Nyhed
17. sep. 2015 | 13:25

Danske Oscar-bud roses i udlandet

Foto | Rolf Konow
Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen spiller nogle særegne brødre i den sorte komedie Mænd & Høns, som får ros af internationale anmeldere efter premieren i Toronto.

Både Mænd & høns og Krigen får pæne ord med på vejen af de internationale anmeldere ved store festivalvisninger.

Af Nicki Bruun

”For første gang går Danmarks sjoveste replikforfatter galt i byen med komikken.” Så kontant var meldingen i Bo Tao Michäelis’ anmeldelse af Anders Thomas Jensens Mænd & høns for Ekko.

De fleste andre danske anmeldere var dog mere positive over for den surrealistiske komedie om fem genmanipulerede brødre, der opdager sandheden bag deres ophav. Og næsten 360.000 indlæste billet.

Efter den hjemlige succes har filmen nu taget turen over andedammen, hvor den er blevet vist på Toronto International Film Festival.

Og de internationale anmeldere fortsætter de rosende toner omkring filmen.

Det førende brancheblad Variety skriver, at Men & Chicken – som er filmens direkte oversatte engelske titel – er en sort komedie, der i stil med Blinkende lygter og Adams æbler stiller skarpt på eksistentielle spørgsmål.

Ligesom nogle af de danske anmeldere noterer Indiewires anmelder dog, at Mænd & høns lægger stærkt ud, men taber lidt af pusten efterhånden.

”Første akt er fyldt med så meget ubarmhjertig humor, at det bliver både en velsignelse og en forbandelse, da resten ikke følger trop.”

Men hvad filmen mangler i struktur opvejes ifølge anmelderen af et overskud af munterhed, der gør det umuligt ikke at blive revet med.

Også engelske Screen Dailys anmelder havde en god oplevelse med filmen, som ifølge ham ligner noget, Franz Kafka kunne have skrevet til komediegruppen The Three Stooges.

”Styrken ved Mænd & høns er, at den absurde komik afslører nogle interessante filosofiske problemstillinger,” skriver han i sin anmeldelse.

Velspillet og kompleks
Tidligere på måneden blev Tobias Lindholms Krigen vist på verdens ældste filmfestival i Venedig.

De danske anmeldelser, inklusive Ekkos, var fulde af lovprisninger for historien om en dansk soldat, der beskyldes for at have begået en krigsforbrydelse i Afghanistan. Også blandt de internationale anmeldere går filmen rent hjem.

The Hollywood Reporter roser Pilou Asbæks præstation som soldaten Claus, der er ”emotionelt ærlig og rå, og som hjælper publikum igennem den komplekse handling”. Også Lindholms spartanske stil roses for at lade publikum stykke filmen sammen selv.

Hos Variety fortsættes rosen af de danske film. Deres anmelder fremhæver ligeledes stærke præstationer af samtlige medvirkende og bemærker, at Krigen ligger fint i forlængelse af Lindholm tidligere film, R og Kapringen.

”Lindholms sanselige teknik sætter os flygtigt, men flot ind i andre menneskers liv,” skriver han.

Også Indiewire er begejstret for den danske film. Her fremhæves Lindholms faste fotograf Magnus Nordenhof Jønck og den umiddelbarhed, hans håndholdte kamera skaber for filmens grumt smukke æstetik.

Anmelderen fremhæver også Lindholms udvikling som instruktør.

”Retssalsscenerne er fremragende skrevet – tilbageholdte og dog realistiske. De giver plads til den tvetydighed, som opstår i det øjeblik, hvor en afgørende beslutning bliver truffet med et frygteligt resultat,” skriver hun.

Mænd & høns er styrket
De to film dyster som bekendt – sammen med Joshua Oppenheimers dokumentar The Look of Silence – om at blive indstillet som den danske Oscar-kandidat til bedste udenlandske film.

Ekkos chefredaktør Claus Christensen har skrevet, at Krigen efter hans opfattelse vil have klart de bedste chancer i Oscar-kapløbet.

Men efter de internationale reaktioner må feltet betragtes som mere åbent. Det lader i hvert fald til, at den mørke, danske humor i Mænd & høns ikke går hen over hovedet på et internationalt publikum.

Den 23. september får vi at vide, hvilken film den danske komite har valgt.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko