Viborg Animation Festival 2022
30. sep. 2022 | 11:26

Digital wellness og fremtidens museumsoplevelse

Foto | Elena Tritean
På udstillingen Phenomenal Sculpture Garden kan man blandt andet stå ansigt til ansigt med en skulptur af en frygtindgydende engel.

Tempoet er ualmindeligt højt på Viborg Animation Festival, hvor eksperimenterende kunstnere udfordrer grænserne for, hvad kunst og animation kan være.

Af Frederik Hoff

Under Viborg Animation Festival foregår al gang i løb.

Det store animationsmiljø i den lille by fungerer som én stor summende myretue, der aldrig står stille.

”Vi har ændret i fundamentale dele af værkerne helt op til en halv time, før vi åbnede, og flere af kunstnerne finder stadig på ændringer undervejs,” fortæller Kirk Johnson, som er projektleder på udstillingen Immersive Assembly Vol. 2 – Bodies og Geometry på Viborgs gamle rådhus.

Projektet er opstået som et samarbejde mellem Viborg og York i England, som begge er udnævnt til UNESCO City of Media Arts.

”Vi fandt seks kunstnere på tværs af forskellige discipliner. Dansere, animatorer og performance-kunstnere, og så har de sammen lavet to værker om mennesket forhold til kroppen,” siger Kirk Johnson.

”Vi har haft ekstremt lidt tid til det, og siden i mandags har vi boet i lokalerne hele døgnet for at få det færdigt,” fortsætter den forpustede projektleder, inden han igen løber ud ad døren for at ordne noget akut på festivalen.

Spa fra fremtiden
Danseren Lydia Cottrell er er en af de tre kunstnere bag ALT+R. Hun beskriver med et glimt i øjet værket som ”det nyeste inden for digital wellness”. Når man træder ind i rummet, ligner det også en spa fra fremtiden.

Små, grønne puder og duftlys står i cirkel om en iPhone, der er den centrale del af værket.

Den sædvanlige helsedrik, man får serveret i en spa, er skiftet ud med ækel gamer-energidrik med melon- eller blåbærsmag. På to liggestole ligger tablets med en menu over de tolv behandlinger af det digitale selv, som tilbydes.

Der er både ”desktop feng shui”, hvor gæsten rydder op i sine filer, og ”internet facelift”, der lyder som et avanceret Photoshop-kursus.

De fleste punkter på programmet er ren gas, men et par af dem kan faktisk prøves.

Jeg sætter mig på en af puderne til en omgang ”mobile mediation”, hvor en maskeret guru i iPhonen lærer mig at værdsætte min telefon som en del af min krop.

Jeg instrueres i at kæle for skærmen med en meditativ bevægelse, mens rejsen og baggrundsmusikken bliver mere og mere angstprovokerende. Efter tyve minutter er jeg på en gang skræmt, underligt afslappet og smilende efter den effektive SoMe-satire.

”Rigtig meget kunst handler om, hvor forfærdelige sociale medier er. Det er de jo på mange måder også. Men den hjernedøde scrolling kan også have en vildt beroligende effekt. Det både skaber og kurerer stress, og vi ville have begge dele med i værket,” forklarer Lydia Cottrell.

Kunstnerisk intelligens
I det andet værk Mind-Body-Map: Atom møder jeg i et mørkt rum både en levende og animeret udgave af performance-kunstneren Davide Ghiraldini.

Han er en af folkene bag værket.

Den ægte Ghiraldini forsøger via publikumsdeltagelse og trylletricks at udforske menneskekroppen som en del af verden. Imens døjer den vrisne, halvfærdige animation med frustrationen over ikke at have den krop, publikum uundgåeligt kommer til at sætte mere pris på efter seancen.

Immersive Assembly-værkerneer en underdel af den faste udstilling Expanded Animation: Lab, hvor forskellige kunstnere skubber frygtløst til mediets grænser.

Der hænger billeder af spædbørn, som skifter fra hudfarvede til grønternede internetbørn, der allerede har en onlinepersona fra fødslen. Og i et hjørne udfolder en kunstig intelligens sig kunstnerisk ved at generere visuelle fortolkninger af tekstlige beskrivelser.

Ikke mindst er der Timo Wrights fremragende VR-dokumentar Fukushima: The Home That Once Was, som for nylig var udstillet på Nikolaj Kunsthal i København. Heller ikke Wright har kunnet dy sig for at finpudse og udvide værket helt ind til åbningsøjeblikket.

Storslået VR
Man mærker tydeligt animationsteknologiens hastige udvikling på festivalen.

En ældre mand bøvler møjsommeligt med at få sin første virtuel reality-oplevelse til at fungere, mens en teenagepige ved siden af ham slynger brillerne på og justerer dem perfekt, som var det det mest naturlige i verden.

De er begge på vej ind for at se et af de tre store VR-værker, der vises på Værkstedsscenen. Den ligger ved siden af The Animation Workshops kasernebygninger, hvor de endnu mere teknologisk overlegne elever tager et spil fysisk fodbold i pausen mellem fremskridtene.

I modsætning til mange af festivalens andre VR-indslag er værkerne på Værkstedsscenen ikke af den voldsomt eksperimenterende art. Det er derfor et oplagt sted at starte rejsen ind i det nye medie.

Til gengæld er de storartedepå bogstavelig vis.

Alle tre værker opleves på en 250 kvadratmeter stor måtte, hvor der er plads til, at flere – med deres VR-briller – kan gå rundt i de virtuelle universer på samme tid.

Undersea giver muligheden for at se dykkere fra fiskenes perspektiv i det store hav, der føles næsten så stort, som det er.

Torus er et geometrisk kunstværk. Med simple, hvide streger giver det oplevelsen af at befinde sig midt i et magisk virvar af bevægelse.

Fremtidens skulpturer
Phenomenal Sculpture Garden – Esthesis føles som at være midt i et unaturligt skulpturmuseum.

Med evigt skiftende lys og musik i et ellers tomt univers bevæger jeg mig rundt. Jeg kan gå helt tæt på gudesmukke skulpturer af en frygtindgydende engel, en strandet astronaut og en kvinde, der er fastfrosset i sekundet, hvor hun falder over en ledning.

De unikke kvaliteter ved at placere skulpturerne i et fiktivt, specialdesignet miljø virker som fremtiden for skulpturudstillinger. Kunstneren bag værket, Elena Tritean, ser da også uendelige muligheder for genren.

”Jeg drømmer om at lave en gigantisk skulpturhave med 3D-skulpturer af alle muligt kunstnere. Jeg skal bare lige finde en hal, der er stor nok.”

Kommentarer

Viborg Animation Festival

Startede i 2012 med at vise animationsfilm for børn og voksne.

Danmarks største animationsfestival.

Arrangeret af uddannelsen The Animation Workshop.

Finder sted 26. september – 2. oktober

Læs mere.

© Filmmagasinet Ekko