Totto-chan: Den lille pige i vinduet

Verdens mest solgte selvbiografi er skrevet af en japaner (hvis man ser bort fra Anne Franks dagbog). Erindringsbogen Totto-chan: Den lille pige i vinduet blev udgivet af talkshow-værten Tetsuko Kuroyanagi i 1981 og omhandler forfatterens tidlige skolegang i Tokyo i første halvdel af 1940’erne.

Den har aldrig været oversat til dansk, men nu er den blevet filmatiseret som anime.

Tetsukos kælenavn er Totto-chan. Hun er en syvårig, hyperaktiv og altid nysgerrig pige, der bliver smidt ud af skolen for at forstyrre undervisningen.

Hun skifter derfor til den alternative Tomoe Gakuen-skole, som ledes af den engagerede og omsorgsfulde rektor Kobayashi. Her er klasselokalet indrettet i en nedlagt togvogn, og eleverne har en langt større frihed til at udforske egne interesser og evner.

På skemaet er Steiner-lignende eurytmi, og børnene lærer om forbindelsen med naturen. Blandt andet ved at skulle forholde sig til, om indholdet i deres madpakker stammer fra havet eller landjorden.

Filmens undertitel refererer til en japansk term for mennesker, som marginaliseres på deres arbejdspladser og ofte placeres ved et vindue væk fra de andre. Her bruges begrebet så også om starten på livet, for klassen består af elever, der ikke passer ind i det mere traditionelle skolesystem.

Blandt børnene er den polioramte dreng Yasuaki, som bliver gode venner med Totto-chan. I en af filmens mange rørende sekvenser hjælper pigen ham med at klatre i træer.

Filmen er smukt tegnet med lyse akvarelbaggrunde og en levende streg i figuranimationen. Der er både detaljerede bylandskaber af 1940’ernes Tokyo og stemningsfulde naturklip, hvor der dvæles ved dyr og planter. Flere steder tager Totto-chans forestillingsevne over i fantasisekvenser, hvor animationen skifter til mere farverige paletter i forskellige stilarter.

Det visuelle udtryk vil uden tvivl henlede manges tanker på Studio Ghibli, men det er Shin-Ei Animation, der står bag. Blot endnu en påmindelse om, hvor meget kvalitetsanimation Japan producerer.

I første halvdel af filmen følger vi Totto-chans møde med den nye verden i skolen, og animationsmediet bruges perfekt til at indfange barndomsmindernes mentale landskab gennem de små detaljer, der hænger ved hele livet: En billetkonduktørs kost og fejebakke. En pengepung, der ryger i toilettet. En vandpyt, som får den kolde gade til at lyse op.

Det kan være en svær disciplin at balancere mellem det nuttede og det alvorstunge, men instruktør Shinnosuke Yakuwa når mesterligt i mål.

Historien udfolder sig gennem barnets øjne, men efterhånden sniger omverdenen og krigen sig ind. Den alternative skoles insisteren på tolerance og forskellighed kommer til at stå som en stille protest mod det imperialistiske samfunds ensrettende logik.

Anden Verdenskrig er som nationaltraume et evigt tema for japanerne – også i animationsverdenen. Et af de mest mindeværdige eksempler er den grumt realistiske Ildfluernes grav (1988), der også udforsker krigens konsekvenser gennem børns oplevelser. Totto-chan er ikke i samme barske kategori, og filmens syvårsgrænse virker ideel i forhold til det påkrævede modenhedsniveau.

Handlingen er gennemgående forankret i de historiske vilkår. Faren er violinist og nægter at spille krigsmusik for at få ekstra madrationer til familien.

Der er også scenen med moren, som bliver passet op på gaden af en officer, fordi hun ikke følger de officielle retningslinjer om at gå konservativt klædt. Her redder Totto-chans livlige charme situationen.

På den måde har filmen rigt at byde på for både børn og voksne. Og den kan være et oplagt afsæt til, at forældre tager en snak med børnene om, hvordan det var med krigen i gamle dage (og for den sags skyld i dag).

Filmens sidste scener går lige i hjertekulen og omhandler blandt andet en tragisk begravelse. Men samtidig holdes historiens overordnede optimisme oppe med et ukueligt livsmod fra den storøjede hovedperson.

Den sidste replik cementerer budskabet om, at kærligheden, vi giver videre til vores børn, går igen i de kommende generationer.