Mange husker nok, da den excentriske erhvervsmand Christian Stadil fra Hummel gav Tibets landshold et sponsorat – komplet med trøjer, støvler og hele pakken.
Det fik mange dengang til at fnise. For selv om tibetanerne i egen selvforståelse udgør et folk og en nation, er det bjergrige område formelt blot en mindre del af supermagten Kina. Alligevel fik holdet bred opbakning – for Tibet er noget i sig selv, også når det mest sker i trods.
Den samme brobygning mellem modsatrettede størrelser finder man i den tidligere filmanmelder og nu instruktør Søren Høys dokumentar om det grønlandske ”landshold”. For Grønland er en del af rigsfællesskabet og samtidig et land med sin egen identitet. Alle kan se paradokset: Grønland er Danmark – men Grønland er også Grønland.
Flere steder i filmen trækker man på smilebåndet, fordi alt har et præg af miniature. Som når en grønlandsk fodboldekspert fortæller, at familien Kreutzmann er kendt som store sportsfolk, fordi de nærmest har repræsenteret Grønland på landsholdet i alle tænkelige discipliner.
Man må lige huske proportionerne. At være den bedste fodboldspiller i Grønland svarer befolkningsmæssigt til at være den bedste i Hjørring – begge steder bor der omkring 56.000 mennesker.
Det kan også føles som en anelse overkill, når fodbolden næsten gøres til en grønlandsk opfindelse. Ifølge myten opstod nord- og sydlyset nemlig, fordi guderne sparkede til et hvalroskranium. Sandt at sige har mennesker nok sparket til alt muligt, overalt i verden.
Men selv om dokumentaren indimellem blæser småt op til stort, er den i sig selv en stor film. Fordi den overbevisende formår at fortælle en vedkommende og til tider rørende historie om sammenhold, national identitet, selvforståelse og – på det helt jordnære plan – rendyrket kampgejst.
Plottet er ellers kringlet.
Grønland vil gerne med til VM, men kan ikke blive optaget i FIFA, fordi de ikke er et land anerkendt af FN. Af samme grund er den europæiske underafdeling UEFA også lukket land. Men hvorfor kan Færøerne så være med i UEFA? Forklaringen er, at de meldte sig ind, inden FN-reglen blev indført.
Grønlænderne må derfor nøjes med Island Games – et slags mini-OL for småøer. Og noget af det mest charmerende i filmen er netop at se de grønlandske spillere drøne rundt på grønsværen på Kanaløerne, hvor de møder Orkneyøernes fodboldhold.
Det lilleputpræg bliver endnu mere pudseløjerligt af, at kampen kommenteres med fuld patos af en engelsk speaker, der er som taget ud af den engelske Premier League.
Kampene er langt fra bare for sjov. Identitet og selvværd står på spil, som flere af spillerne selv understreger. Det handler om national stolthed, etnisk repræsentation og kulturel anerkendelse. Man vil ses, og man vil ses som den, man er.
Til sidst forsøger grønlænderne at finde en bagvej ind i FIFA. Planen er snedig: Hvis Grønland kan blive anerkendt som en geografisk del af det amerikanske kontinent, kan de søge optagelse i fodboldunionen CONCACAF og derfra få adgang til FIFA.
I lyset af den seneste tids begivenheder, hvor Grønland har været truet af amerikanske overtagelsesdrømme, får filmen en næsten tragikomisk klangbund.
Den rummer mange interessante lag, og vi tager fodboldturen i Grønland fra 1970’ernes plørede baner til dagens moderne anlæg. Tidligere FIFA-præsident Sepp Blatter og andre koryfæer optræder, men styrken ligger i portrætterne af spillerne og deres familier – deres egen oplevelse af grønlandsk identitet og de små nuancer, der bryder med stereotypierne.
Filmen er på en gang poetisk og hjertevarm, og scenerne, hvor stjernerne fra Nuuk lader op til en storkamp i et sommerhus i Nykøbing Sjælland – fordi landstræneren er fra Holbæk – er ubetalelige.
At fortællerstemmen tilhører Julie Berthelsen, der selv er vokset op i Grønland, føles helt naturligt.
Et gjaldende ”Kalaallit Nunaat” skal lyde herfra.
facebook
twitter
Kommentarer