Nyhed
24. nov. 2011 | 17:48

Bret Easton Ellis uddeler film-øretæver

Den kontroversielle forfatter sabler mange af årets store film ned med 35 tweets på fire timer. Blandt andre Lone Scherfig og Lars von Trier står for skud.
Af Mads Suldrup


Forfatteren Bret Easton Ellis er ikke nem at imponere, når han sidder i biografmørket.

Det fremgår af hans Twitter-profil, hvor han i dag sender en sand maskingeværsalve af spydigheder mod en lang række af årets film.

På få timer har forfatteren bag bøger som American Psycho og Under nul skrevet hele 35 tweets, hvor han giver sin uforbeholdne mening om årets filmhøst til kende.

Lone Scherfigs film årets værste
Det går især hårdt ud over Lone Scherfigs kærlighedsfilm Samme dag næste år, hvor Anne Hathaway og James Sturgess spiller et par, der kun ses en enkelt dag om året.

Samme dag næste år er en af de værste film i år. Den er forfærdelig, men James Sturgess giver trods alt en mærkelig og bemærkelsesværdig præstation i filmen,” skriver Bret Easton Ellis.

Det er ikke ligefrem de tungtvejende argumenter, den 57-årige forfatter hiver op af posen, når han skal beskrive, hvorfor en film ikke falder i hans smag.

Cannes-favoritten The Artist får et simpelt ”Jeg hader den” med på vejen, ligesom forfatteren ”hadede hvert enest minut” af komediedramaet The Descendants med George Clooney i hovedrollen, som ellers spås store Oscar-chancer.

Trier lige ved og næsten
Det lykkes heller ikke Lars von Trier at behage den kræsne skribent.

”Ligesom alle hans andre film er den næsten hjemme, men så, øhh, alligevel ikke,” lyder den kryptiske domfældelse over den danske auteurs dommedagsfilm Melancholia.

Til gengæld er Bret Easton Ellis vild med den britiske komedie The Trip med Steve Coogan, den kommende Brad Pitt-film om baseball, Moneyball, og den amerikanske komedie Hall Pass med Owen Wilson, som både danske og amerikanske anmeldere ellers rakkede ned.

Hall Pass er totalt undervurderet. Det er den bedste og sjoveste amerikanske komedie i år,” skriver forfatteren.

Ryan Gosling er strålende
Derudover synes Bret Easton Ellis at have en vis Ryan Gosling-fetich – selvom han ikke bryder sig om hans film, komedien Crazy, Stupid, Love og Nicolas Winding Refns actionfilm Drive.

”Jeg hadede Crazy, Stupid, Love, men Ryan Gosling var strålende. Han er også virkelig god i Drive, selvom filmen er fejlcastet,” siger Bret Easton Ellis.

Den kontroversielle forfatter kan selv få kærligheden at føle næste år, hvor hele to film, som han har skrevet manuskript til, ventes at få premiere.

Det drejer sig om thrilleren Downers Grove og haj-filmen Bait. Det er endnu uvist, om filmene får premiere i Danmark.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko