Nyhed
04. dec. 2025 | 13:19 - Opdateret 04. dec. 2025 | 13:19

Christiansborg-politiker vil have DR nedlagt

Foto | Th. Bentsen

Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti mener, at danskerne er bedre tjent med afviklingen af DR som statslig institution. 

Lars Boje Mathiesens forslag om at nedlægge DR blev i går førstebehandlet i Folketinget. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt betragter det som den yderste højrefløjs forsøg på at rive den danske kultur ned.

Af Frederik Hoff

I går blev Folketingets beslutningsforslag om at nedlægge DR førstebehandlet i folketinget og henvist til Kulturudvalget.

Forslaget blev fremsat den 9. oktober af Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti i forbindelse med kritik af DR, som ifølge flere politikere fra højrefløjen har en venstreorienteret slagside.

”DR’s rolle og virke er ikke længere foreneligt med idealet om en neutral og folkeejet public service-institution. Med afviklingen af DR som statslig institution gives medierne friheden tilbage, og borgerne retten til selv at vælge, hvad de vil læse, se, høre og støtte,” skriver Lars Boje Mathiesen i forslaget.

Han nævner blandt andet ansættelsen af den kontroversielle debattør Harald Toksværd på DR’s Talentholdet. Det første til et samråd i Kulturudvalget, kritik fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt og til sidst en meget omtalt fyring af Toksværd.

Tidligere i år havnede DR i problemer på grund af dokumentaren Grønlands hvide guld. Dens misvisende tal om dansk indtjening på grønlandsk kryolit mødte kritik fra blandt andre kulturministeren. DR endte med at afpublicere filmen og fyre chefredaktør for DR Nyheder, Thomas Falbe.

For nylig talte Ekko med to tidligere generaldirektører og en medieekspert om den nye tendens til, at DR nu retter ind i mødet med politisk pres.

Fejl og tosserier
I et opslag på Facebook skrev kulturminister Jakob Engel-Schmidt i går, at han ser forslaget om nedlæggelse af DR som den yderste højrefløjs forsøg på at rive den danske kultur ned.

”Mens vi kæmper for et stærkere, friere og mere levende dansk kulturliv, bruger andre dagen på at føre kulturangreb,” skriver han.

Som eksempel på sin egen kamp for dansk kultur nævner han, at regeringen i forgårs fik forslaget om at indføre produktionsrabatter i Film- og tv-branchen vedtaget i Folketinget.

”Og ja, også public service-medier begår fejl – og jeg har været meget vokal (anglicisme for ’udtalt’, red.) i min kritik – måske også mere end dele af parnasset kan lide,” fortsætter Jacob Engel-Schmidt.

”Sådan må det være i et demokrati. Dér taler vi og kritiserer. Vi truer ikke med at nedlægge en institution, der hvert år sender 32.000 timers tv og 146.000 timers radio til danskerne. Som løfter vores sprog, vores kultur og vores demokrati. Men der findes åbenlyst kræfter som nu på bagkant af enkelte journalisters fejl eller tosserier vil lukke hele huset.”

Sammen med Kim Valentin (Venstre), Mogens Jensen (Socialdemokratiet) og Henrik Rejnholt Andersen (Moderaterne) skriver han i en kommentar i Altinget:

”Det bliver ikke på vores vagt, at vi fyrer Hr. Skæg, Kaare Quist, MGP eller hele den fælles, folkelige og demokratiske kultur, som DR er rammen om.”

Under et kulturudvalgsmøde den 26. november sagde kulturministeren, at han ønsker en undersøgelse af DR i forbindelse med det næste medieforlig. Målet er at skyde fordommene om DR ned.

”Hverken vi, DR eller befolkningen kan være tjent med, at det forholder sig sådan, at nogle går og tror, at DR politisk har valgt side i deres redaktionelle dækning og i deres valg af kilder,” sagde han.

Ugens mediegerningsmænd
Den heftige debat om DR lægger sig op ad en global tendens, hvor medier møder kraftig politisk modstand, særligt fra højrefløjen.

I november måtte ledelsen i det britiske svar på DR, BBC, gå af i forbindelse med Trump: A Second Chance? Med et misvisende sammenklip af præsidentens tale. 6 januar 2021 får dokumentaren det til at lyde, som om han opfordrer til stormen på Capitol Hill.

TV 2 Play valgte at afpublicere deres egen version af dokumentaren, selv om den angiveligt ikke indeholder samme sammenklip, og Ekko kunne fortælle, at dokumentaren A Storm Foretold på DR indeholder et klip, som ligner det i BBC-dokumentaren.

Senest har Donald Trump valgt at etablere en såkaldt mediebias-portal. Det vil sige en liste over journalister, artikler og medier, der påstås at have en bias over for den amerikanske regering. I tirsdags blev amerikanerne opfordret til at angive ”forudindtagede eller utvetydigt løgnagtige artikler” til portalen.

På en underside til Det Hvide Hus’ hjemmeside finder man nu ordene ”media offender of the week” (ugens mediegerningsmænd).

I skrivende stund er det de etablerede medier The Boston Globe, CBS News og The Independent, som med rødt stempel har fået mærkatet ”exposed” (afsløret) på siden.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko