Nyhed
10. feb. 2026 | 14:34

Bordtennisdrama sætter markant rekord

Foto | Atsushi Nishijima

Timothée Chalamet indtager rollen som den selvsikre bordtennisspiller Marty Mauser i Marty Supreme, der er inspireret af den amerikanske bordtennislegende Marty Reisman.

Med et billetsalg på foreløbig 147 millioner dollars er Josh Safdies Marty Supreme det amerikanske selskab A24’s bedst sælgende titel nogensinde.

Af Kevin Lundgreen Frederiksen

Historien om den ambitiøse Marty Mausers endeløse jagt på titlen som verdensmester i bordtennis har et forrygende tag i publikum. Handlingen udspiller sig i 1950’erne i byer som New York, Paris, London, Kairo og Tokyo, og over hele verden bliver den mødt med begejstring.

Det har afkastet ni Oscar-nomineringer og status som en af årets mest hypede biograffilm. Nu har Josh Safdies Marty Supreme med Timothée Chalamet i hovedrollen sat rekord for A24, der på kort tid er blevet et af verdens mest indflydelsesrige filmselskaber.

Filmen har solgt for 147 millioner dollars globalt ved biograflugerne, skriver branchebladet Variety. Det svarer til godt og vel 924 millioner kroner.

Tidligere sad A24’s Oscar-vinder Everything Everywhere All at Once tungt på rekorden med et globalt billetsalg på cirka 142 millioner dollars, mens Civil War fulgte trop på andenpladsen med et billetsalg på 127 millioner dollars.

Nu er begge film væltet af pinden, og i stedet har det tempofyldte og humoristiske sportsdrama overtaget førstepladsen.

Også den dyreste film
Hovedpersonen i Marty Supreme er inspireret af den amerikanske bordtennislegende Marty Reisman. Han nåede at vinde adskillige mesterskaber før sin død i 2012 – samme år, hvor filmselskabet A24 blev grundlagt af Daniel Katz, David Fenkel og John Hodges.

Med baggrund i filmindustrien havde de en ambition om at skabe et uafhængigt selskab, der satser på kunstneriske og nyskabende film frem for store blockbustere.

A24 har således stået bag anmelderroste titler som Moonlight, Hereditary og The Whale og adskillige Oscar-statuetter.

Marty Supreme skrev allerede i januar historie, da den blev A24’s bedst sælgende titel på det amerikanske biografmarked med en omsætning på 80 millioner dollars. Det er samtidig selskabets til dato dyreste film med et budget på 70 millioner dollars ifølge Variety.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi A24 har bygget sit ry på at distribuere arthouse-film med mindre budgetter, hvor instruktøren er den primære kreative kraft. Til kontrast havde den australske gyser Bring Her Back et ydmygt budget på femten millioner og solgte biografbilletter for 39,4 millioner dollars i 2025.

Samme år bød desuden på markante succeser og nogle skuffelser for selskabet. Celine Songs Materialists, der rundede flotte 104 millioner, mens Josh’ bror, Benny Safdie og wrestling-portrættet The Smashing Machine med Dwayne Johnson i hovedrollen kun nåede 21 millioner på verdensplan trods et budget på 50 millioner. Ari Asters Eddington måtte nøjes med tretten millioner mod et budget på 25.

Et bord i hver by
30-årige Timothée Chalamet ligner en favorit til Oscar-prisen for bedste mandlige skuespiller.

I forbindelse med optagelserne lærte han sig selv de fleste af filmens bordtennis-tricks. Han har flere gange udtalt, at hovedrollen som Marty Mauser krævede mere fysisk træning end noget andet projekt i karrieren.

”Jeg havde et bord i London, mens jeg lavede Wonka. Til Dune: Del 2 havde jeg et bord i Budapest og Jordan. Jeg havde et bord i Abu Dhabi. Jeg havde et bord på Cannes-festivalen med The French Dispatch,” har han sagt i et interview med The Hollywood Reporter.

Han har allerede hentet både en Golden Globe og en Critics Choice Award hjem for bedste mandlige skuespiller. I Marty Supreme deler han rollelisten med blandt andre Gwyneth Paltrow, Odessa A’zion og Tyler Okonma, der er bedre kendt som Tyler, the Creator.

Marty Supreme havde premiere i USA og Canada 1. juledag sidste år og får dansk biografpremiere den 19. februar.

Trailer: Marty Supreme

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko