Alfred de Musset, en romantiker der i dag næsten er glemt uden for Frankrig, skrev i 1832 skuespillet Man spøger ikke med kærligheden. Titlen er siden blevet et symbol for mange franske film – til både unge og gamle – som advarer mod hverken at tage kærligheden for let eller for tungt.
Kærligheden er nemlig en flyvsk fugl, som Carmen synger det i sin egen opera. Og Bizets berømte habenera om følelsernes flygtighed citeres faktisk i musikken til franske Emmanuel Mourets Tre veninder.
Den sørgmodige enke Joan er ved at forelske sig i en charmerende og flirtende musiker. Hun er hovedpersonen blandt de tre veninder – Alice, Rebecca og Joan – som hver har sin egen opfattelse af kærlighed og forelskelse.
Det hele begynder, da Joan betror de to andre, at hun ikke længere er forelsket i sin mand, Victor. Hun føler kun en form for ømhed. Denne afdæmpede følelse bliver både filmens latente tragedie og det, der sætter gang i en afdækning af de tre kvinders venskaber og kriser. For deres parforhold er i opløsning, og samtidig har Rebecca en affære med Alices mand, Eric.
Alice drømmer sig til et telefonnummer, som hun ringer til om morgenen for at få en berømt maler i mobilen. Også dette opkald får følger.
Samtidig flytter en forfatter og kollega fra gymnasiet, hvor både Joan og Alice arbejder, ind i Joans opgang. De har døtre på samme alder, og snart opstår der en mulighed for romantik. Men kærligheden viser sig igen at være mere ustabilt kviksølv end ædelt metal. Især når man jagter den store lidenskab, der ofte minder mere om øjeblikkeligt begær end om varig betagelse.
Tre veninder udspiller sig i Frankrigs tredjestørste by, Lyon, blandt almindelige mennesker i deres sene ungdom. Gymnasielærere, kunstnere og andet godtfolk fra den kreative klasse. Filmen følger den milde og blide socialrealisme, som længe har præget franske film og understreger, at livet ikke kun udspiller sig i det mondæne Paris.
Temaet kredser om de komplekse nuancer i menneskelige følelser. Den ene elsker altid mere end den anden, utroskab kan vise sig at redde et ægteskab, og forelskelse kan opstå ud af det blå eller efter et engangsknald.
Med sine følelsesmæssige forviklinger og finurlige stemning er filmen blevet sammenlignet med både Éric Rohmer og Woody Allen. Men den mangler Rohmers poetiske ironi og kølige distance og Allens komiske energi og egocentriske charme.
Men mindre kan gøre det og gør det sådan set på rundturen i denne kærlighedskarrusel. Tre veninder er en bittersød bagatel, hvis balance med komedie og en tragedie hele tiden tipper.
Filmens café-filosofiske overfladiskhed reddes overmåde meget af de tre veninders fantastiske præstationer.
India Hair er sublim som den lettere surmulende Joan, i bund og grund en topmålt egoist uden empati for meget andet end sig selv og sin datter. Charmerende Camille Cottin, som fik sit internationale gennembrud i Ring til min agent!, er fremragende som Alice, der lægger ud med at være kærlig pragmatiker, men bliver forelsket i sin husbond på ny.
Skægge Sara Forestier er blondinen Rebecca, kunstnerspiren, som hungrer efter anden elskov end en gedulgt affære med en gift mand. Vincent Macaigne er filmens sympatiske jeg-fortæller, Joans Victor, som elsker hende for manisk. Mændene er bipersoner, der nu og da lever op til det gamle feministiske credo: Mænd er som et lokum – enten er de optagede eller fulde af lort.
Tre veninder er en film, som gerne vil være mere raffineret, end den i virkeligheden er. Den bliver lidt gentagende træg over midten uden dog helt at miste tempo og pust.
Meget kan man sige om franske film, men ingen laver dem bedre end franskmænd.
Kommentarer