tilståelse. Og det gøres egentlig meget godt, fordi serien netop bruger sin æstetik. 

Den er lavet med nogle ret paranoide lydeffekter, hvor scootere hele tiden chokerer tilskueren ved pludselig at fræse forbi med en choklyd. Men der er også zoomeffekter og fastmotion-metoder, der viser hovedpersonen siddende nær et kollaps ved et skrivebord, imens alle omkring hende myldrer i mangedobbelt hastighed som myrer hos politiet afhøringsenhed. 

Det er sjældent, en serie gør én fysisk utilpas, men i skildringen af justitsmordet mærker man for alvor presset fra de italienske politibetjente. 

Grace Van Patten spiller Amanda Knox, og ud over at være castet som all-american girl med et klassisk smukt ansigt, rummer hun også et ret fint skuespil med nuancer i. Giuseppe De Domenico (Vermiglio) spiller hendes kæreste Raffaele, som selv uretmæssigt bliver anholdt og anklaget i sagen. 

The Twisted Tale of Amanda Knox er mere fundamentalt medrivende, og der er veritable cliffhangers i slutningen af hvert afsnit. Samtidig er den underholdende med sine – måske en anelse klichéprægede – skildringer af ungdomsliv og amerikansk middelklasseliv.

Den viser også nogle relativt autentiske nedslag i italiensk familieliv og nogle lidt mere karikeret muntre italienske studenterdage, som nu i grunden er meget søde. Hvis man ikke nåede til Italien på sommerferie, kan man se med her. 

Selve delen med afhøringer og så videre er vitterlig chokerende. Man sidder nærmest og tæller de juridiske brud på rettigheder for en sigtet. Amanda afhøres i timevis, ja, i dagevis. 

Hun berøves søvn, hun får ”beslaglagt” en telefon, som betjentene begynder at læse sms’er højt fra, tilsyneladende uden anden hjemmel, end at nu skal hun ned med nakken. 

Men allerværst er det selvfølgelig, at hun ikke får en advokat omgående. Og det er rystende, hvordan det skulle tage hende fire år at komme ud af kløerne på et råddent system og en sensationslysten presse, der pustede en myte op om, at Amanda Knox havde en seksuel relation til Meredith Kercher.