Mindeord: Det mest ubestikkelige menneske

I Aarhus havde vi to personer – Christian Braad Thomsen og Jørgen Leth – der på papiret meget lignede hinanden.

De kom begge fra ikke-akademiske miljøer. De blev begge i deres gymnasietid (Katedralskolen og Marselisborg) jazz-skribenter på hver sin avis (Århus Stiftstidende og Demokraten). De blev begge filminstruktører og forfattere og har begge skrevet memoirer om deres liv og lavet film om deres opvækst. De er begge på Kulturministeriets liste over livsvarige ydelser.

Men så holder ligheden også op. For medens Jørgen Leth er Aladdin, er Christian Braad Thomsen Noureddin – og nu er Christian død. Han blev 84 år.

Men Christians memoirer Vreden, gudinde besyng! er bedst. For det er nu engang mest bevægende at læse om ham, der blev forsmået af den tilbedte Irene i gymnasiet og dumpede til studentereksamen, og hvis spillefilm aldrig fik den store anerkendelse.

Modsat ham der havde kvindetække og livet igennem er blevet hyldet for alt, hvad han har foretaget sig (når vi lige ser bort fra kokkens datter).

Knuder i følelseslivet
Har man set Christians hjemstavnsfilm Herfra min verden går,vil man vide, at Christian voksede op i Bjertrup syd for Aarhus i et husmandssted, der lå, hvor der i dag er en motorvej.

Da han i gymnasiet vovede at invitere sine klassekammerater til fest, og de fine borgerpiger spurgte om, hvor toilettet var, blev de henvist til renden, hvor køerne skider (hvis det virkelig er sandt!).

Men det er sandt – for det kan jeg som mellemskoleelev på Katedralskolen bevidne – at han, trods skyhøje karakterer i de humanistiske fag, dumpede til studentereksamen. Han gik spidsrod og mødte slukøret op til translokationen i skolegården. 

Men man behøver ikke studentereksamen for at komme ind på Den danske Filmskole. Christian kom ind som en del af den allerførste årgang i 1966, på trods af at der var flere hundrede ansøgere.

På det tidspunkt havde Christian allerede fået støtte til sin første spillefilm af Filmfonden og havde desuden placeret sig som en af landets mest markante filmskribenter. 

Filmskolen var – angiveligt – totalt splittet i en Truffaut-fløj og en Godard-fløj. Christian havde veneration for begge instruktører, hvilket også prægede hans første spillefilm Kære Irene (1971), der både ville handle om uforløst kærlighed og om politisk undertrykkelse.

Siden lavede Christian fire spillefilm, som jeg husker handlede om knuder i følelseslivet, med rod i barndommen. Eneste muntre undtagelse var Koks i kulissen.

Støtte til idolerne
På trods af at Christian til sin død forsvarede egne værker, blev hans største indsats imidlertid hans altomfattende støtte til idolerne, hvis film han i flere tilfælde importerede.

Først Jean-Luc Godard, og efter ham en lang række markante, egenrådige auteur-instruktører og over dem alle Rainer Werner Fassbinder, som Christian næsten følte sig symbiotisk forbundet med.

Christian beretter selv, at til Fassbinders begravelse efterlyste man én, der kunne fortsætte geniets værk, og han følte da, at alles blikke blev rettet mod ham. Beklemt beklagede han, at det format havde han ikke.

Det er let at gøre sig munter over sådan en ubeskeden beskedenhed, men Christian var det mest ærlige og ubestikkelige menneske, jeg har mødt. Med sin bløde stemme sagde han ligeud, hvad han følte uden tanke for, om det kunne være sårende.

Efter at have set min første spillefilm kom han i tanke om en anmelder, der engang havde sagt: ”I could kill for less!”

Men han skrev også uden smålig misundelse entusiastisk om de danske kolleger, som han følte var ægte i deres kunstneriske søgen. Fra Lars von Trier til hustruen Jytte Rex.

Kamp mod refleksmoralisme
Ud over filmene og bøger om film havde Christian et omfattende forfatterskab, der meget var centreret om Sigmund Freud og hans psykoanalyse, som han var dybt optaget af og vidende om.

 Det er således slående, at hans kulturministerielle livsvarige ydelse beroede på hans forfatterskab. 

Hans ærlighed bragte ham ud i flere debatter, hvor han angreb, hvad jeg vil betegne som ”refleksmoralismen”. For eksempel vovede han at tro på, at der fandtes blodskamsforhold, der var lykkelige, mens de stod på, men som efterfølgende blev traumatiseret af samfundets tabuisering. 

Helt kamikazeagtigt skrev han, at hetzen mod de pædofile ikke adskiller sig principielt fra ”30’ernes nazistiske hetz, der stemplede alle jøder som forbrydere”. 

Jeg tror ikke, at Christian og Jørgen Leth nogensinde talte med hinanden. Men jeg havde skiftende kontakt med dem begge, lidt på baggrund af vores fælles rødder.

Da min sidste film Sorg og glæde om tabet af min datter ondskabsfuldt blev nedgjort i Filmmagasinet Ekko af forfatteren Klaus Rifbjerg – der ellers havde hyldet mit livsværk – gik Christian i brechen for mig i et frontalangreb på Klaus, medens Jørgen Leth holdt sig tilbage, da han stod i gæld til Lampens Ånd.

Æret være Christian Braad Thomsen og hans mod.