Berlinalen er stadig nummer sjok

Det er ikke helt ved siden af, når Berlinale-ledelsen beklager, at virakken om festivalen som politisk platform risikerer at stå i vejen for en seriøs diskussion om programmets film. 

Men for at være ærlig: Skandalestemningen har også floreret på Potsdamer Platz, fordi de 22 film i hovedkonkurrencen og sidekonkurrencerne, som set med danske øjne var den værste Berlinale i 25 år, ikke havde format til at sætte dagsordenen. 

Det er ikke, som man måske kunne forvente, fordi de lider af politisk berøringsangst. 

Alene valget af åbningsfilm sender en slags signal. Mens statsledere samledes til den betydningsfulde sikkerhedskonference i München, flokkedes kulturverdenen til Shahrbanoo Sadats No Good Men, der foregår i månederne før NATO-alliancens ydmygende tilbagetrækning fra Kabul i 2021. 

Men det er ikke, hvad filmen handler om. Det har været sigende for dette års Berlinale, at man hellere vil påpege problemer end bebrejde nogen for at skabe dem – eller fordele ansvar for at løse dem. Og den tilgang er begyndt at føles som en kongstanke for festivalen under Tricia Tuttles ledelse. 

Handlingslammet accept
Det var allerede det tydelige budskab i sidste års åbningsfilm, Tom Tykwers Das Licht, der er rundet af en handlingslammet accept af, at verden er af lave. 

Man mærker samme tilgang i Eva Trobisch’ Etwas ganz Besonderes fra dette års program. En østtysk familie konfronterer genforeningstraumer, økonomisk nød, personlige kriser og vemod på tværs af generationer, da datteren Lea dyster i en talentkonkurrence på tv. 

Er Lea noget ganske særligt, som titlen antyder? Sikkert, men hvem er ikke det? De dramatiske spændinger ebber ud, som historien gaber over for mange karakterer, og som Tysklands-portræt er filmen mere interesseret i at konstatere konflikter end i at forløse dem. 

Der er mere bid i Markus Schleinzers Rose, den første konkurrencefilm, som kunne samle anmelderkorpset.

I sin største rolle siden dobbelttriumfen med The Zone of Interest og Frit fald spiller Sandra Hüller en kvinde i mandeforklædning, som i begyndelsen af 1700-tallet snyder sig til en død kammerats slægtsgård. 

”Jeg opdagede, at der var mere frihed at finde i bukser,” som Rose siger. Men efterhånden som hun indynder sig hos de lokale, bliver hendes nødløgn stadig mere problematisk. Ikke mindst da hun gifter sig og forventes at producere en arving. 

Rose høstede en fortjent skuespilpris til Hüller, og den er medrivende til trods for at være relativt klassisk fortalt. Samtidig er skildringen af fortidens dehumaniserende kønsforskelle en påmindelse om, hvor langt vi siden dengang er kommet. 

Gribende demensdrama
En anden af festivalens bedste film, amerikanske Lance Hammers demensdrama Queen at Sea, udforsker sex og samtykke inden for rammerne af britisk socialrealisme.

En mand i 80’erne har stadig sex med sin demensramte kone, selv om hun hverken kan spise selv eller føre en samtale. Er det fysiske nærvær en trøst og hjælp, som han hævder, eller et uønsket overgreb, som hendes datter frygter?

Da datteren (Juliette Binoche) ringer til politiet efter at have fanget dem i soveværelset, sætter hun gang i en proces, der griber forstyrrende ind i parrets dagligdag og truer med at skille dem ad. 

Tom Courtenay har været engelsk skuespiladel, siden han lagde ansigt til køkkenvaskrealismens nybrud i starten af 60’erne. Her leverer han et alderdomsportræt, der står mål med hans hjemsøgte ægtemand i Andrew Haighs mesterværk 45 Years, og som præcist udfolder de dilemmaer, der følger med demens. 

Queen at Sea blev belønnet med juryens andenpris samt en birollepris til Tom Courtenay og Anna Calder-Marshall, der spiller demensramt kone. Filmen leder tankerne hen på Michael Hanekes Amour, men også Gaspar Noés mindre kendte Vortez. 

Guldpalmevinder om censur
Som ledelsen rigtignok har påpeget, holder konkurrencefilmene sig ikke tilbage fra at diskutere politik.

Årets program når omkring ligestilling og lgbt-rettigheder, klassekamp og kolonialisme, globalisering og gentrificering, hjemlængsel, overtro, afhængighed og ytringsfrihed.

Bare ikke den realpolitik, der er under hastig forandring, og som de andre store festivaler – Cannes, Venedig og Sundance – har italesat mere direkte.

Det ubetinget modigste valg blandt konkurrencefilmene har været tysk-tyrkiske İlker Çataks Guldbjørnevinder Gelbe Briefe. Den skildrer politisk censur i et autoritært Tyrkiet og gør parallellerne til Tyskland oplagte ved at understrege, at det er her, filmen er optaget.

”Berlin som Ankara,” står der tidligt og senere: ”Hamburg som Istanbul.” Instruktøren bag Lærerværelset lader ikke sit involverende drama – om en højkulturel teaterfamilie ramt af regeringens repressalier – mærke af kulissen. Men filmens granskning af kunstens potentiale til at skabe politisk forandring føles som skabt til den kulturdebat, der har svirret om årets Berlinale. 

Opreklameret stjernestøv
Dermed ikke sagt, at de humanistiske tematikker, som konkurrencefilmene tager op, ikke længere er relevante. Men den anden Berlinale under Tricia Tuttles ledelse føltes ikke blot som usikker hensigtserklæring, men som en festival, der er ude af trit med tiden.

Det taler heller ikke til Berlinalens fordel, at konkurrencens bedste film, Josephine, allerede har vundet hovedprisen på Sundance. Man får ikke mange point for at være den næstførste til at opdage en af årets bedste film.

Tilsvarende må man konstatere, at festivalens forsøg på at sprede stjernestøv på den røde løber højst var en blandet succes. 

Karim Aïnouz’ Rosebush Pruning med Callum Turner, Elle Fanning, Riley Keough og Pamela Anderson på rollelisten føles som et maksimalistisk, skrigfarvet bud på en Yorgos Lanthimos-film. 

Det har sin forklaring. Manuskriptet er skrevet af Efthimis Filippou, der også står bag Lanthimos’ Dogtooth, The Lobster og Kinds of Kindness. Især førstnævnte er en tydelig forgænger for den gonzo-incestuøse mordfortælling om en patologisk rigmandsfamilie i Spanien og deres bizarre rutiner og ritualer. 

Den er underholdende, men set før. 

Et par dage senere faldt ungarske Kornél Mundruczó (White God, Pieces of a Woman) tungt igennem med At the Sea, hvor Amy Adams spiller en alkoholikermor, der vender tilbage til virkeligheden efter afvænning. 

Det er aldrig et godt tegn, når stjernen ikke dukker op til premieren. Rollen lignede ellers et Oscar-bud, men filmen er så dramatisk tung og overfortalt – især i de mange unødvendige scener, hvor familien udtrykker sig med moderne dans – at den faldt fuldkommen igennem. 

Velsmurte genrefilm
Andetsteds livede mere ligefremme genrefilm op i programmet.

Warwick Thorntons underholdende outback-western Wolfram fungerer som en opfølger til den australske instruktør mesterlige Sweet Country fra 2017. 

I 1920’ernes støvede australske ørken behandles oprindelige folk som skidt af hvide guldgravere, lykkeriddere og andre banditter. To tvangsarbejdere i tiårsalderen bliver adskilt fra deres mor og må finde hjem, mens et par voldspsykopater laver ravage i det lille, anspændte westernsamfund. 

Det er en velsmurt og mere håbefuld fortælling end forgængeren. 

Den tyrkiske Salvation, der vandt juryens pris, er til gengæld ond i sulet. 

Emin Alpers thriller handler om en gammel vendetta mellem to klaner i det sydøstlige Tyrkiet. Det kammer over i religiøst hysteri og blodsudgydelser. En brutal og velskåret thriller baseret på virkelige hændelser, der viser, hvordan fordomme og gamle nag kan piskes så alarmerende op, at de legitimerer chokerende vold. 

Det globale syd
Salvation skildrer et samfund i en tidslomme, hvor gamle traditioner, der virker fjerne for et vestligt publikum, holdes loyalt i hævd.

Man kan sige det samme om Alain Gomes’ Dao, en tre timer lang hybriddokumentar, der med flue på væggen-æstetik sammenligner to familiefester i Frankrig og vestafrikanske Guinea-Bissau.

Det er et projekt, hvis kunstighed signaleres og understreges gennem skildringen af en mindeceremoni fra de døde til et bryllup flere år senere. Amatørskuespillere taler om deres egne oplevelser, da de castes til at spille familiemedlemmer, mens vi samtidig følger den kun delvis autentiske familie på tværs af kontinenter.

Filmen bliver et vidt forgrenet vidnesbyrd om livserfaringer betinget af kolonialisme og racisme, hvor landsbyens traditionsrige sammenhold stilles over for storbyens isolation.

Berlinalen ser sig selv som et vindue til omverdenen og har længe gjort en dyd ud af at give en platform til perspektiver fra ”det globale syd”.

Dao minder i sine refleksioner over immigranterfaringer, religionskløfter og kulturmøder om forrige års Guldbjørnevinder Dahomey, selv om den observerende stil i Dao når at blive lidt af en tålmodighedstest undervejs.

Der er mere fremdrift i Mahamat-Saleh Harouns Soumsoum, the Night of the Stars, hvor en syttenårig kvinde i en afsondret landsby i Chad plages af visioner af fortid og fremtid og chikane fra de snæversynede naboer i landsbyen.

Den naturskønne coming of age-film skildrer kvindeundertrykkelse som hekseforskrækkelse, da den udstødte Aya vender tilbage til landsbyen og hjælper unge Kellou tolke sine visioner som led i en årtusinder gammel spirituel kultur. 

En eftertænksom og givende kunstfilm, men ikke nogen publikumsmagnet. 

Kieślowski udstiller konsensus
Berlinalen har længe haltet bagefter de andre store europæiske filmfestivaler i Cannes og Venedig. Det indtryk har festivalens 76. konkurrenceprogram ikke rokket ved.

Festivalens udfordringer skyldes timing. Det er simpelthen for tidligt at starte dette års Oscar-kampagne i februar, før sidste års priser uddeles i marts. Og det skyldes et bundniveau, der ligger klart under konkurrenternes.

Gennem årene har festivalen gjort en dyd af en nødvendighed og profileret sig som en vigtig skueplads for film fra hele verden og som et meningernes mødested.

Men årets festival slog atter fast, at der ikke er nær så højt til loftet i Tyskland som på andre festivaler, og det skæmmer uundgåeligt helhedsindtrykket.

Skeler man til festivalens retrospektivprogram, sættes svaghederne ved årets program tydeligt i relief.

Krzysztof Kieślowskis 25 år gamle Veronikas to liv slår med sine dirrende smukke billeder og poetisk flagrende handling fast, hvor konsensussøgende og forklaringsivrig, vor tids kunstfilm er blevet. Selv de mest vovede film i årets program har sørget for at besvare både plottet og følelsernes hvem, hvad, hvor. 

Berlinalen er generelt i fare for at veksle sit ry for politisk engagement til et image af konfliktsky, politisk korrekthed. Selv om man bag festivalens hult klingende signalpolitik og skandalefobi stadig kan mærke et bankende filmhjerte, ligger Berlinalen i festivalernes prestigehierarki fortsat nummer sjok.