Betty Ballon

Kan en ballon og en kaktus være venner?

Den ene er blød, rund og risikerer at sprænge ved kontakt med en af kaktussens skarpe pigge, men det skal ikke forhindre Betty Ballon og Kaj Kaktus i at lege. Man kan jo bare tage bobleplast på som en beskyttelsesdragt.

Danske børn har gennem tiden været beriget med fantastiske børne- og ungdomsfilm og skønt public service-indhold fra DR.

Internettet har imidlertid åbnet sluserne for en flodbølge af udenlandsk underholdning på streamingtjenester som Netflix og YouTube, der gladeligt overstimulerer de små poder for at holde dem klistret til skærmen.

Med vanligt store armbevægelser har producent Regner Grasten kørt Betty Ballon i stilling som en dansk pendant til de animerede verdenssucceser: australske Bluey og britiske Gurli Gris.

Det farverige univers er skabt af hans datter Puk Grasten, der hidtil har befundet sig i en langt mørkere boldgade med den engelsksprogede debutspillefilm 37 og Lynch-inspirerede filmatisering af Leonora Christina Skovs bestseller Den, der lever stille, som fik en blandet modtagelse og floppede i biografen.

Betty Ballon er til gengæld lys og luftig. Filmen har et rammende blik for børns forskellighed og forældres bekymringer i historien om den fireårige titelperson og hendes skøre familie.

Jesper Ole Feit Andersen og Mia Lyhne lægger stemme til far og mor Ballon, der henholdsvis elsker at bage og opfinde ting, mens Sia-Nova Nøbølle Fredborg og X Factor-deltageren Svend Heiberg Nelke er stemmerne bag børnene Betty og Bobby Ballon.

Da Kaktus-familien – far, mor, storesøster Karla og lillebror Kaj – flytter ind i det firkantede hus over for Ballon-familien, bliver husenes to yngste straks venner trods af pigge og ballon.

Det bliver en smule dramatisk, da der kommer lidt for godt gang i grillen, men ellers befinder vi os i en hyggelig verden, hvor sproget højst bliver frimodigt med et ”sgu” hist og her.

Filmen har en episodisk fortællestruktur, der lige så godt kunne fungere som korte serieafsnit, og som ikke hænger sammen i den mere storladne fortælling, vi ofte forventer af et biografbesøg. Til gengæld byder 2D-animationen – som Grasten-familien har fået hjælp til af Nordens førende animationsstudie A. Film – på opfindsomme bud på, hvordan en ballonverden ser ud og fungerer i blæsevejr!

Selv om man selvfølgelig skal anmelde en film ud fra sit eget perspektiv, må jeg indrømme, at det påvirkede min oplevelse, at jeg så den med min treårige datter, som tilhører den primære målgruppe.

Hun var dybt engageret gennem alle 60 minutter, mens faren havde sværere ved at lade sig begejstre af falde på halen-komikken eller se det sjove i, at en sandkage blev forbyttet.

Humoren er med voksenøjne ikke så skarp som i Bluey, der også forsøger at underholde forældrene. Men der er små, sproglige finurligheder at grine af, ikke mindst de veloplagte ordspil om at være flad eller skarp.

Det er kært, når den forelskede præteenager Bobby siger: ”Jeg er ikke syg, mor. Jeg har en eksistentiel krise.”

I det hele taget bliver der ikke talt ned til de mindste seere, mens de voksne må nøjes med de sproglige blink. Det er måske en fair arbejdsdeling. Så længe figurerne er nuttede, skal der jo også være lidt at more sig for de voksne, der trods alt betaler for børnenes biografbilletter.

Det erklærede mål er at lave fire film og 52 afsnit i løbet af de næste tre-fire år, hvis luften ikke fiser ud af ballonen.

Fingrene herfra er krydset, for projektet er yderst sympatisk med sin rummelige menneskelighed. Der er masser af potentiale i figurerne, og danske børn har brug for noget ordentligt at kigge på.

Så selv om man måske ikke driver ud ad biografen på en lyserød sky, kan man roligt tage børnene med på eventyr.