Nekrolog: Den perfekte kunstner

I over 50 år og over 50 film var han den danske filminstruktør, der mest tappert og standhaftigt modstod mainstreamfilmens lokketoner. 

Gennem hele sin karriere holdt han sig demonstrativt fri af enhver udsigt til nem kommerciel gevinst, ligesom også risikoen for et folkeligt gennembrud skulle synes at være minimal. I stedet formåede han kompromisløst at fastholde sin personlige stemme gennem hele livsværket – og paradoksalt nok lykkedes det ham samtidig at blive en populær medieperson og et folkeligt ikon i dansk kultur. 

At være filminstruktør er kun noget, man kan være, hvis man får lov til at være det. Man kan skrive litteratur eller male malerier for egen regning – helt uden omgivelsernes påskønnelse. Men filminstruktør kan man kun være, hvis man får lov. 

Jørgen Leth fik lov, fordi han ved siden af sit kunstneriske talent også havde det næsten lige så vigtige talent at kunne begejstre dem, der skulle give ham lov. 

Hemmeligheden var hans personlighed. 

Han kunne overtale og charmere producenter og konsulenter til at lade ham få sin vilje. Og derfor kunne han færdes ad sin helt særegne vej og lege alvorlige lege efter alle kunstens spilleregler – en menneskealder før dogmebevægelsen. 

Han digtede med filmsprogets muligheder og umuligheder i en søgen, der formåede på en gang at være konsekvent og impulsiv. 

Triers generøse mobning
Jørgen Leth var en filmisk globetrotter. Som en slags besøgende fra en anden klode – dog med opvækst i Aarhus – tog han verden i øjesyn med et blik af aldrig svigtende nysgerrighed. 

Det var hans metode at betragte verden med fremmede øjne. En fremmed verden, som han fandt i USA, Kina, Ny Guinea og ikke mindst i Haiti, med 1995-filmen Haiti. Uden titel. Men det fremmede blik rettede han også mod det velkendte. Mod hverdagen i Danmark – i Livet i Danmark, hans uovertrufne værk inden for Danmarksfilm-genren. 

Han var på samme tid en eksklusiv avantgardist og en etnografisk opdagelsesrejsende. Han kom vidt omkring i kunsten, livet og geografien, mens han gjorde notater i sine utallige notesbøger om kærligheden, det gode og det onde. Hans særkende var en kort, præcis prosa – skarp som en observation og enkel som en sætning, der nægter at forklare mere end nødvendigt. 

Han lavede dokumentarisk avantgarde og avantgardistisk dokumentar. Han tog også livtag med spillefilmen, uden at hans kærlighed dog blev rigtigt gengældt. 

Han tilbragte en forårsdag i helvede og spenderede mange sommeruger på cykelsportens landeveje. Han udfoldede evnen til at opdage sit eget strukturelle system i alt mellem himmel og jord: bordtennis, fodbold, boksning, men også ballet, guldalderkultur og forfatterskaber (sublimt i Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter). 

Og det kulminerede i 2003 med et af filmkunstens mest originale, finurlige og vittige værker: De fem benspænd, hvor han satte sin kunst og sin personlighed på spil i et drilagtigt medspil og modspil med Lars von Trier. Her måtte Leth lave fem gentagelser af det tidlige kortfilmmesterværk fra 1968, Det perfekte menneske på skiftende betingelser, dikteret af Trier, der udsatte Leth for generøs mobning på højeste, kreative niveau. 

Livsnyder med depressioner
Gennem en livslang bestræbelse opbyggede han – som en slags kurator – et cinematografisk museum, fuldt af betydningsladede fragmenter.

Små stumper virkelighed, små stykker funklende tid. 

Det blev indsamlet af en kunstner, der med usvækket fascination stirrede på den verden, som han samtidig – med hele sin suveræne æstetik – behændigt undgik at tage ansvaret for. 

Han var også en sprogkunstner med et forfatterskab på over 40 titler og med en stemme og en særegen diktion, der blev folkeeje. Først og fremmest via hans legendariske cykelløbskommentarer og så at sige kanoniseret, da han indtalte stoppesteder i barndomsbyens letbane. 

Han var en hedonistisk livsnyder med hang til depression, en blid og generøs personlighed, men også med principper, han var klar til at forsvare. Som da han kom nærværende magasin til undsætning, da vi var under angreb. 

Han havde smag for et luksusmåltid i Bombays slum, og han fik i 66 scener fra Amerika Andy Warhol til at spise en burger på en måde, som kunne have gjort Andy verdensberømt i femten minutter, hvis han ikke allerede var det. 

Den store skandale
I 2005 blev han ramt af en af kulturlivets største skandaler nogensinde. Det var udløst af en erindringsbog, hvor han frimodigt fortæller om seksuelle oplevelser med unge kvinder under eksotiske himmelstrøg. 

Han havde flere gange tidligere berettet om sit ”Gauguin-syndrom”, men nu var det et par sætninger, der skabte furore: ”Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret.” 

Det var længe inden #MeToo slog igennem. Men en flodbølge af forargelse rejste sig, ivrigt oppisket af Ekstra Bladet, og Leth mistede både sin titel som honorær konsul i Haiti og sit faste job som Tour de France-kommentator på TV 2, ligesom Det Danske Filminstitut trak støtten til den planlagte film om det erotiske menneske. 

Han svarede med en digtsamling: Det gør ikke noget. 

Ingen kunne selvfølgelig undre sig over, at tidsånden måtte se strengt på en ældre, hvid og europæisk mands forhold til unge kvinder fra den tredje verden. 

Men det påfaldende er, at kvinderne aldrig stod frem med anklager. Det var kun den offentlige opinion, der blev krænket. Og efter nogle år blev hans status genetableret. Hans popularitet som kulturikon steg til nye højder, ikke mindst blandt ungdommen. Han begyndte at lave spoken word-musik om sine livsbetragtninger og særheder med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig under navnet Vi Sidder Bare Her. 

Og han fik lavet Det erotiske menneske. Kalenderen var fuld til det sidste. 

Jørgen Leth blev født i 1937 og døde i 2025, 88 år gammel. Han blev gift og skilt tre gange i sine yngre år og fik fire børn: Karoline, Asger, Kristian og Tomas – tre af dem har fået en karriere i kunstens verden. 

Selv var han indbegrebet af en æstetiker i Kierkegaards forstand, det vil sige ironisk, iagttagende, dialektiker, erfaren i nydelse. Alt – togrejser, sex, cykelløb, naturkatastrofer, politik, alderdom – blev til kunst. Og alt handlede til syvende og sidst om ham selv. 

Med den famøse erindringsbog fremtrådte han som Det uperfekte menneske. Men han var den perfekte kunstner.