Bag kulisserne i Hollywoods glamourmaskine

George Clooney glimrer ved sit fravær, da holdet bag Jay Kelly møder pressen på Venedig-festivalen i september. Han er forkølet og har isoleret sig for at samle kræfter til verdenspremieren den følgende aften. 

Det er en skam. 

Noah Baumbachs seneste film – der netop er kommet på Netflix – er nemlig en metahyldest af den slags, der ikke er mange filmstjerner forundt. Rollen ligger så tæt på den autentiske skuespiller, at publikum indbydes til at forveksle de to. 

I Jay Kelly spiller han en selvfikseret superstjerne, der rejser fra Hollywood til Paris og videre med tog til en filmfestival i Italien, hvor hans livsværk fejres med et sammenklip af George Clooneys film. 

Projektet startede ikke med den espressoglade kentuckianer, fortæller instruktøren, da han har sat sig til rette. 

”Men jeg begyndte hurtigt at føle, at det var nødt til at være George. Vi var ikke interesseret i at lave en film om, hvordan Hollywood er i dag. Vi ville lave en slags gammeldags film, og hovedpersonen kunne have været en filmstjerne i en hvilken som helst æra.” 

Som andre portrætter af filmindustrien – fra Sunset Boulevard over The Player til Birdman – kan Jay Kelly dog ikke undgå at afspejle sin samtid. 

”Filmmediet er et landskab i forandring, og i den forstand er filmen en slags western, der jo handler om afslutningen på en epoke. Gennem filmen løber et spørgsmål: Hvad er en filmstjerne i dag?” 

Med portrættet af filmstjernen som en selvoptaget kransekagefigur udforsker Jay Kelly, hvad det koster et menneske at blive stillet så højt på en piedestal. 

”Hvis man laver en film om en skuespiller, laver man også en film om identitet,” som Noah Baumbach konstaterer. Og frem for at fokusere snævert på Jay zoomer filmen ud for at skildre hele det ensemble af forjagede oppassere, der plejer hans ego. 

”Det handler om os alle sammen, og om hvem vi er som forældre, venner, kolleger. Og i Jays tilfælde, hvem han er som en offentlig person, og hvordan det forandres over tid. For hvis vi ikke forandrer os på eget initiativ, vil livet gøre det for os.” 

En øjenåbner
Manageren Ron, der forsømmer sin familie for at halse efter Jay, spilles ømt og omsorgsfuldt af en anden verdensstjerne, nemlig komikeren Adam Sandler, der også medvirker i Noah Baumbachs The Meyerowitz Stories. Og Sandler har svært ved at identificere sig med den egocentriske superstjerne. 

”Jeg er vokset op i et hjem, hvor man satte familien først. Hvis jeg er for længe væk, får jeg slem skyldfølelse. Jeg mærker det i hjertet.” 

Alligevel har rollen som Ron, hvis betingelsesløse venskab og urokkelige støtte til Jay ikke er gengældt, været en øjenåbner. 

”Rollen får mig til at føle for de folk, der har været med mig hele vejen. Det er, som Ron siger i filmen: ’Du er Jay Kelly, men jeg er også Jay Kelly.’ Den replik betyder så meget for mig. Hver gang jeg sagde de ord, tænkte jeg over, hvem der har det sådan med mig,” siger Adam Sandler og fortsætter: 

”Når jeg plejede at have en film, der klarede sig godt i biografen, og jeg ringede til de folk, der arbejder sammen med mig, så følte de præcis den samme begejstring som mig. Og når jeg havde film, der landede som en lussing i ansigtet, kunne de også mærke det på samme måde.” 

Stjernenykker i kontrakten
Alligevel var overgangen til verdensstjerne ikke uden sine omvæltninger, fortæller Adam Sandler. Da han brød igennem i 1990’erne, oplevede han, at folk omkring ham begyndte at værne om ham på en måde, han ikke brød sig om. 

”Jeg skulle vænne mig til at arbejde med folk, der ikke fortæller mig sandheden, fordi de vil holde mig i godt humør,” fortæller han. 

Det sidste sker via riders, altså kontraktklausuler med mere eller mindre urimelige krav fra stjernen om præferencer og forplejning. 

George Clooney fik for eksempel installeret en jacuzzi og en basketballbane ved sin trailer under optagelserne til Gravity. Og hvor Jay Kelly end bevæger sig hen, har folk et stykke cheesecake parat til ham, fordi han engang kom for skade at sige, at han har en forkærlighed for netop den dessert. 

”Ved I, hvad der er min ting?” spørger Adam Sandler. 

”Når jeg indspillede en film i de tidlige år, plejede jeg altid at spørge, hvorfor der var så fandens varmt. Og på en eller anden måde begyndte der altid at være air condition under optagelserne. Det her gælder ikke Noahs film, men når jeg laver mine egne film i dag, dukker jeg op på set og spørger: ’Hvorfor fuck er her så koldt?’” 

Krævende samarbejde
Efter at have skrevet mange film enten alene eller sammen med sin partner Greta Gerwig – der har en cameo-optræden i Jay Kelly som Rons forsømte kone – samarbejdede Noah Baumbach denne gang med den engelske skuespiller Emily Mortimer. 

De lærte hinanden at kende under optagelserne til Noah Baumbachs forrige film, Hvid støj, hvor hendes børn medvirker. 

”Det var i slutfasen af covid, så der var ikke stort andet at lave, når han ikke rent faktisk instruerede. Så vi blev venner, og vores familier blev venner. Og så bad han mig om at samarbejde på filmen. Det var underligt,” siger Emily Mortimer benovet. 

Hun havde tidligere været medskaber og -forfatter på den autofiktive komedieserie Doll & Em, som havde imponeret Noah Baumbach. Og hun har kun roser til overs for sin samarbejdspartner. 

”Det kan være en ensom og forvirrende proces at skrive noget, men det føltes aldrig sådan sammen med ham. Nå-ja, måske var det ubelejligt til tider – hvis jeg var på et filmset og forsøgte at spille skuespil, og vi talte i telefon, mens nogen hamrede på døren til min trailer – men han er krævende i den forstand, at han ikke stopper, før resultatet er fremragende.” 

Stjernestøv med modermælken
Jay Kelly byder også på en saftig birolle til Laura Dern, der har været med i alle Noah Baumbachs film siden The Meyerowitz Stories fra 2017. 

Hun kan også nikke genkendende til filmens portræt af branchen, selv om hun pointerer, at hun aldrig har kendt andet. 

”Jeg har haft det sjældne privilegium, at jeg blev opfostret af skuespillere, så jeg behøvede aldrig adskille det fra virkeligheden. Det var sådan, jeg lærte arbejdslivet at kende,” siger Laura Dern. 

Både faren Bruce Dern, moren Diane Ladd, der døde i november, og gudmoren Shelley Winthers er skuespillere. 

”Det er tre store personligheder, men ingen af dem led af stjernenykker. De rejste også til italienske filmfestivaler, men det var ikke det, arbejdet gik ud på,” siger hun. 

”Jeg har helt sikkert haft øjeblikke, hvor jeg mistede fodfæstet og tabte de vigtige ting af syne, hvor jeg ikke længere var tro over for håndværket. Men at jeg havde set det hele hos mine forældre, var en hjælp til, at jeg kunne udvikle mit eget værdisystem og min egen arbejdsmoral.” 

Det har ført Laura Dern langt. Fra bærende roller for Steven Spielberg og David Lynch og til Oscar-uddelingen, hvor hun i 2020 vandt for sin birolle som bidsk skilsmisseadvokat i Noah Baumbachs Marriage Story. 

Men hendes proces kan også føre til penible situationer, slår hun fast med et forlegent smil. 

”Jeg kom lige gående ned ad korridoren og så to af de personer, der har givet mig inspiration til den rolle, jeg spiller. Det var så pinligt, at jeg gik lukt i den modsatte retning. Jeg vil jo ikke have dem til at tro, at det bare er derfor, jeg spørger dem, hvordan det går!” 

Afvisning er normen
En anden afgørende birolle i Jay Kelly spilles af den rutinerede karakterskuespiller Billy Crudup. 

Han spiller Timothy, der sender Jay på virkelighedsflugt og erkendelsesrejse ved at stikke ham et blåt øje og bryde illusionen om, at alle er forblændet af ham. 

Tim var engang Jays sambo og solidariske skuespilspire, men venskabet bristede efter en skæbnesvanger audition, hvor den ene fik et gennembrud, og den anden fik nok af den hårde branche. 

Den situation havde Billy Crudup ingen problemer med at leve sig ind i, fortæller han. 

”Mit råd til skuespilelever er: ’Få et afslappet forhold til at blive afvist! For afvisning kommer til at være den nærmeste samarbejdspartner i jeres karriere.’” 

”Når I prøver at få et job, kan det ske, at I ikke kommer til audition. Kommer I til audition, kan det ske, at I er elendige. Selv hvis I er fantastiske, får I måske ikke rollen. Hvis I får rollen, bliver I måske klippet ud. Hvis I ikke bliver klippet ud, og I klarer det fantastisk, kan det være, at ingen bryder sig om filmen. Hvis alle elsker filmen, hvis I bliver nominereret til en Oscar, kan det være, at I ikke vinder.” 

”Der er intet tidspunkt, hvor man ikke risikerer at blive afvist – spørg hvem som helst – fra Leonardo DiCaprio og nedad! Og his man ikke finder en måde at acceptere det på, bliver man drevet ud af branchen.” 

Billy Crudup – bedst kendt for roller i Almost Famous, Big Fish, Watchmen og Spotlight – har aldrig været nomineret til en Oscar. Men han har sin egen metode til at navigere branchens indlejrede skuffelser. 

”Jeg besluttede mig tidligt for, at hvis jeg fik en audition, var det min rolle i to minutter. Hvis der skete mere efter det, var det bare ekstra fryns.”