Nyhed
03. nov. 2011 | 17:13

Det må du ikke gå glip af på Cph:Dox

Ni film og én performance, der bare skal ses på Cph:Dox. Filmmagasinet Ekko guider dig gennem festivalens myriader af tilbud.
Af Jesper Bo Petersen og Mads Suldrup

Over 180 film vises under den københavnske dokumentarfilmfestival Cph:Dox, der åbner i dag og løber helt frem til den 13. november. Flere doku-auteurer er på banen, blandt andre Werner Herzog og veteranen Frederick Wiseman.

Men der er også masser af nye talenter, som venter på at blive opdaget, og så er danske Michael Madsen klar med en film om Middelfart i 3D!

Oven i hatten kommer koncerter, foredrag og andre events, så der er nok at holde styr på. For at finde hoved og hale i det hele har Ekkos redaktion sammensat et udvalg af filmoplevelser, som vi ser frem til.

Ni film og en liveoptræden, du ikke må gå glip af:

Turning
New Yorker-bandet Anthony and the Johnsons lyriske kompositioner og ikke mindst forsanger Anthony Hegartys skrøbelige, transseksuelle stemme har tryllebundet musikfans verden over. Alene af den grund er det værd at give den delvist dansk producerede Turning en chance. Filmen skildrer bandets og dokumentaristen Charles Atlas’ fælles performance-tour med kvinder fra New Yorks transseksuelle miljøer. Den vises i en ufærdig version.

Ballroom Dancer
Dansk dokumentarfilm er inde i en rivende udvikling. Christian Bonke og Andreas Koefoed er begge uddannet fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje, og deres Ballroom Dancer er det eneste danske bidrag til hovedkonkurrencen. Så forventningerne er store til filmen om en falleret eksverdensmester i latindans, der forsøger at finde vej tilbage til toppen - med hofteskade og heftigt temperament.

HPG Watch Stream Live - Sex Cam HD Porn Free Hard XXX
Den franske instruktør Raphaël Siboni har øjensynlig lavet en film til husarerne. Han går i hvert fald bag om pornobranchen i selskab med franske Hervé P. Gustave. Vi følger den tvivlsomme, men charmerende auteur på optagelserne af de billige pornofilm, som han selv instruerer, producerer og medvirker i. Klippet sammen af tusinde timers optagelser af livet på settet, hvor pornoillusionen bliver til, kan det blive både dræbende kedeligt og vildt komisk. Vi tror på det sidste.

Nan Goldin vs. Genesis P-Orridge
Den 10. november krydser snapshot-legenden Nan Goldin klinger med den androgyne eksperimentalmusiker Genesis P-Orridge på Statens Museum for Kunst. P-Orridge sætter livemusik til Goldins selvbiografiske og trashede lysbilledshow The Ballad of Sexual Dependency. Det kunne sagtens gå hen og blive godt gammeldags psykedelisk og 70’er-syret.

Project Nim
James Marsh er den Oscar-vindende instruktør bag Man on Wire, der generobrede World Trade Center fra terrorens ikonografi med sin historie om manden, som uden sikkerhedsnet gik på line mellem de to tårne. Hovedpersonen i hans nye film er chimpansen Nim, som i 70’erne var centrum for et eksperiment, der skulle vise, hvor menneskelig en abe kan være. Nim blev blandt andet glad for at ryge pot - det lyder tragikomisk, men også skræmmende. Det er Abernes Planet i virkeligheden!

Cave of Forgotten Dreams
Excentriske Werner Herzog er normalt garant for dokumentaroplevelser med absurd patos og vanvittige historier. Instruktøren er egentlig ikke meget for 3D, men for at formidle verdens ældste hulemalerier, som stenaldermenneskene så dem i faklernes lys, har han valgt den nye teknik.

Detektiven
Christoffer Dreyer har blik for samfundets kuriøse afkroge. I sin debutfilm tegnede den autodidakte instruktør et knastørt portræt af en dansk-nordkoreansk venskabsforening. I Detektiven spørger han, hvordan det mon er at være privatdetektiv i Gedser? Han åbner derfor sit eget detektivbureau i den lille by på Danmarks sydligste punkt, og han finder snart ud af, at der er noget lyssky i gærde på Falster.

The Average of the Average
”Den mest interessante dokumentarfilm, og en af de mest foruroligende film overhovedet i år,” skrev New York Times A.O. Scott om Michael Madsens foruroligende science fiction-agtige dokumentar Into Eternity, som Ekko udgav med #53. Nu har han lavet en film om middelmådighed i Middelfart - i 3D. Det er en must see.

Sarah Palin — You Betcha
Engelske Nick Broomfield er en dokumentarisk enmandshær, der har skabt kontroversielle dokumentar som Kurt & Courtney, og han er altid helt fremme i yderste, afslørende frontlinje med boomstang og høretelefoner. Han kan noget med mediefreaks og outrerede personligheder, så Sarah Palin og Broomfield ligner a match made in heaven.

Pina
Werner Herzog er ikke den eneste auteur fra Tyskland, der prøver kræfter med 3D-teknologien. Wim Wenders' dansefilm Pina er også i tre dimensioner, og ifølge Wenders var den nye teknologi perfekt til at indfange de extravagante dansekompositioner, som den afdøde koreograf Pina Bausch står bag. Pina er årets tyske kandidat til en Oscar, og rygtet vil vide, at Wenders brug af den tredje dimension er enestående.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko