Det bedste og værste fra Oscar-showet

Efter lang tids opbygning løb årets Oscar-show endelig af stablen natten til mandag i Dolby Theatre i Los Angeles, og den over tre timer lange uddeling bød på lidt af det hele.

Komikeren og talkshowværten Conan O’Brien var endnu en gang vært for showet, som leverede historiske sejre, smukke taler og musikalske indslag. Men også rigeligt med tekniske problemer, flade jokes og perioder, hvor festlighederne sneglede sig afsted.

Ekko har samlet fem højdepunkter fra en af filmårets vigtigste begivenheder – og fem øjeblikke, vi godt kunne have undværet.

Højdepunkt: Et eksplosivt anslag
En ligbleg Conan O’Brien, iført pageparyk og udtværet makeup, lagde stærkt ud.

Værten lignede en yderligere forskruet udgave af den uhyggelige heks Aunt Gladys fra gyserfilmen Weapons og blev jagtet af en flok vilde børn gennem scenografien fra flere af årets nominerede film.

Mens Beasty Boys-sangen Sabotage bragede ud af højtalerne, løb den sminkede vært igennem så forskellige film som F1, Hamnet, Sinners og Marty Supreme. Et humoristiske skud energi, der satte godt gang i filmfesten.

Lavpunkt: Akavede jokes
Efter den forrygende start måtte showet naturligvis finde et mere afdæmpet leje, og her syntes Conan O’Brien at have det sværere end under sin værtsdebut sidste år.

Selv om Conan O’Briens komiske cv er mere imponerende end de flestes, faldt alt for mange af vittighederne til jorden. Det virkede også, som om mange af presenterne forsøgte at efterligne hans humor – måske med manuskripter skrevet af Conan O’Brien og hans team – men uden hans helt særlige talent for skæv timing.

Til gengæld ramte talkshow-kollegaen Jimmy Kimmel plet, da han præsenterede prisen for bedste dokumentarfilm og sendte en stikpille til Donald Trump og hustruens hundedyre makværk Melania, der mest af alt er propaganda.

Højdepunkt: Danske vindere
Med danske briller var Oscar-akademiets valg af vindere i sig selv et højdepunkt.

Danskproducerede Mr. Nobobdy mod Putin løb med prisen for bedste dokumentarfilm, ogfra scenen rettede instruktøren David Borenstein direkte kritik mod den russiske krig i Ukraine og den propaganda, som filmen skildrer i landets skolesystem.

”Mr. Nobody mod Putin handler om, hvordan man mister sit land. Det, vi så, da vi arbejdede med de her optagelser, var, at man mister det igennem talløse små handlinger, hvor man bøjer af,” sagde han i en af aftenens flotteste vindertaler.

Det var heller ikke dårligt, da den dansk-norske instruktør Joachim Trier høstede en Oscar for bedste internationale film med Affektionsværdi. Hvis man hedder Kim Magnusson, var der yderligere grund til jubel. Danskeren er nemlig executive producer på to af aftenen sejrrige kortfilm såvel som Mr. Nobody mod Putin.

Lavpunkt: Forudsigelige priser
Lige så dejligt det er med priser til film med dansk islæt, lige så kedeligt er det, at vinderne i det store hele var ganske forudsigelige.

Kun den nye casting-kategori overraskede med en pris til casteren fra One Battle After Another – en film, der bestemt ikke savnede priser.

At Ekkos Oscar-ekspert i år slog sin egen rekord med hele 22 rigtige gæt ud af 24 vidner om hans spåmandsevner, men også om et Oscar-akademi, der ikke formår at overraske. Det var også tidligt i showet nemt at regne ud, at One Battle After Another ville blive aftenens store vinder.

Højdepunkt: Musikken løftede showet
På en aften med ofte farligt lav energi blev de musikalske indslag afgørende.

Et af de bedste var live-versionen af K-pop-hittet Golden fra animationsfilmen K-pop Demon Hunters. Med et skarpt koreograferet sceneshow og et publikum, der viftede med lysstave, blev nummeret et af de øjeblikke, hvor Oscar-ceremonien igen føltes som den store showmaskine, den gerne vil være.

Også sangen I Lied to You fra Sinners løftede stemningen i salen. Med Raphael Saadiq i front og balletstjernen Misty Copeland på scenen blev nummeret fremført som en effektiv hyldest til filmens blues-univers.

Lavpunkt: Tekniske problemer
Flere gange i løbet af udsendelsen drillede lyden, så både replikker og taler kortvarigt druknede eller blev utydelige.

Enkelte steder lød mikrofonerne flade eller forsvandt helt, mens musikken andre gange blev skruet op, når vinderne stadig stod midt i deres takketaler.

Det sidste var selvfølgelig et signal om, at talen skulle afsluttes, så tidsplanen kunne holdes – men det blev ikke gjort særligt musikalsk. I stedet udviklede det sig til en noget nær en absurd magtkamp, hvor forlad-scenen-musikken og de insisterende vindere af prisen for bedste sang, Golden (KPop Demon Hunters), forsøgte at overdøve hinanden.

Barbra Streisands smukke hyldest til sin afdøde kollega og ven Robert Redford blev til dels også ødelagt af svag lyd.

I det hele taget havde showet en ujævn rytme, og samtidig virkede produktionen til tider usikker på tempoet med forhastede overgange mellem indslag.

Ting sker i live-tv, men en af verdens største mediebegivenheder skal helst sidde i skabet.

Højdepunkt: Rørende taler
Michael B. Jordan leverede en rørende tale, da han modtog prisen for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i Sinners. Den berørte skuespiller benyttede lejligheden til at fremhæve andre sorte skuespillere, der har banet vejen for ham.

Også Jesse Buckley satte et markant aftryk, da hun forventeligt modtog prisen for bedste kvindelige hovedrolle i Hamnet. Den irske skuespiller, som spiller en sørgende mor i filmen, dedikerede sin Oscar til alverdens mødre – da det netop var mors dag i Storbritannien.

Samtidig skrev Autumn Durald Arkapaw historie, da hun vandt prisen for bedste fotografering for Sinners som første kvinde nogensinde. Fra scenen bad hun alle kvinder i salen om at rejse sig op i et stort og smukt øjeblik.

Lavpunkt: Sean Penn blev hjemme
Sean Penn er blandt Hollywoods store stjerner og vandt som ventet prisen for bedste mandlige birolle i One Battle After Another. Øjenbrynene blev løftet, da sidste års vinder Kieran Culkinlæste vinderen op og måtte redde situationen med vanlig charme.

”Sean Penn kunne ikke være her i aften – eller han havde ikke lyst til at være her. Så jeg tager imod prisen på hans vegne,” sagde han tørt, inden han forlod scenen.

Interessen for Oscar har været dalende i senere år, og det bliver kun værre, hvis vinderne – i det her tilfælde en af aftenens største stjerner – gør det til en vane at springe showet over (som vi også så et eksempel på ved årets danske Bodil-festival, hvor stjernerne fra Den sidste viking ikke orkede at hente prisen for bedste ensemble).

Måske er noget af Oscar-begivenhedens magi forsvundet for Penn, der allerede har vundet prisen for bedste mandlige hovedrolle med Mystic River og Milk.

Efterfølgende er det kommet frem, at Penn sprang ceremonien over for at mødes med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, som han har et nært venskab med. I 2022 var Penn utilfreds med, at Zelenskyj ikke blev inviteret til at tale ved Oscar-festen. Derfor forærede han året efter en af sine egne Oscar-statuetter til præsidenten, så Zelenskyj kunne smelte den om, hvis han ønskede det.

Højdepunkt: Farvel til Reiner
Midt i showet blev tempoet sat ned i tide til det faste In Memoriam-segment, som man i år havde gjort noget særligt ud af.

Den mest rørende del var, da komikeren Billy Crystal trådte frem på scenen – en mand, der næsten er lige så tæt forbundet med Oscar-showet som statuetten, idet han har været vært ni gange.

Han kom for at hylde sin mangeårige ven og kollega Rob Reiner, der gik tragisk bort sidste år.

Med en god portion nostalgi mindede den 78-årige stjerne, hvis karisma stadig er intakt, publikum om de film, der gjorde Reiner til en af Hollywoods mest markante instruktører. Fra kult-mockumentaren This Is Spinal Tap til klassikere som Stand by Me, A Few Good Men og When Harry met Sally – sidstnævnte spiller Billy Crystal en hovedrolle i.

Lavpunkt: Smæk til Chalamet
Timothée Chalamet fik en mindre heldig rolle under showet og endte flere gange som aftenens punchline.

Skuespilleren, der indtil for nylig var blandt favoritterne til prisen for bedste mandlige hovedrolle med Marty Supreme, blev flere gange drillet for sine udtalelser om ballet og opera som forældede kunstformer. Først i Conan O’Briens åbningsmonolog og flere gange i løbet af showet.

Drillerierne blev leveret med glimt i øjet, og Chalamet tog det tilsyneladende i stiv arm fra sin plads i salen.

Alligevel var det pinligt at se manden bag en af årets stærkeste skuespilpræstationer blive trampet på for at opføre sig præcis som den næsvise bordtennisspiller, man hepper på i filmen.