Nyhed
11. feb. 2014 | 15:59

Bizarre filmrekvisitter på eBay

Foto | Jost Vacano
For at skåne Arnold Schwarzeneggers hoved for alt for megen lemlæstelse erstattede man det med en gummimaske under optagelserne til Total Recall. Masken er nu blevet solgt for 4.164 kr.

Et dinosaurus-bur fra Jurassic Park er netop solgt for over en halv million kroner på eBay. Vi ser tilbage på ti bizarre genstande, der har været under den virtuelle hammer.

Af Rune Bruun Madsen

Fanatiske fans og samlersjæle er tilsyneladende villige til at ofre enorme summer for at få fingrene i kuriøst habengut og rekvisitter fra yndlingsfilm.

Et velociraptor-bur brugt i Steven Spielbergs Jurassic Park blev således for nylig solgt på eBay for over en halv million kroner. Den heldige køber fik endda en dinosaurus-skulptur i naturtro størrelse med i købet. Til gengæld stod den nye ejer selv for at afhente den tonstunge rekvisit.

Men faktisk bliver film-memorabilia – fra ubrugeligt bras til ikonografiske blockbuster-rekvisitter – konstant sat til salg på eBay. Også hjemmesiden yourprops.com byder på en lang liste must-haves for filmentusiaster.

Vi har samlet ti genstande i den mere bizarre afdeling:

Scrumpdidilyupmtious chokoladebar fra Willy Wonka & the Chocolate Factory
Den reelle værdi er formentlig under en tier, og udløbsdatoen er højst sandsynligt overskredet for længst. Alligevel indbragte en chokoladebar i farverig indpakning fra den originale 1971-filmversion af Charlie og chokoladefabrikken en gigantsum. Mon den glade køber kunne dy sig for at smage? 
Pris: 90.299 kr.

Poker-chips fra Ocean’s Eleven
Hvem vil ikke gerne anlægge et pokerfjæs, der minder bare tilnærmelsesvist om Brad Pitts eller George Clooneys? En heldig køber fik i det mindste mulighed for at gamble med de samme flade stykker plastic, som Hollywood-stjernerne (muligvis) har rørt ved.
Pris: 2.736 kr.

Bonus-info: Er man mere til Matt Damon og Edward Norton, er poker-chips fra hustler-dramaet Rounders til salg netop nu. Prisen ligger pt. lige under tusind kroner.

Sav fra Saw
Det er egentlig en ganske almindelig nedstryger, og der kan sågar spottes lidt rust på klingen. Men som titlen indikerer, spiller saven en ganske pæn rolle i Saw, der var med til at kickstarte sidste årtis bølge af torture porn. Af samme grund indbragte saven, der ellers kan købes for en hund i ethvert byggemarked med respekt for sig selv, en betragtelig sum.
Pris: 38.302 kr.

Fire frøer fra Magnolia
Scenen, hvor frøer i tusindtal drysser ned fra himlen, er en af de mest fortryllende i Paul Thomas Andersons bagkatalog. Alligevel kunne fire plasticfrøer i varierende størrelse kun indbringe sælgeren nok til at fejre med en mellembillig flaske vin.
Pris: 55 kr.

Lerpotte fra The Patriot
Ingen ved præcis, i hvilken scene lerpotten indgik. Alligevel burde blærefaktoren være hjemme, når du topper dit sofabord med en dekorativ krukke, der muligvis spiller side om side med Mel Gibson.
Pris: 164 kr.

Redningsåre fra Titanic
Allerede i rollen som kæk underklasseknøs i James Camerons Titanic formåede Leonardo DiCaprio at flambere pigehjerter i tusindvis. Men hvad gør du, når du indser, at din udkårne fra det hvide lærred nok aldrig bliver din? Du køber selvfølgelig det næstbedste: en lettere medtaget åre fra en af redningsflåderne i Camerons Oscar-sluger.
Pris: 6.019 kr.

Gummi-replika af Arnold Schwarzeneggers hoved fra Total Recall
For kun en uge siden faldt et gummiansigt af den tidligere guvernør, Schwarzenegger, under hammeren. Ansigtet var mildest talt ikke særlig vellignende. Til gengæld smed sælgeren en efter sigende ægte autograf fra Schwarzenegger oven i hatten, og så blev alting pludselig meget bedre.
Pris: 4.164 kr.

Jeff Goldblums fødder fra Fluen
I David Cronenbergs dystopiske science fiction-film spiller Jeff Goldblum en nørdet videnskabsmand, der uheldigvis bliver genetisk splejset med en spyflue. Resultatet er et frastødende monster med hjertet på rette sted. I bedste brugtvognsstil er monstret siden solgt stykvis, men fødderne alene indbragte en ganske pæn sum.
Pris: 22.571 kr.

Blæksprutteæg fra Sphere
På trods af et gedigent line-up med Dustin Hoffman, Sharon Stone og Samuel L. Jackson blev science fiction-gyseren Sphere ikke nogen nævneværdig succes. Måske netop af den grund kunne en heldig kunde erhverve et kunstigt blæksprutteæg i vinyl og plastic fra filmen for kun 224 kroner. Umiddelbart ikke noget dårligt køb.
Pris: 224 kr.

1970 Chevrolet Nova fra Death Proof
Hvem vil ikke gerne cruise de lokale gader tynde i Stuntman Mikes sorte Chevrolet fra Tarantinos Grindhouse-film? Ifølge sælgeren er bilen en af kun to, der overlevede de hasarderede scener i Death Proof. Muligvis slængede Rosario Dawson sig på kølerhjelmen af netop den Chevrolet.
Pris: 213.396 kr.

Chevrolet Nova fra Death Proof.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko