Venedig 2022
05. sep. 2022 | 12:41

Det svære opgør med folkemordere

Foto | Amazon Studios
Argentina, 1985 skildrer retsopgøret efter landets syv år lange, blodige militærdiktatur, som et hold af unge, uprøvede kræfter bliver sat til at give et juridisk efterspil.

To film i Venedig hylder folkets retsopgør efter et militærdiktatur, men hverken argentinsk Oscar-håb eller ukrainsk arkivfilm kan sige sig fri for propaganda.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Man når langt med forargelse.

Inden festivalen startede, udpegede branchebladet Variety Argentina, 1985 som et af årets sikre bud på en Oscar-nomineret film i kategorien bedste internationale film.

Det har jeg svært ved at se for mig.

Den autentiske historie handler om retsopgøret i 1985 efter Argentinas syv år lange, blodige militærdiktatur. Filmen skildrer den demokratiske regerings forsøg på at holde lederne af militærjuntaen ansvarlige for tortur, voldtægt, mord og terror.

Det er en vigtig fortælling om et dybt nationalt traume. Hver torsdag på Plaza de Mayo i Buenos Aires går mødre til diktaturets titusinder af desparacitos – forsvundne – stadig i protestmarch iført hvide tørklæder.

Og instruktør Santiago Mitre iscenesætter retsopgøret overbevisende og periodelækkert med penge fra Amazon og sans for tragediens tyngde. Så hvorfor føles filmen så let og ubetydelig?

Man savner en skurk
Statsanklageren Julio Strassera står over for sit livs opgave, da militærdomstolene frikender juntaen.

Af hensyn til folkets retsfølelse overgår sagen til ham, men hvordan kan han indsamle beviser og procedere, når hele statsmaskineriet er åbenlyst medskyldige?

I middelklassen har man stadig sympati for militærmagten, og så godt som alle Strasseras kolleger har støttet juntaen. Strassera og hans familie trues af anonyme opkald og skygges af skumle mænd, men tager let på alvoren.

”Nå, er det ham trusselsmanden igen?” spørger hans hustru, da Strassera bliver forfærdet over det første opkald. ”Han har ringet hele dagen, han må ikke have andet at lave.”

Frem for at bruge udenlandske menneskeretsadvokater, der af befolkningen ville blive afskrevet som kommunister, samler han sig et hold af uprøvede, unge kræfter. Retssagen bliver historien om det nye Argentinas opgør med den gamle garde.

Filmens stærkeste scener udspiller sig i retslokalet, hvor torturofre beretter om militærjuntaens overgreb. Instruktøren sætter trumf på i patosfyldte scener med autentiske tv-optagelser, men på den måde kommer Argentina, 1985 også let til følelserne.

Af en politisk thriller at være, er der ikke meget spænding. Når den gamle præsident Videla og hans kumpaner dårligt nok figurerer i filmen, bliver det i stedet deres forsvarer og det fodslæbende system af juntasympatisører, der bliver filmens skurke.

Det er en glat fortælling, og man savner nogle, der skal ned med nakken.

Nazister for retten
Skurke er der til gengæld nok af i Sergei Loznitsas historiske dokumentarfilm The Kiev Trial.

Filmen viser en retssag fra 1946 mod en snes af okkupationsstyrkens slagne nazister for deres rolle i krigsårenes tortur og massakrer.

Vi starter i et udbombet Kiev fuldt af krigsruiner og murbrokker. Men ellers er man som tilskuer låst inde i det samme retslokale, hvor nazisterne sidder med duvede nakker, mens bænkene er fulde af vidner og ofre.

Det er grusomme ting, de har at sige.

Børn af ”blandet race” blev skudt i deres mødres favn, og psykisk syge blev henrettet og smidt på gaden ”som trækævle”.

Det er chokerende at se, hvor let det er for soldaterne at retfærdiggøre massemord. ”Da målet for operationen var landsbyens tilintetgørelse, gav det sig selv, at børnene også måtte skydes,” siger en nazist.

Men nazisternes ubegribelige afstumpethed er ingen nyhed, og monotonien i skrækhistorierne fik journalisterne til at udvandre under pressevisningen – omtrent to hvert minut.

Den eneste dynamik i filmen er, når kameraet panorerer frem og tilbage mellem tyskerne og oversætterne. Hvert vidnesbyrd og anklagetale er indrammet med en angivelse af, hvem der taler.

Man kunne have set det på et museum.

Går Stalins ærinde
Sergei Loznitsa fandt de glemte optagelser fra retssagen i et arkiv, da han researchede dokumentaren Babyn Yar. Context, der sidste år havde premiere i Cannes.

De ligner næsten en fiktionsfilm.

Så tæt på kan kameramanden da ikke komme under en ægte retssag? Kan det virkelig passe, at erklærede massemordere så dydigt bekender deres skyld – næsten uden at kny, når de ved, at galgen venter?

Det kan det.

For efter nazisterne kom sovjetterne, og de havde stor erfaring med skueprocesser. Optagelserne i The Kiev Trial er overordentlig velproducerede og effektfulde, og ved at præsentere klippene uden introduktion eller diskussion føles det til tider, som om Sergei Loznitsa går Stalins ærinde.

Han har simpelthen færdiggjort den propagandafilm, sovjetterne lod samle støv i arkivet.

Henrettelsen af nazisterne foran tusinder af hujende tilskuere, der skildres i nærbilleder, må have været et tilstrækkeligt punktum for sovjetterne.

Man ville glemme fortiden.

Senere jævnede man Babyn Yar-slugten, hvor op mod 150.000 mennesker blev dræbt af nazisterne, og byggede et tv-tårn. Den 1. marts i år blev tårnet – og mindesmærket ved siden af – ramt af russiske missiler.

Krigen i Ukraine har givet massakren fornyet relevans. I The Kiev Trial kommer man tættere på folkemordet, end man skulle tro muligt. Og alligevel ikke til bunds.

Trailer: Argentina, 1985

Kommentarer

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Venedig-festivalen.

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Festivalen blev grundlagt i 1932 og er verdens ældste.

Løber i år fra 31. august til 10. september.

© Filmmagasinet Ekko