Danske Filmkritikere hylder Jesper Christensen
Æres-Bodil får man ofte lige før lukketid, men den 77-årige skuespiller Jesper Christensen viser gudskelov ingen tegn på at have mistet lysten til at udøve sin metier.
Engang var Bodil landets førende prisfest i Imperial-biografen med live-transmission på DR, enorm medieopmærksomhed og toneangivende valg af prisvindere.
I dag er Danske Filmkritikeres prisfest reduceret til en efternøler, der kommer over en måned efter filmbranchens Robert-fest, afholdes på et teater og har stort set de samme vindere (fordi Robert har opkvalificeret sine afstemninger).
Live-dækning er en by i Rusland, og her en time efter offentliggørelsen af vinderne, har hverken hurtigløberne på Ekstra Bladet eller B.T. en nyhed om vinderne på hjemmesiden. På Ekstra Bladet er tophistorien reality-kendissen Rosa Hatting, der afslører, hvor mange hun har knaldet.
Det siger alt, ikke bare om Bodils krise, men også om den danske filmkritiks tragiske deroute.
Ligesom hos Robert gik hovedprisen til Zinnini Elkingtons debut Det andet offer, der både løb med bedste spillefilm og bedste hovedrolle til Özlem Saglanmak.
”Er dette virkelig en debutfilm? Det spørgsmål var vi mange, der stillede,” lyder begrundelsen fra Bodil. ”Filmen brillerer med sin træfsikre instruktion, sin virtuose plotudvikling og sin ubesværede, men nuancerede behandling af komplekse temaer.”
Den herlige outsider
Pigen med nålen blev rost til skyerne med fem-seks stjerner i de fleste medier, men hos Danske Filmkritikere måtte den nøjes med en birolle-Bodil til Trine Dyrholm og en fotograf-Bodil til polske Michal Dymek.
Mr. Nobody mod Putin, der om en uge har chancen for at vinde den første dokumentar-Oscar til Danmark, fik naturligvis prisen for bedste dokumentar. Mens dansk films herlige outsider, Frelle Petersen, snuppede prisen for bedste manuskript med sin sønderjyske socialrealisme: Hjem kære hjem.
Den relativt nystiftede ensemble-pris skal kompensere for, at skuespilpriserne ikke længere er kønsopdelte, men prisen kæmper stadig for at finde sin relevans. I år gik den til Anders Thomas Jensens stort set faste hold af stjerneskuespillere, der medvirker i Den sidste viking.
Til at modtage prisen var det imponerende nok lykkedes at finde to mindst kendte fra ensemblet.
Bedste engelsksprogede film blev Paul Thomas Andersons amerikanske One Battle After Another, og bedste ikke-engelsksprogede film gik til Dag Johan Haugeruds norske Drømme.
Inkarneret nærvær
Mere interessant var de særlige priser.
77-årige Jesper Christensen modtog sin sjette Bodil, denne gang en Æres-Bodil til skuespilleren med den høje integritet og charmerende vrisne fremtoning.
”Han har markeret sig som en skuespiller, der har fulgt sine egne veje og alligevel er blevet folkeeje,” lød Bodil-komitéens begrundelse om skuespilleren, der leverer en skøn morfar i ungdomsfilmen Honey.
”I årtier har han været en af dansk films mest eftertragtede skuespillere, og få har som ham inkarneret nærvær, autenticitet og skæv charme, ofte krydret med en loyalitet over for arbejderklassen, der aldrig har klinget falsk.”
Prisen blev overrakt af instruktøren Per Fly, og efter at have takket sin familie og en række kolleger i filmbranchen sluttede Jesper Christensen af med et svirp med halen.
”Så er der vist bare tilbage at råbe: ’Ned med monarkiet!’ og se at komme væk! På den anden side ser det ud til, at dem i monarkiet klarer det helt fint selv,” lød det ifølge Se og Hør fra skuespilleren, der er kendt som modstander af monarkiet og tidligere har takket nej til at modtage ridderkorset.
En Sær-Bodil til den grønlandske filmbranche var både en pris til tiden og et slag for Rigsfællesskabet. Baggrunden var, at der i 2025 blev oprettet Det Grønlandske Filminstitut.
”Med denne Sær-Bodil ønsker Danske Filmkritikere at anerkende indsatsen og bakke op om, at grønlandske historier fremover kan fortælles indefra – af grønlænderne selv,” lød motivationen.
En smuk gestus, men også aftenens korteste begrundelsestale, hvilket næppe var helt tilfældigt. Den spirende grønlandske filmbranche har brug for danske investeringer for at kunne folde sig ud.
Vinderne af Bodil-prisen 2026
Bedste film
VINDER: Det andet offer
Hjem kære hjem
Honey
Min evige sommer
Pigen med nålen
Bedste dokumentar
VINDER: Mr. Nobody mod Putin
Ensom i Tokyo
Mors drenge
Testamentet II – Faderen, sønnerne og helligånden
Walls – akinni inuk
Bedste hovedrolle
VINDER: Özlem Saglanmak (Det andet offer)
Dar Salim (Herkules falder)
Freja Klint Sandberg (Ingen kære mor)
Jette Søndergaard (Hjem kære hjem)
Kaya Toft Loholt (Min evige sommer)
Selma Sol í Dali Pape (Honey)
Vic Carmen Sonne (Pigen med nålen)
Bedste birolle
VINDER: Trine Dyrholm (Pigen med nålen)
Ann Eleonora Jørgensen (Kærlighedens gerninger)
Birthe Neumann (Ingen kære mor)
Jesper Christensen (Honey)
Lars Brygmann (Det nye år)
Maria Rossing (Min evige sommer)
Mathilde Arcel (Det andet offer)
Bedste ensemble
VINDER: Den sidste viking (Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Sofie Gråbøl, Bodil Jørgensen, Lars Brygmann, Nicolas Bro, Søren Malling, Peter Düring & Kardo Razzazi)
Det andet offer (Özlem Saglanmak, Mathilde Arcel, Trine Dyrholm, Anders Matthesen, Olaf Johannesen, Pernille Højmark, Morten Hee Andersen & Iman Meskini)
Det nye år (Tuva Novotny, Anders W. Berthelsen, Birgitte Hjort Sørensen, Christian Tafdrup, Lars Brygmann, Daniel Ørum-Hansen & Nikoline Rohold)
Honey (Selma Sol í Dali Pape, Jesper Christensen, Simon Bennebjerg, Lene Maria Christensen, Wilhelm David Lumholt Hakesberg & Sidsel Boel Kruse)
Ingen kære mor (Freja Klint Sandberg, Lene Maria Christensen & Birthe Neumann)
Bedste fotograf
VINDER: Michael Dymek, Pigen med nålen
Jacob Møller, Kærlighedens gerninger
Mia Mai Dengsø Graabæk, Det andet offer
Bedste manuskript
VINDER: Frelle Petersen, Hjem kære hjem
Zinnini Elkington, Det andet offer
Jakob Weis, Det nye år
Natasha Arthy og Mette Eike Neerlin, Honey
Magnus von Horn og Line Langebek, Pigen med nålen
TV 2 Talentprisen
VINDER: Mathias Broe, instruktør (Sauna)
Emma Lagrelius, klipper (Min evige sommer og Det sidste paradis på jord)
Jakob Strandgaard, lyddesigner (Det andet offer)
Sámal A. Hansen, skuespiller (Det sidste paradis på jord)
Signe Krab Nyman, production designer (Sauna og Kærlighedens gerninger)
Bedste engelsksprogede film
VINDER: One Battle After Another
A Real Pain
Babygirl
Sorry, Baby
The Brutalist
Bedste ikke-engelsksprogede film
VINDR: Drømme
Flow
I'm Still Here
Kærlighed
The Love That Remains
Æres-Bodil
Jesper Christensen
Sær-Bodil
Den grønlandske filmbranche
Bahs Prisen
Josefine Else Larsen (Det andet offer)


Kommentarer