De skal finde diversitetens helte
Årets jury for Diversitet Prisen består af Ekkos chefredaktør Claus Christensen, instruktør Puk Grasten, instruktør og skuespiller Diêm Camille, direktør Daniel Svarts og caster Tina Bremer.
Hvem har gjort mest for at være inkluderende uanset køn, seksualitet, alder, krop, etnicitet og social klasse i den danske film- og tv-branche det forgangne år?
Det skal en engageret jury finde ud af, inden Diversitet Prisen kan uddeles til Ekko Shortlist Awards på torsdag den 19. november i Bremen Teater.
Satirikeren Adnan Al-Adhami er vært for showet, hvor den særlige pris skal uddeles for sjette gang til arbejdsplads, producent, broadcaster, institution eller enkeltperson, som har gjort en særlig indsats i diversitetens tjeneste.
Prisen blev i 2021 stiftet af stylist Pari Khadem fra Dansk Journalistforbunds FILM&TVGruppen, som i år sponsorerer prisen sammen med SF Studios.
Diversitet Prisen har for længst vist sig at være mere end et supplement til de øvrige filmpriser. Gang på gang har den stjålet showet. Forrige år var jubelen øredøvende, da TV Glad og Strong Productions løb med prisen for serien En særlig samtale.
Og sidste år var det et smukt øjeblik, da jurymedlem og Det Danske Filminstituts direktør Tine Fischer kunne uddele prisen til Rand Jamal og Mohammed ”Muddi” Osman fra Først til verdens ende. I programmet giver de et sjældent indblik i, hvordan racisme opleves, på deres rejse gennem Trumps USA.
Indstillingerne til dette års pris er tikket ind, og nu er det op til juryen at vælge fem nominerede, inden vinderen kan hyldes i Bremen Teater.
Diêm Camille

Nogle gange er den danske andedam for lille, og så må man jo blive en succesfuld skuespiller i store internationale serier som Alien: Earth og The Wheel of Time.
Diêm Camille dukkede første gang op på Ekkos radar som hovedperson i Stine Likodelles racismedrama Olivia. Siden var hun med til at skabe den første danske tv-serie med et afrodansk cast, Robert-nominerede Bad Bitch, hvor hun selv spiller hovedrollen.
I år vendte hun tilbage til Ekko Shortlist som instruktør med Barbershoppen, hvor en adopteret mand frygter, at han ikke er ”sort nok” til at passe ind på en barbershop. Filmen er nomineret til prisen for bedste production design.
Som mentor for minoritetskvinder i organisationen The Soulfuls og del af mangfoldighedskampagnen Et Større Billede har Diêm Camille også en finger med i spillet hos flere tidligere nominerede til Diversitet Prisen, så hun må siges at være en fornem tilføjelse til årets jury.
Daniel Svarts

Ingen diversitetsjury uden Daniel Svarts, som er med for sjette år i træk.
Den tidligere DR- og TV 2-journalist har i mange år været højt på strå i tv-branchen og produceret centrale tv-programmer som Aftenshowet og Fede forhold isin egenskab af direktør for BBC Studios Nordic Productions.
For nylig skiftede han til byggebranchen som kommerciel direktør for Aluflam Group. Men Daniel Svarts har stadig fingeren på pulsen i tv og film, blandt andet som medlem af Den Danske Filmskoles bestyrelse.
I diversitetsjuryen har han altid et særligt blik for de tiltag og personer, som når helt ud til den brede befolkning frem for at råbe det gode budskab i et lukket ekkokammer.
Tina Bremer

Hvem har bedre blik for mangfoldigheden i ansigterne på de danske tv-skærme end en af landets førende castere?
Tina Bremer har omsat sin uddannelse i nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet – hvor hun i øvrigt gik på samme hold som Ekkos nuværende chefredaktør – til en karriere i tv-branchen.
Hun har en særlig evne til at caste såkaldt almindelige mennesker til programmer som Big Brother, Den store bagedyst og senest den fremragende DR-serie I sku’ bare vide, mor og far, hvor børn fortæller om de voldsomme konsekvenser af forældrenes skilsmisser.
Nu skal hun for fjerde gang bruge sit falkeblik og store engagement i mangfoldighed til at finde frem til de mest værdige nominerede i juryen.
Puk Grasten

Med børneanimationsfilmen Betty Ballon formåede instruktøren Puk Grasten i år at fortælle en historie til de mindste om venskab på tværs af meget forskellige baggrunde – en ballon og en kaktus.
Spillefilmdebuten kom i 2016 med krimien 37, der med afsæt i en autentisk mordsag undersøger menneskers tilbøjelighed til at vende ryggen til dem, der falder uden for fællesskabet.
I 2023 fulgte Puk Grasten den lovende debut op med filmatiseringen af Leonora Christina Skovs selvbiografiske bestseller Den, der lever stille.
Instruktøren og forfatteren fortalte i Ekko #93 om arbejdet med historien om en kvinde, der springer ud som lesbisk og dermed bryder med familiens forestillinger om det gode liv.
Inklusionen af mennesker, der falder uden for samfundets normer og fællesskaber, har med andre ord været en rød tråd gennem Puk Grastens instruktørvirke.
Claus Christensen

Diversitet Prisen blev stiftet i 2021 i kølvandet på offentliggørelsen af det såkaldte protestbrev, hvor 415 film- og tv-branchefolk tog afstand fra en grim og respektløs kultur.
Brevet blev bragt i Ekko, og chefredaktør Claus Christensen tog sammen med stylisten Pari Khadem initiativ til prisen. Otte år tidligere, i 2013, havde han stiftet onlinehitlisten Ekko Shortlist, der i dag rummer over 2000 kortfilm og får gennemsnitligt tre nye film om ugen.
Som chefredaktør har Claus Christensen også ansvaret for den løbende gennemgang af de mere end 300 danske kortfilm, der hvert år uploades til Ekko Shortlist. Han udvælger sammen med Ekkos redaktion de film, der får plads på listen, og står desuden for at headhunte nye talenter og film.
Han voksede selv op i Hundige, langt fra filmbranchens indspiste kredse, og har gjort det til en mærkesag at holde øje med talenter, der kommer fra andre miljøer eller på anden vis kan bidrage til større mangfoldighed i dansk film og tv.
Ekko Shortlist Awards

Prisuddeling for danske filmskabere og deres kortfilm på Ekko Shortlist.
Startede i 2014 og finder sted for trettende gang 19. november 2026 i Bremen Teater med Adnan Al-Adhami som vært.
Ekko Shortlist og Ekko Shortlist Awards er støttet af Det Danske Filminstitut og Producent Rettigheder Danmark.
Streamingtjenesten og prisfesten er sponsoreret af Producentforeningen, FAF, Dansk Skuespillerforbund, Danske Dramatikere, Danske Filminstruktører, Dansk Komponistforening, Animationsforbundet WAU, FILM&TVGruppen, Dansk Filmfotograf Forbund, Danske Scenografer, Dansk Producerforbund, SF Studios og Royal Unibrew.


Kommentarer