Producent: Fagforening har eskaleret konflikt

Alle parter i sagen om krigsveterandramaet Herkules falder har talt for en uafhængig undersøgelse. Men knap et år efter, at konflikten for alvor brød ud, lader den fortsat vente på sig.

En af de centrale aktører er filmens producent, Amalie Lyngbo Quist, som har befundet sig midt i konfliktfeltet mellem skuespilleren Dar Salim og instruktøren Christian Holten Bonke. I en mail til Ekko i januar, før hun gør på barsel, skriver hun, at hun nu tvivler på, om der overhovedet kommer en undersøgelse.

”Jeg har hele tiden været fortaler for en uafhængig undersøgelse, men det ser ikke ud til, at vi får den foreløbig. Christian Holten Bonke og Danske Filminstruktører vil gerne tale om magtstrukturer. Så lad os tage samtalen!” lyder det fra producenten.

Ekko har tidligere ladet Dar Salim og Christian Holten Bonke samt lederen af det center, hvor filmen blev optaget, give deres version af forløbet. I denne artikel har Amalie Lyngbo Quist ordet, og svar fra Danske Filminstruktører og Bonke kan læses nederst.

Psykisk nedbrydning
Christian Holten Bonke havde ikke tidligere instrueret en spillefilm, og da flere fra holdet reagerede på, at instruktøren havde udfordringer, trådte filmens stjerne Dar Salim til.

Han hjalp især med instruktionen af krigsveteranerne, der ikke havde nogen skuespilerfaring. Men han påtog sig også andre instruktøropgaver som arrangement af scener og struktur.

Tre uger inde i optagelserne ønskede Dar Salim at få en kreditering for sit arbejde. Parterne mødtes, og kompromiset blev, at Salim fik den usædvanlige kreditering som ”medinstruktør på set”.

”I forbindelse med afgivelsen af krediteringen skrev Christian selv til Dar: ’Efter grundig refleksion forstår jeg godt, at du vil anerkendes for dit store engagement på settet. Det ér unikt,’” fortæller Amalie Lyngbo Quist.

Under klipningen kom Dar Salim med input, hvilket ifølge Amalie Lyngbo Quist var en del af hans kontrakt. Hun mener, at det foregik i god tone, og henviser til en sms fra Christian Holten Bonke efter første møde i november: ”Det gik sgu rigtigt godt. Ingen konflikter overhovedet. Dar havde rigtigt mange gode pointer, som vi vil prøve af.”

Da filmen var færdig, ønskede Dar Salim at ændre sin kreditering til medinstruktør af hele filmen. Bonkes og Salims fagforeninger, Danske Filminstruktører og Dansk Skuespillerforbund, blev involveret, og det samme gjorde Amalie Lyngbo Quists fagforening, Producentforeningen.

Danske Filminstruktørers advokat sendte i marts 2025 en mail til Amalie Lyngbo Quist, hvor de anklagede Dar Salim for at nedbryde Chrisitian Holten Bonke psykisk. Ifølge instruktørens fagforening skal skuespilleren have forsøgt at presse og true sig til en kreditering.

Efter flere måneders korrespondance skrev en advokat på vegne af Danske Filminstruktører 10. juni i en mail, at ”det vurderes, at Beo Starling har overtrådt arbejdsmiljølovgivningen ved den manglende håndtering af Dar Salims krænkende adfærd over for Christian Bonke, selv om producenten har været vidende om det”.

Manglende lederskab
Christian Holten Bonke har givet sin egen udlægning af forløbet til Ekko, hvor han fortæller, at han følte sig alene og svigtet af sin producent, Amalie Lyngbo Quist. Men hun afviser kritikken.

”Ja, i princippet er du som instruktør alene – på toppen af hierarkiet. Per kontrakt og danske finansieringsvilkår har du beslutningskraft på alle beslutninger vedrørende filmen. Et lederskab følger med kunstnerrollen,” skriver Amalie Lyngbo Quist til Ekko.

Hun tilføjer, at Bonke efter hendes opfattelse ikke levede fuldt op til sit ansvar.

”Hvor Dar påtog sig et ansvar ud over sin funktion, kan man ikke sige det samme om Christian. Det handlede ikke kun om uerfarenhed i forhold til personinstruktion eller om at knytte bånd til veteranerne ’mand til mand’, som Christian tilsyneladende tror.”

”Det er svært at tale om uden at virke nedgørende, men det er vigtigt at sætte tingene i perspektiv. Det er ikke normalt, at jeg efter en tidligt afsluttet optagedag skal bruge betydelige overtalelsesevner for at få instruktøren til at køre fem minutter for at godkende morgendagens location, som production designeren alene har klargjort. For nu bare at nævne en af hændelserne.”

Amalie Lyngbo Quist erkender dog, at hun kunne have forberedt Christian Holten Bonke bedre på det ansvar, der følger med instruktørrollen.

”Både Det Danske Filminstitut og jeg ønskede, at Christian fik tilknyttet en teknisk instruktør, som kunne støtte ham. Det afviste han selv, men jeg burde nok have insisteret,” siger producenten.

Hun oplyser, at Bonke i produktionsansøgningen til Filminstituttet netop selv adresserer instituttets tvivl: ”Denne tvivl på mine evner er selvfølgelig lidt af et slag i maven, da det på intet tidspunkt har været min egen personlige bekymring.”

Som kompromis blev en anerkendt instruktør tilknyttet som en slags supervisor igennem hele processen.

”Supervisoren var budgetteret med op til fem dage på optagelser. Det endte dog med, at Christian ikke inviterede ham på optagelser,” fortæller Amalie Lyngbo Quist.

Råd fra Filminstituttet
Da der under optagelserne på Strynø opstod uenighed om kreditering, henvendte Amalie Lyngbo Quist sig til Det Danske Filminstitut for at få rådgivning.

”Filminstituttet arbejder efter et armslængdeprincip, men jeg fik at vide, at jeg skulle huske, at jeg repræsenterede filmen – ikke den ene eller den anden part,” fortæller hun.

Producenten fastholder, at hun traf den rigtige beslutning ved at bakke op om, at Dar Salim blev krediteret for sit bidrag til instruktionen.

Ekko har spurgt Amalie Lyngbo Quist, om hun aldrig har oplevet Dar Salim være insisterende i en grad, hvor det blev ubehageligt. Det afviser hun.

”Ville det have været nemmere for alle, hvis Dar havde hjulpet uden at foreslå en kreditering? Ja. Ville Christian helst have undgået at afgive den kreditering? Formentlig. Men vi valgte i fællesskab at tilbyde krediteringen til Dar.”

”Hvis man følger præmissen fra Danske Filminstruktører om, at Dar har brugt sin stjernestatus til at true sig til krediteringen, må det samtidig betyde, at den var ufortjent. Og hvorfor har filmholdet og de medvirkende – som ikke havde nogen forudgående relation til Dar – så valgt at bakke ham op?”

Konflikten eskalerer
Da diskussionen om kreditering blussede op igen efter klippeprocessen, valgte Amalie Lyngbo Quist ikke at lukke samtalen, fordi spørgsmålet ophavsretsligt efter hendes vurdering ikke var entydigt. Hun rådede Christian Holten Bonke til at tage fat i sit forbund.

Parterne kom dog frem til en løsning uden om både producent og forbund, idet Christian Holten Bonke skrev: ”Da jeg helst vil se, om vi kan finde en løsning uden om forbundene.”

Værket skulle slet og ret præsenteres som ”en film af Christian Holten Bonke og Dar Salim”.

”Jeg var glad og lettet over, at Christian og Dar var nået til enighed, og da jeg vidste, at Christian var meget bekymret for, hvad Dar ville sige, når han blev spurgt til deres samarbejde, forsøgte jeg mig med et skriftligt statement, hvor de hver især sagde noget forholdsvis pænt om hinanden,” siger Amalie Lyngbo Quist.

Hun modtog dette citat fra Dar Salim:

”Christian havde gjort et kæmpe forarbejde i flere år og fundet og kultiveret et meget unikt veteransamfund på Strynø, som er kulissen og hjertet af vores historie. Det føltes naturligt at træde til, komme med i maskinrummet og hjælpe med at fortælle historien og forløse en fælles vision.”

Den 20. marts 2025 bad producenten Christian Holten Bonke om at skrive en tilsvarende redegørelse. I stedet modtog hun dagen efter en mail fra Danske Filminstruktørers advokat, hvori krediteringsaftalen blev trukket tilbage, og Dar Salim anklagedes for at nedbryde instruktøren psykisk.

Anklagerne blev baseret på en arbejdsmiljøvurdering foretaget af arbejdsmiljøkonsulenter. Den var udelukkende baseret på skriftligt materiale indhentet af instruktøren. Amalie Lyngbo Quist hæfter sig ved, at konsulenterne efterfølgende har oplyst Dansk Skuespillerforbund – Dar Salims fagforening – om, at der ikke er tale om en egentlig arbejdsmiljøundersøgelse, og at de derfor heller ikke har taget stilling til, om der er sket brud på arbejdsmiljølovgivningen.

Hun mener, at Danske Filminstruktører eskalerede konflikten ved at løfte sagen til advokatniveau, tale om brud på lovgivningen og erstatningsansvar samt true med en retssag.

”En retssag ville have betydet, at distributøren ikke havde kunnet udsende filmen i al den tid, retssagen måtte tage. Udgifterne til en retssag ville betyde konkurs for mit selskab, og formentlig ville filmen aldrig være kommet ud. Christian svarede, at det var dystre udsigter, men at det ikke kunne være på ’bekostning af branchekutyme’. Dar trak derimod sit krav tilbage, så filmen kunne komme ud.”

Cigarrygende magthaver
Amalie Lyngbo Quist opfordrer i dag Danske Filminstruktører til at begynde at reflektere over deres egen magt og den måde, de udøver den på.

”De bringer advokater til 4.000 kroner i timen ind i sagen mod en lille, risikovillig producent, der har taget et lavbudgetprojekt, som flere af de større producenter har takket nej til. Og en gruppe medlemmer af forbundet vælger at lave et SoMe-angreb på mig med juridiske anklager på baggrund af en undersøgelse, som ifølge konsulenterne selv ikke repræsenterer en arbejdsmiljøundersøgelse.”

”Efterspillet har vist, at Danske filminstruktører har en idé om producenten som en ond, cigarrygende magthaver, som har alle muligheder for at hyre og fyre og sanktionere i henhold til kontrakten. Men jeg funderer over, om ledelsen i Danske Filminstruktører forstår, at kontrakter er én ting – noget andet er samarbejde.”

”Forstår de, hvor stor en fælles indsats det kræver at få danskere til at gå i biografen og se et socialrealistisk drama? Eller en hvilken som helst anden film, der ikke er i Biografklub Danmark eller er en komedie?”

”En vellykket lancering er baseret på stort engagement fra alle parter – det handler ikke om penge og kontrakter. Men set i lyset af, at det siden er kommet frem i medierne, at Christian efter sigende aldrig selv har følt sig krænket, er det ødelæggende anklager fremført på bagkant og i forbindelse med en krediteringsdiskussion mellem to parter på allerhøjeste magtniveau.”

Ingen udsigt til indtjening
Amalie Lyngbo Quist understreger, at hun aldrig har haft udsigt til at tjene penge på billetsalget. Men det var vigtigt for hende, at filmen blev set.

Til Ekko har Christian Holten Bonke fortalt, at filmens presseansvarlige Line Bilenberg lavede en code of conduct (et adfærdskodeks) om ikke at tale om konflikten i pressen. Christian Holten Bonke og Amalie Lyngbo Quist ville gerne være med i aftalen, men Dar Salim sagde nej, og den blev aldrig indgået.

”Jeg havde absolut ingen interesse i, at sagen nåede pressen,” skriver Amalie Lyngbo Quist.

”Men det var nødvendigt at svare på spørgsmålet om, hvorvidt Dar havde opført sig krænkende, når både hold, medvirkende og jeg selv havde afvist at have oplevet det, og de to parter desuden kun har haft to møder alene.”

Producenten håber, at alle vil kunne lære noget af sagen, så man fremover bliver bedre til at tackle den slags konflikter.

”At bekrige hinanden i en grad, der får endnu færre producenter til at turde tage chancer, er ikke vejen frem. De instruktører, jeg kender, hører til blandt de mest passionerede, ambitiøse og drevne – og ofte også omsorgsfulde – mennesker. Det ville være på sin plads, hvis deres eget forbund afspejlede det.”

Producenten skal have ens ryg
Ekko har forelagt kritikken for Sandra Piras, der er sekretariatschef for Danske Filminstruktører.

”Danske Filminstruktører har på daglig basis et godt og nært samarbejde med vores kollegaer i branchen, og vi bakker entydigt op om et stærkt samarbejde mellem instruktør og producent. Det er blandt de mest afgørende samarbejdsrelationer, når en film skal gå fra idé til mødet med publikum,” skriver Sandra Piras i en mail og fortsætter:

”I forhold til den konkrete sag er Herkules falder en rørende film, der med et stærkt kunstnerisk udtryk fortæller en vigtig historie fra dagens Danmark. Vi har mange dygtige filmskabere herhjemme, og af de omkring 30 spillefilm, som blev produceret sidste år, var en del af disse i en lignende genre.”

”Men ingen af disse filmsamarbejder resulterede i problematiske sager som den, Ekko skriver om her. Når jeg læser udtalelserne fra producenten, får jeg desværre det indtryk, at fordi det potentielt kan være vanskeligt at få folk til at købe billet til et socialrealistisk drama, skal man som instruktør finde sig i mere.”

”Man skal for eksempel acceptere, at andre på produktionen tilbydes at tage instruktørkredit fra dig med argumentet om, at man skal ’samarbejde’. Det er en én-til-én-videreførelse af vores forståelse af, hvad der er foregået på produktionen, og det kan vi som fagforening for filminstruktører selvfølgeligt ikke leve med. Instruktørarbejdet er i forvejen et så krævende og ensomt job, at det er helt afgørende, at ens tætteste samarbejdspartner har ens ryg.”

Sandra Piras tilføjer, at det er en forudsætning for et trygt arbejdsmiljø, at man arbejder med tydelige faggrænser og respekt for de bagvedliggende aftaler og parternes fagområder.

”Det er vigtigt, at en producent som arbejdsgiver bakker op om de her rammer. Ellers er der en risiko for, at tingene skrider,” lyder det fra sekretariatslederen.

Nødvendig undersøgelse
Sandra Piras nævner, at Danske Filminstruktører foreslog, at de i fællesskab med producent Amalie Lyngbo Quist lavede en plan for lanceringen, en code of conduct. Planen indebar, at konflikten ikke skulle omtales i pressen.

”Det afslog producenten via sin advokat i august 2025. Halvanden måned senere kunne man i Weekendavisen læseudvalgte delelementer af korrespondance mellem Danske Filminstruktører og producenten, uddrag af udtalelser fra holdmedlemmer, som var delt i fortrolighed, og så videre,” skriver Sandra Piras.

”Det er skadeligt for en films lancering, når en konflikt på den måde blusser op i medierne inden premieren, og derfor er det vigtigt for mig at understrege, at hverken instruktøren eller vores forening bidrog til, at sagen kom i pressen.”

Sandra Piras mener, at producenten forsøger at tegne et billede af, at Christian Holten Bonke ikke har følt sig krænket, men at det er forkert. Hun anbefaler interesserede i at læse de udtalelser, der har været fra Bonke undervejs – også i Ekko.

”Det er et virkelig trist forløb, og vi skal gøre, hvad vi kan for at undgå, at det gentager sig. Det handler både om at undersøge, hvad der er foregået på den konkrete produktion, men også hvad vi kan lære for fremtiden.”

”Derfor er vi i dialog med Producentforeningen og Dansk Skuespillerforbund om forløb og proces i forhold til den arbejdsmiljøundersøgelse, vi i fællesskab skal have udarbejdet med hjælp af uvildige aktører.”

”Af hensyn til alle involverede i sagen er det vores ansvar som brancheorganisationer at udstikke rammerne for en grundig undersøgelse, hvor hver en sten vendes, og hvor alle udtalelser, undersøgelser og al korrespondance fremlægges. Det håber og regner jeg med, at vi får på plads nu. Det er der brug for!”

Ingen støtte fra producent
Også instruktør Christian Holten Bonke svarer på mail. Han mener, at den offentlige konflikt har haft en negativ indvirkning på filmens liv og ærgrer sig over, at den nye artikel udkommer netop som filmen får premiere på streaming.

”Under produktionen på min debutfilm som fiktionsinstruktør kom der et krav om medinstruktør-kreditering fra filmens hovedrolleindehaver, hvilket jeg afviste. Når hovedrolleindehaveren samtidig er med i stort set alle scener, kræver det opbakning til instruktøren fra producentens side,” skriver Christian Holten Bonke.

”Den støtte var på ingen måde til stede. Tværtimod blev det gentagne gange fremhævet, hvor central skuespilleren var for lanceringen. Når kommercielle hensyn får indflydelse på spørgsmål om kreditering og ansvar, skaber det slørede faggrænser, som gør arbejdet for en instruktør meget vanskeligt at navigere i.”

Christian Holten Bonke kommenterer også sin afvisning af en teknisk instruktør.

”Jeg havde lavet vellykkede testoptagelser med både hovedrolleindehaveren og flere af de uprøvede spillere. Filmen blev finansieret på disse optagelser, og der var på intet tidspunkt indvendinger mod min instruktion eller samarbejdet.”

”Derfor så jeg ingen grund til at have en teknisk instruktør med. Derimod bad jeg om en instruktørassistent, hvilket senere blev afvist. Supervisoren havde stor værdi som sparringspartner, og det blev aldrig problematiseret, at vedkommende ikke var med på optagelse.”

Voldsomt psykisk pres
Christian Holten Bonke bekræfter, at han forsøgte at finde løsninger uden om forbundene, og dem burde han have inddraget tidligere, skriver han.

”Men jeg var under et voldsomt psykisk pres og forsøgte at få filmen i mål. Skuespilleren endte med at kæmpe i næsten et år for at blive medinstruktør på filmen, og undervejs stod det klart for mig, at producenten faktisk bakkede ham op. Det har de efterfølgende skriverier i medierne jo også understreget.”

”Da jeg endelig involverede mit forbund, delte de min opfattelse af, at kravet var komplet urimeligt, og at forløbet havde været ekstremt problematisk i forholdet til arbejdsmiljøet.”

”Producenten beskriver, hvordan hovedskuespilleren trak sit krav tilbage som en anden heltedåd. Her er det vigtigt at huske på, at det alene skyldes, at jeg havde en fagforening, der i flere måneder kæmpede for min – instruktørens – sag.”

”Når den her slags konflikter kommer i pressen med udvalgte uddrag af korrespondancer, kan man aldrig få et helstøbt billede af sagen. Jeg mener derfor fortsat, at hele dokumentationen fra alle parter bør lægges frem til en uvildig arbejdsmiljøundersøgelse. Kun på den måde kan forløbet vurderes samlet og afsluttes ordentligt. Til gavn for hele branchen fremadrettet.”