Analyse: Ministerium har omgået filmloven

Der burde ikke være nogen tvivl.

Filmloven fra 1997 er krystalklar, når det gælder udpegning af medlemmer til Det Danske Filminstituts bestyrelse.

For det første må medlemmer ikke have en økonomisk interesse i film. Og for det andet må medlemmer ikke have andre filmfaglige tillidsposter.

Loven taler altså ikke om, at Kulturministeriet, der beskikker til bestyrelsen, skal foretage en konkret habilitetsvurdering. Men loven definerer slet og ret, hvad der udelukker en person for at komme i betragtning.

Man kan sige, at der i lovgivningen allerede er taget stilling til, hvordan inhabilitet skal forstås: Et bestyrelsesmedlem skal ikke have nogen berøringsflade med filmbranchen overhovedet.

”I filmloven er inhabilitetsreglen blevet skærpet meget specifikt,” siger professor Frederik Waage fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet til Ekko. ”Bestemmelsen udelukker ret konkret filmbranchen fra at have medlemmer i bestyrelsen.”

Kulturministeren kan give dispensation, men det kræver en konkret begrundelse, og det er tilsyneladende ikke sket for nogen af de nuværende bestyrelsesmedlemmer.

Et utal af tillidsposter
Poul Nesgaard blev udpeget til bestyrelsen den 3. marts 2020, selv om han samtidig sidder i bestyrelsen for De Københavnske Filmfestivaler, der får fire millioner kroner i støtte hvert år af Filminstituttet.

I bestyrelsen for De Københavnske Filmfestivaler har filmproducere som Zentropas Louise Vesth og Malene Flinth Pedersen også en plads.

Man behøver ikke være jurist eller have opfundet den dybe tallerken for at kunne sige sig selv, at det er en filmfaglig tillidspost – og at udpegningen dermed er i strid med filmloven.

Også Eva Novrup Redvall, der blev medlem den 1. august 2018, springer i øjnene.

Hun er ikke bare medlem af bestyrelsen i Danske Filmkritikere, der har Politikens Nanna Frank Rasmussen som forkvinde og årligt modtager støtte af Filminstituttet til afholdelse af Bodil-festen.

Hun er også kritiker ved dagbladet Information, sidder i bestyrelsen for Carl Th. Dreyers Mindefond, som har Det Danske Filminstituts vicedirektør Jakob Buhl Vestergaard som administrator, og er en del af bedømmelseskomitéen for Nordisk Råds Filmpris. Hun er den danske repræsentant i det internationale filmkritikerforbund Fipresci, og så skriver hun rapporter for den danske film- og tv-branche.

Hun kan dermed have betalt arbejde for centrale spillere i filmbranchen, for eksempel Danske Filminstruktører og Producentforeningen.

På sin side på Københavns Universitet opremser hun tilmed posterne under overskriften ”Mulige interessekonflikter”. Der er altså intet fejet under gulvtæppet. Det ville tage Kulturministeriets embedsmænd to minutter at konstatere, at Eva Novrup Redvall har et utal af filmfaglige tillidsposter, og at udpegningen dermed er i strid med filmloven.

Mistanke om kammerateri
Så hvorfor er Poul Nesgaard og Eva Novrup Redvall blevet udpeget til bestyrelsen?

For at finde svaret på det skal vi tilbage til 2009, hvor udpegningen af Jesper Boas Smith vakte debat i medierne. Jyllands-Posten skrev, at Smith ejede to firmaer, der distribuerede film. Han var med andre ord i konflikt med den første del af § 3, stk. 6, der bestemmer, at medlemmer ikke må have en økonomisk interesse i film.

Daværende bestyrelsesformand Morten Hesseldahl udtalte sig om sagen.

”Det er ekstremt vigtigt, at instituttet ikke beskyldes eller mistænkes for at være bonkammerater med nogen som helst i miljøet. Forudsætningen for, at vi kan agere, er, at vi kan tale med alle, og at vores eneste ven er dansk film,” sagde Hesseldahl og fortsatte:

”Hvis der er en mistanke om kammerateri og rødvinsklubber eller om, at vi ligger til den ene eller anden side, kan vi ikke fungere. Det, som jeg har gjort med alle nye bestyrelsesmedlemmer, mig selv inklusive, er, at jeg har startet det første møde med en Oxford-rundgang, hvor man tilstår, hvad man har af aktier og interesser i filmbranchen.”

Klinisk renset
Det er jo rene ord for pengene og ganske anderledes end Filminstituttets nuværende bestyrelsesformand Anders Kronborg, der erkender, at det ikke er noget, han har tænkt over.

”Som i alle sager om potentiel inhabilitet skal man holde sig fra at have andre poster, hvis man er det mindste i tvivl. Men det kan afhænge af, om der er penge indblandet. Der er forskellige scenarier, så det må bero på en konkret vurdering, og den må blive lavet for hvert bestyrelsesmedlem,” siger Anders Kronborg til Ekko.

Bemærk, at Kronborg kun refererer til den første del af § 3, stk. 6 – altså det økonomiske aspekt – og ikke nævner det med tillidsposterne, hvor der ikke behøver at være penge indblandet.

Filminstituttets direktør Claus Ladegaard, der er ansat af bestyrelsen, udtrykker det endnu tydeligere i en udtalelse til Ekko.

”Man kan selvfølgelig ikke have egne økonomiske interesser i film eller filmproduktion, så man på nogen måde kan have en gevinst af at sidde i bestyrelsen for Filminstituttet,” siger Claus Ladegaard og fortsætter:

”På den anden side er det vigtigt, at man har en konkret vurdering af hver enkelt sag. Ellers er konsekvensen, at man klinisk renser bestyrelsen for folk, der overhovedet ved noget om film. I et land af Danmarks størrelse og med et ønske om at have en bestyrelse, der har en vis forstand på det, de har med at gøre, synes jeg, at man må foretage nogle konkrete vurderinger og se på, om der foreligger et reelt problem.”

Pest eller kolera
Man kan sagtens følge Claus Ladegaard.

Det er op ad bakke, hvis man som direktør sidder med en bestyrelse, der ikke aner, hvad der er op eller ned i dansk film. Bestyrelsen tager ikke stilling til støttemodtagere, men den vælger direktøren, diskuterer støttevilkår og godkender oplæg til filmaftaler, der fastlægger rammerne og retningen for dansk film.

Ofte er spørgsmålet om folk til bestyrelsen et valg mellem pest eller kolera.

Enten er en kandidat fedtet godt og grundigt ind i filmbranchen – som Poul Nesgaard og Eva Novrup Redvall – eller også er en kandidat filmmæssigt en novice, hvis ikke ligefrem på herrens mark.

Claus Ladegaard og Filminstituttets ledelse udpeger ikke medlemmer til bestyrelsen, men det er ikke usædvanligt, at man kommer med forslag til, hvem der ville være gode til at sidde i bestyrelsen.

Tre råd på Filminstituttet udpeger hvert et medlem, medarbejderne på instituttet udpeger ét medlem, mens Kulturministeriet udpeger tre medlemmer, heriblandt formand og næstformand.

Begmand til embedsmænd
Ekko har i de sidste to dage forsøgt at få Kulturministeriets embedsmænd i tale, men uden held. Så vi kan derfor kun gisne om, hvad der er sket.

Noget tyder på, at Kulturministeriets embedsmænd har valgt se bort fra bestemmelsen om filmfaglige tillidsposter, da Poul Nesgaard og Eva Novrup Redvall blev beskikket.

Fordi man i lighed med Filminstituttets ledelse har kunnet se fornuften i at have en filmfagligt kompetent bestyrelse.

Problemet er bare, at filmloven er så præcis og nøjagtig på dette punkt. Og filmloven kan man ikke bare bryde, selv om man finder den for uhensigtsmæssig.

Det er det, kulturminister Joy Mogensen sagde forleden. Hun har ironisk nok selv udpeget Poul Nesgaard, men har næppe været bevidst om, at udpegningen var på kant med lovgivningen.

Derfor giver hun nu en begmand til sine embedsmænd. De har haft en anden praksis end den, der er fastsat i lovgivningen. Og selv om det næppe er starten på en ny Tamil-sag, så er loven nu engang lov.

At Kulturministeriet i disse dage søger en ”skarp og erfaren jurist”, giver god mening.