DR får prygl – og retter ind

I denne artikel skal vi besøge Kurt Strand, der har 45-års erfaring som journalist og er nationens fremmeste iagttager af, hvordan journalistikken udvikler sig i DR. Han er i dag en del af et dynamisk kontorfællesskab i indre København, dør og dør med dagbladet Information.

Herfra skal vi bevæge os til Østerbro, hvor Christian Nissen, som har været generaldirektør i DR i 10 år, er i gang med at istandsætte og flytte ind i sit rækkehus. Og turen går også til et mødelokale på hotel Babette Guldsmeden, hvor Kenneth Plummer, tidligere generaldirektør i DR, byder på småkager, som han har medbragt til lejligheden.

Hele denne rejse har et undersøgende journalistisk formål, som jeg skal opridse om et øjeblik, men selve bevægelsen mellem kilderne bekræfter også noget helt overordnet. Kilderne repræsenterer sammen en tid, hvor man var solidarisk med offentligheden – ikke med magten – og tog kampene, selv om det gav skrammer. Det lå i opgaven.

At de to tidligere generaldirektører både slår private døre op, forærer mig bøger, de har skrevet, og byder på kager, viser en imødekommenhed over for pressen, som ikke længere naturligt kendetegner institutioner som DR. De fremstår i dag ofte låst i teknokrati og kommunikativ kontrol.

Derfor er Kurt Strand så vigtig som kronvidnet, der med sine 25 år i DR som en seismograf har noteret sig forandringer på godt og ondt. Og her nærmer vi os min pointe med artiklen.

Efter min opfattelse har DR i dette efterår bevæget sig fra konsekvent at afvise ethvert forsøg på redaktionel indblanding fra kulturordførere og ministre – til faktisk at imødekomme ønsker om at fjerne bestemte medarbejdere og lukke uønskede programmer.

Alt er ikke, som det plejer
Danmark har deltaget i flere internationale og opsigtsvækkende krige, hvor DR – trods en presset økonomi og hård kritik fra de bevilgende politikere – stod fast på sin dækning.

Men når striden i dag handler om uenighed om tal fra en mine på Grønland, falder både programmet og to medarbejdere. Og det samme sker for en 28-årig debattør, som DR efter et samråd på Christiansborg pludselig ikke længere ønsker at forsvare.

Forandringerne er vel og mærke gennemført med en retorik, hvor institutionen samtidig understreger, at alt er som det plejer. Men sådan fremstår det ikke.

Det kan jeg tillade mig at skrive, fordi jeg gennem et rigt og varieret journalistliv har skrevet om DR. Især med fokus på, om journalistikken var i orden, og om ledelsen værnede om uafhængigheden.

Derfor er jeg også lidt rystet over at skrive denne sætning: DR fremstår i 2025 ikke længere som et entydigt kritisk og uafhængigt journalistisk medie, men handler følgagtigt over for kritik fra bevilgende myndigheder. Det kan også udtrykkes således, hvilket jeg har gjort over for de kilder, jeg nævner indledningsvis:

Kritikken fra politisk hold over for DR har været der igen og igen siden 1990’erne, men det er først med kryolit-dokumentaren og afskedigelsen af debattøren Harald Toksværd, at DR bøjer sig for presset. Hvad er dine tanker om det?

Lad mig bare understrege, at mit samlede indtryk er, at oplysningerne i artiklen bekræfter vinklen i et omfang, jeg måske ikke havde forestillet mig. Det er tankevækkende og betyder, at DR fremstår i et andet lys fra i dag.

DR-generaldirektøren svarer på kritikken i artiklen her, hvor man også kan læse en kommentar fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Genopliver værdikamp
Vi begynder hos Kurt Strand. Op ad trapperne i den charmerende baggårdsbygning i Sankt Annæ Passage, hvor jeg engang selv kom løbende med disketter med artikler, der skulle afleveres i sekretariatet hos Information.

Kurt Strand var ansat på DR fra 1985 til 2010, og fra 2016 til 2021 var han vært for det mediekritiske P1-program Mennesker og medier.

Kurt Strand har i flere år overvejet at skrive en kritisk bog om politiske forsøg på utidig indblanding i DR’s udsendelser, men har besluttet ikke at gøre det.

”Jeg vil komme til at fremstå bagudskuende …” som han formulerer frygten for at fremstå som en gammel ronkedor.

Kurt Strand er manden bag en række bøger om journalistik, ikke mindst interviewteknik. Det er et fag, han praktiserede og raffinerede på formater som Profilen og senere Deadline på DR, hvor han kunne have en million seere.

Han var ansat på DR fra 1985 til 2010. Og fra 2016 til 2021 var han tillige vært og ekstern producent på P1’s ugentlige Mennesker og medier – altid med et mediekritisk blik, der blev vakt allerede som praktikant på Aktuelt i 1977, hvor han blandt meget andet dækkede Radiorådets møder i DR.

I dag præsenterer han sig som journalist, mediekritikker – og kommentator. Han skriver fast for Kristeligt Dagblad.

– Hvornår er udtalelser fra en politiker udtryk for et pres og en indblanding? Og hvornår er det bare en politiker, der mener noget?

”Det er et umuligt spørgsmål. Politikere skal som alle andre have lov at mene noget om DR, så længe det er offentligt. Mange af mine kolleger i DR vil sige, at de skal holde deres kæft, men jeg mener, at politikere selvfølgelig skal sige, hvad de mener – for eksempel i et samråd. Men der er et forbehold. Hvis de er involveret i mediepolitik, skal de være varsomme, for så kan det blive et pres eller ligne et pres.”

– Ser du en udvikling i presset fra politikere mod DR?

”Der har altid været politisk blæst om DR, men spredningen af kritikken af DR er blevet meget mere effektiv takket være de såkaldt sociale medier.”

”Politikerne når langt ud i hjørner af befolkningen, som de ikke nåede før, når de skruer op for retorikken. Det virker jo, og det har Dansk Folkeparti og Liberal Alliance opdaget. De ser muligheden for igen at bruge DR i en værdikamp mod de venstreorienterede. Derfor er sagerne om kryolit og Harald Toksværd gefundenes Fressen.”

Fra fem stjerner til bandlyst
DR sendte dokumentaren Grønlands hvide guld søndag den 9. februar 2025 på DR og DRTV. Filmen handler om kryolitminen i Ivittuut i Sydgrønland, og tilrettelæggernes budskab er, at Danmark gennem minedriften kunne have tjent, hvad der svarer til 400 milliarder kroner i nutidsværdi.​

Dokumentaren blev yderst positivt modtaget af både anmeldere og dele af offentligheden. Filmmagasinet Ekko gav den fem stjerner og kaldte den ”en geopolitisk harpun i synet på danske politikere”.​ Politiken kvitterede med fire hjerter og fremhævede dens ”øjenåbnende” perspektiv på Danmarks økonomiske udbytte af Grønland.​

I Grønland blev filmen et samtaleemne i valgkampen op til parlamentsvalget 2025. Landsstyreformand Múte Bourup Egede udtalte, at filmen rejste et legitimt spørgsmål om Danmarks gæld til Grønland.​

DR-dokumentaren Grønlands hvide guld blev afpubliceret, fordi den fremlagde en misvisende påstand om dansk indtjening på grønlandsk kryolit, og blandt andre Kulturministeren kritiserede udsendelsen i hårde vendinger.

Det var altså en politisk yderst ubehagelig og uvelkommen sag for Danmarks regering og position i rigsfællesskabet. Og inden for få dage – omkring 11. til 13. februar – begyndte økonomer som professor Torben M. Andersen og Kjeld Møller Pedersen at påpege alvorlige fejl i dokumentarens fremstilling.

Kritikken lød, at de 400 milliarder kroner ikke udtrykte Danmarks gevinst, men en samlet omsætning over 130 år, og at dette ikke fremgik tydeligt nok.

Herefter fulgte en massiv debat. Medier som Berlingske, B.T., Jyllands-Posten og Information kaldte udsendelsen ”groft vildledende” og ”fakta-fattig”, mens politikere – særligt fra Dansk Folkeparti og Venstre – krævede konsekvenser og en undskyldning fra DR.

Den 19. februar 2025 – ti dage efter premieren – besluttede DR at afpublicere dokumentaren og samtidig fyre nyhedsafdelingens chefredaktør Thomas Falbe. Det skete under generaldirektør Maria Rørbye Rønn, som det ikke været muligt at få en kommentar fra.

Senere, da Bjarne Corydon afløste Maria Rørbye Rønn som generaldirektør, blev Sandy French fyret som Nyhedsdirektør i DR. Det sidste skete efter et samråd i DR, hvor den politiske retorik var massiv.

Tæt på redaktørsædet
Den 13. marts 2025 er der umiddelbart faldet ro på efter kryolit-dokumentaren. Men Liberal Alliance er ikke tilfreds endnu. Katrine Daugaard, partiets kulturordfører, angriber DR under et samråd med kulturministeren.

Hun mener, at der er tale om ”ringe dømmekraft i ledelsen”, og at det er ”ekstremt pinligt for DR”. Derpå fremhæver hun, at eksemplet langt fra er enestående.

”DR har lavet en lang række dokumentarer, der er groft manipulerende,” smælder hun og trækker økonomien ind i argumentationen. ”Det er helt uacceptabelt hos et medie, der er finansieret af fire milliarder kroner.”

Hun fremhæver et direkte bånd mellem den fremførte kritik og DR’s reaktion. Hun påpeger, at DR kun reagerede efter hårdt pres og udpeger fyringen af Thomas Falbe som en direkte politisk handling.

”Indtil man til sidst, stærkt presset af ministeren og flere kulturordførere, måtte ofre en leder,” som hun formulerer det.

Chefredaktør for DR Nyheder, Thomas Falbe, blev fyret i forbindelse med afpubliceringen af Grønlands hvide guld.  

På mødet forlanger hun og andre politikere, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt sanktionerer DR hårdere og yderligere. Da kulturministeren får ordet, sætter han sig meget tæt på redaktørsædet med sine formuleringer.

”Dokumentaren om Danmarks hvide guld burde aldrig været sendt,” siger han ligeud. Selv om han rituelt understreger, at det ikke tillægger ham at fyre medarbejdere i DR, siger han også:

”Jeg har noteret, at den nye bestyrelsesformand selvfølgelig har engageret sig i denne sag.” Og videre opfordrer han: ”Det er vigtigt, at politikere kræver af bestyrelsen, at der sker en forandring.”

Han forklarer ikke, hvordan han kan kræve forandring og bestyrelsens indblanding og samtidig overholde armslængdeprincippet. Tværtimod understreger kulturministeren umiddelbart efter, at han forventer flere konsekvenser.

”Jeg er ikke betrygget af de tiltag, DR har taget,” siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt. ”Jeg forventer, at det får flere konsekvenser, hvilke kan jeg ikke pege på endnu.”

I marts varsler ministeren altså, at DR vil gribe til yderligere sanktioner i sagen.

Den 30. september bliver Sandy French fyret som nyhedsdirektør i DR. Generaldirektør Bjarne Corydon forklarer, at afskedigelsen var en samlet vurdering og fandt sted som led i ”de første organisatoriske ændringer, der skal understøtte DR’s kommende strategi”.

Han understregede, at behovet for en ny direktion gjorde, at ”Sandy French og jeg ikke skulle videre sammen”. Han bruger begrebet ”voksensamtale”.

Symbolsk offergave
Christian Nissen viser rundt i sit hjem, og jeg mærker en lille overraskelse over, at den generaldirektør, der nok har fremstået mest boglig og intellektuel, er ved at få indrettet et værksted.

Til gengæld er jeg ikke overrasket over, at Christian Nissen har forberedt sig med fotokopier, som han udleverer ved interviewstart. Eller over, at han undervejs i interviewet flere gange henter bøger, han selv har skrevet om DR, og giver mig dem.

Da vi senere løber citaterne til interviewet igennem, noterer han også på hvilke sider, jeg kan læse videre.

– Du mener, det var forkert, da DR besluttede at afpublicere dokumentaren om kryolit. Det er kendt viden, at du ikke normalt udtaler dig om ting i DR, der ligger uden for din embedsperiode. Hvorfor gør du en forskel her?

”Fordi det at afpublicere et tv-program svarer til at brænde en bog. Det gør man ikke i et oplyst samfund,” lyder det kort.

Christian Nissen mener, at der skulle have værnet om udgivelsen, selv om der er fejl i den.

”Jeg synes, DR i stedet skulle have lavet en disclaimer om, at der var fejl i dokumentaren. De kunne have lavet debatprogrammer rundt om det i stedet for at tage det af. Jeg ser afpubliceringen som en symbolsk offergave til kritikkerne.”

80-årige Christian Nissen var generaldirektør i DR fra 1994 til 2004 og har skrevet flere bøger om DR, der efter hans mening altid har oplevet politisk pres – men aldrig så utilsløret som i dag.

Christian Nissen gruer for den uafhængige og kritiske journalistiks fremtid, hvis afpublicering bliver en standard.

”Hvis det med afpublicering er et princip, der rodfæstes i DR, hvis man finder en fejl, er der mange programmer, der skal fjernes. Vi brænder jo heller ikke bøger, der er forkerte.”

– Hvornår er udtalelser fra en politiker udtryk for et pres og en indblanding? Og hvornår er det bare en politiker, der mener noget?

”Der er en meget vigtig sondring. Hvis det alene er kritik – for eksempel at et givent program ikke er godt – er det altid ok, synes jeg. Men hvis du kobler det sammen med en handling – for eksempel, at der er indkaldt til et samråd med kulturministeren – er det over grænsen. Så er det ikke kritik, men en politisk handling og dermed overskridelse af armslængdeprincippet.”

– Kan en kulturminister mene noget kritisk om DR’s journalistik og konkrete navngivne ansatte, som ikke er et forsøg på at styre organisationen? Eller bør ministeren ikke udtale sig om konkret journalistik eller ansættelser overhovedet, hvis vedkommende vil overholde armslængdeprincippet?

”Du kan sagtens forestille dig, at kritikken fra kulturministeren er berettiget, men harmløs. Hun/han har lov at mene noget – det afhænger igen af sammenhængen. Kritik fra en kulturminister kan svinge mellem en tjenstlig befaling eller en løs kommentar. Det handler om, hvorvidt der er politisk handling bag ordene. Hvis ministerens kritik fremkommer i et samråd, der drejer sig om et program eller en medarbejder fra DR, så er det efter min mening et brud med armslængdeprincippet.”

Christian Nissen genkender billedet af, at det først er i nyere tid, at DR bøjer sig for det politiske pres udefra.

”Ja, det er noget nyt. Der er sket noget,” siger han og tilføjer:
”Folketingsmedlemmerne føler, at de sidder lige uden for redaktionslokalet i DR og kan råbe ind. Sådan opfører de sig.”

Jeg har forinden interviewet sendt links til samrådene til Christian Nissen og citeret fra dem. Her kan man blandt andet høre politikere sige: ”Enten får man rettet op på den ubalance, der hersker i Danmarks Radio, eller også stopper pengestrømmen!”

Christian Nissen lægger ikke skjul på, at presset altid har været der.

”Der var masser af indblanding i min egen og i min forgængers tid, men ikke så åbent, som det er i dag. Og ikke med den forventning om, at når du siger noget åbent, så retter DR sig efter det. Det er en ny norm.”

En måde at få magt på
Kurt Strand fremhæver, at Bjarne Corydon som nytiltrådt generaldirektør kan have brugt Grønlands hvide guld og det etablerede politiske pres til lidt behændigt at komme af med en leder, der stod i vejen for ham.

”For Bjarne Corydon har hele miseren muligvis været en kærkommen lejlighed til at skille sig af med Sandy,” forklarer Kurt Strand.

”Han ved formentlig godt, at han skal af med Sandy, hvis han skal kunne styre DR Nyheder. Det er en måde for ham at få magt på, at der kommer en ny topchef for nyhederne i DR.”

Kort efter Bjarne Corydons tiltrædelse som generaldirektør blev DR’s nyhedsdirektør Sandy French afskediget som led i ”de første organisatoriske ændringer, der skal understøtte DR’s kommende strategi”.

Balladen i samrådet, hvor kulturministeren lovede kritiske kulturordførere flere alvorlige konsekvenser for DR, kan altså være blevet brugt af den nyudnævnte generaldirektør til at sætte sig solidt i sædet og samtidig få ro på bagsmækken. En slags kynisk ofring, der både beroliger kritikkerne og giver ham selv arbejdsrum.

”DR Nyheder har altid fungeret på den måde, at afdelingen vokser sig til at blive en enorm stærk stat i staten, og det er enormt svært for en generaldirektør at håndtere,” forklarer Kurt Strand.

”Nyhederne i DR bliver urørlige, det var de også under Lisbeth Knudsen. Og det har Bjarne Corydon givetvis talt med mange om, inden han satte sig i stolen.”

– Hvad så med kommentaren fra Liberal Alliance på samrådet om, at DR ofrede Thomas Falbe stærkt presset af kulturministeren og flere kulturordførere?

”Det er ikke så mærkeligt, at politikerne fra Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti mener, at det er kritikken – også fra kulturministeren – der betyder, at DR ender med at fyre Thomas Falbe,” siger Kurt Strand, der dog også har en anden forklaring.

”I samme periode er jo en meget heftig debat internt i DR. Der sidder jo en håndfuld DR-journalister, som skal lave nyheder om dokumentaren, da den skal publiceres. Og de journalister siger jo til Falbe, at det ikke går. Hele påstanden om, at DR har tjent 400 milliarder kroner på kryolit i Grønland, bliver imødegået og kan ikke bruges til nyheder. Men som jeg hører det: Thomas Falbe reagerer ikke på den kritik.”

– Er det et rygte eller håndfast viden?

”Jeg ved positivt, at der har siddet DR-journalister, som har sagt op i systemet, fordi det her holder ikke. Og derfor tror jeg, at fyringen af Thomas Falbe snarere er udløst efter internt pres og kritik, men at politikerne forsøger at tage noget af æren.”

Ekko har kontaktet Thomas Falbe, men han har ingen kommentarer til beskrivelsen.

– Før fyringen af Sandy French siger kulturministeren, at der vil ske mere i sagen, men han kan ikke sige hvad, og han retter en kraftig appel til DR’s bestyrelse. Han tilkendegiver: Jeg forventer, at det får flere konsekvenser, hvilke kan jeg ikke pege på endnu!

”Det er jo sådan, at når DR laver store forandringer, er kulturministeren altid orienteret på forhånd. Og der har da sikkert været et spil i kulissen, som ministeren er orienteret om, hvor Sandy French skal fyres,” siger Kurt Strand.

Selv om Kurt Strand er kritisk over for kryolit-dokumentaren, er han uforstående over for afpublicering som strategi.

”Jeg synes ikke, DR skulle have afpubliceret dokumentaren. DR skulle have disclaimet den og fortalt seerne, hvad problemet med udsendelsen er. Den var jo allerede ude af sækken. Hvorfor er det kun de særligt indviede, der skal kunne se den senere. Og den har i øvrigt siden været vist i biografen Grand og i Nuuk. Det er da mærkeligt,” siger Kurt Strand.

Da DR stod fast
Sagen om, hvor mange penge Danmark tjente på kryolitminen i Grønland, er vand i forhold til det pres, der kom på Danmarks Radio, efter et flertal i Folketinget i 2003 besluttede at sende Danmark i krig i Irak uden mandat fra FN.

”Der opstår en voldsom debat, fordi Danmark i krigsgrundlaget ikke har et mandat fra FN, men snarere fremstår presset af USA,” forklarer Kurt Strand, der understreger, at det var meget vanskeligt at få lov at udfordre landets statsminister om beslutningen rent journalistisk.

”Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil jo ikke diskutere FN-mandatet med et eneste medie. DR inviterer ham igen og igen til debat om krigsgrundlaget, men det bliver ikke til noget, fordi Fogh ikke vil.”

Til sidst er det umuligt for statsministeren at krybe udenom. Opmærksomheden bliver fastholdt på det manglende FN-mandat, og sagen står i vejen for regeringen.

”Det ender med, at jeg får et interview med Fogh om de civile ofre i krigen. Missilerne ramte jo civilbefolkningen i Irak. Der var stor irritation i Statsministeriet over, at det overhovedet skulle laves, men de kunne se, at Fogh skulle stille op et sted, og Profilen var det store sted med en million seere tirsdag aften. Så der stillede han op, og så var det ligesom gjort,” siger Kurt Strand.

Det interessante og opsigtsvækkende er, at Danmarks Radio ikke bøjede sig overhovedet.

”Mit indtryk er, at DR trods kritikken – også den, der ikke var offentligt fremsat – fastholdt den rigtige og kritiske dækning helt upåvirket. Ledelsen, også direktionen, havde stamina nok til at fastholde. I forhold til den overordnede kritik af DR, kan jeg ikke se, at den fik konsekvenser for dækningen overhovedet.”

Livsforsikring for journalist
Det er Christian Nissen, der er generaldirektør i perioden. Han mærkede, hvordan presset fra regeringen kom snigende meget tydeligt mod redaktionen via bestyrelsen i DR.

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) sendte en direkte e-mail til DR’s bestyrelsesformand, hvor han markerede, at den manglende ”balancerede dækning” kunne få konsekvenser for fremtidig regulering og tilsyn med DR.

Brian Mikkelsen udtalte til Berlingske i august 2003: ”Når man er finansieret af tre milliarder offentlige kroner, så skal man lytte til, hvad samfundet siger. Så skal man passe på, at man ikke så febrilsk vogter over sin autonomi.”​

Christian Nissen opsummerer.

”Det var en meget markant kritik fra Brian Mikkelsen. Og det hører jo med, at i forbindelse med det aktuelle medieforlig, blev der direkte lavet et forbehold om, at hvis DR fraveg bestemte forudsætninger, så ville pengene til DR blive beskåret.”

”Så det var ikke bare en løs tilkendegivelse Brian Mikkelsen kom med. Vi tog det meget alvorligt og var bekymrede for, om vi ville blive beskåret.”

Dengang beskrev Christian Nissen ledelsens oplevelse som ”en periode, hvor bestyrelsesformanden Lisbeth Knudsen og jeg var under konstant bombardement”. Og han oplevede Brian Mikkelsens udtalelser som udtryk for en ”ambition om en tættere styring af DR”.

Reelt er der dermed tale om en politisk indblanding, der er betydeligt hårdere end den, DR blev udsat for i Kryolit-sagen. Den amerikanske præsident forsøgte ganske vist at intimidere Grønland, og dokumentaren kunne støtte den proces op mod et valg. Men spørgsmålet om, hvordan danske soldater er sendt i krig på et legitimt grundlag, er noget mere konkret og umiddelbart udfordrende for regeringen og dens støttepartier.

Men DR fraveg ikke Irak-dækningen. Direktionen vidste, at dækningen var sober og balanceret.

”Der blev på Syddansk universitet lavet en undersøgelse af krigsdækningen, som viste, at DR ikke var helt afbalanceret, men noget til den positive side i forhold til dansk deltagelse i krigen,” siger Christian Nissen.

Kritikken fremstod altså direkte forkert i forhold til de objektive data. Dertil kom, at alle ord i det redaktionelle arbejde var vejet på en guldvægt, og Christian Nissen havde sågar overblik over, hvordan andre nationers public service-medier dækkede samme krig.

”Danmarks Radio var ikke specielt kritisk over for deltagelsen i Irak-krigen. Jeg ved, at nyhedsafdelingen arbejdede meget på at bruge det rigtige sprog og de rette formuleringer.”

”Og jeg kunne konstatere, at nationer, der ikke var med i krigen, havde nationale kanaler, der var langt mere kritiske, end DR var. Fransk, tysk og svensk tv var kritiske – de var ikke med i krigen. DR og BBC var mindre kritiske – de var med. Vi anerkendte i højere grad krigsgrundlaget, så jeg anerkendte ikke kritikken.”

I det brev, der blev sendt til bestyrelsens formand fra kulturministeren, blev DR’s korrespondent i Mellemøsten, Ole Sippel, fremhævet som et særskilt problem. Men det fik aldrig negative konsekvenser for Ole Sippel. Tværtimod.

”Det behøver jo ikke at være en ulempe, at man som journalist bliver kritiseret. I det brev, daværende kulturminister Brian Mikkelsen skriver til formanden for DR’s bestyrelse, hvor han klager over DR’s beskrivelse af dansk deltagelse i Irak-krigen, bliver TV Avisens journalist Ole Sippel nævnt ved navns nævnelse. Det var alle enige om, var en livsforsikring for Sippel,” siger Christian Nissen.

Provokerende debattør
Ole Sippel-sagen trækker et interessant perspektiv til i dag, hvor debattøren Harald Toksværd blev ofret efter kritik.

Harald Toksværd blev ansat på DR Talentholdet sommeren 2025. Hans ansættelse vakte stor debat, fordi han tidligere havde gjort sig bemærket med kontroversielle udtalelser – herunder et smagløst opslag i forbindelse med økonom Mads Lundby Hansens død samt grænsesøgende udtalelser om ungdomshuset og Ritt Bjerregaards død.​

Kritikken kom især fra Liberal Alliances kulturordfører Katrine Daugaard, der kaldte ansættelsen ”fuldstændigt absurd”, og fra Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn, som kaldte kulturministeren i samråd.

DR’s chef for P3 og Talentholdet, Jonas Delfs, forsvarede ansættelsen. DR mente ikke, at Toksværds fortid som provokerende debattør skulle diskvalificere ham. Og desuden havde Toksværd fortrudt sine udtalelser.

Den kontroversielle, 28-årige debattør Harald Toksværd blev ansat på DR Talentholdet i sommeren 2025, men fyret i oktober kort efter utilfredse udmeldinger fra Kulturministeren og andre politikere.

Men så kommer samrådet i Kulturudvalget 11. september, hvor Mikkel Bjørn har hidkaldt kulturministeren. På samrådet hersker der en kritisk og meget personlig tone over for Harald Toksværd, der ikke er til stede og ikke kan forsvare sig.

”Han er antitesen til demokratisk dialog,” lyder det blandt andet fra Mikkel Bjørn, som følger op med spørgsmålet: ”Hvad agter ministeren at gøre for, at Danmarks Radio ikke bliver en rugekasse for ekstremisme og had?”

Kulturministeren Jakob Engel-Schmidt erklærer sig 100 procent enig i kritikken og siger derpå om den unge debattør:
”Hvis jeg var leder af DR’s talenthold, havde jeg aldrig ansat Harald Toksværd.” Han tilføjer, at ”de fleste, der har set denne ansættelse, må synes, den er kuk”.

Mikkel Bjørn bliver dog ikke beroliget af ministerens imødekommenhed. Tværtimod får den ham kun til at skrue yderligere op for kritikken og komme med trusler af økonomisk karakter.

”Vi er decideret rasende. Så rasende, at vi er på kanten til at trække os fra medieforliget. Ikke på grund af en enkelt, vanvittig beslutning, men på baggrund af efterhånden utallige skandaler og vanvittige beslutninger fra Danmarks Radio, der viser, at man slet ikke har forståelsen for, hvad for et ansvar man bærer som nationalt public service-medie.”

Mikkel Bjørn nævner også, at Harald Toksværd ligefrem ”har opfordret til at brænde Dansk Folkepartis valgplakater”. Dansk Folkeparti forlanger, at ministeren griber ind.

”Jeg forstår ikke, at kulturministeren ikke tager det her meget, meget mere alvorligt,” siger Mikkel Bjørn og fortsætter: ”Ministeren er landets kulturminister, den overordnet ansvarlige for Danmarks Radio.”

Kulturministeren svarer igen imødekommende på kritikken. Det sker ved at udpege dem, der ifølge ham bør skride til effektiv handling: ”Det er op til bestyrelsen i DR at reagere på det her!”

Ni ud af elleve medlemmer af DR’s bestyrelse er udpeget af politikere. Formanden, der tjener over 400.000 kroner om året på posten, er udpeget af kulturministeren.

”Det undrer mig, at DR’s bestyrelse ikke har gjort noget ved sagen,” siger Jakob Engel-Schmidt i samrådet og tilføjer: ”Jeg kommunikerede også meget tydeligt over for Corydon på Kulturmødet på Mors. Jeg sagde meget klart, at jeg ikke forstod ansættelsen!”

Sindelagskontrol
Kurt Strand har noteret sig retorikken fra kulturministeren.

”Det er jo tankevækkende, at kulturministeren er nødt til at understrege, at han hylder armslængdeprincippet. Grunden er jo, at han godt ved, at han er i gang med at bryde armslængprincippet for fuld kraft, ved at have de der meget bastante meninger om Toksværd.”

”Dér synes jeg, han skulle have sagt, at han er uforstående over for ansættelsen, men det er ikke noget, han skal blande sig i.”

Harald Toksværd blev fyret fra DR’s Talenthold den 5. oktober 2025. DR oplyste, at Toksværds tidligere udtalelser og markante tone betød, at DR ikke kunne sammensætte et meningsfuldt talentforløb inden for DR’s regler for uafhængighed og saglighed.

DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, kalder det et fejlskøn at have ansat Toksværd overhovedet. På P1 forklarer han den 10. oktober, at Harald Toksværd er blevet fyret, fordi mængden af markante udtalelser og mængden af holdningstilkendegivelser har ”afstedkommet en revurdering af, om vi kan isolere hans inhabilitet og stadigvæk sende ham nok rundt i systemet til, at vi synes, at vi har et uddannelsesforløb med kvalitet.”

Derpå spørger P1-journalisten: ”Hvad er det, der er kommet frem?”

Henrik Bo Nielsen svarer, at der på et ”herostratisk berømt samråd i Folketingets kulturudvalg” er blevet nævnt eksempler ”som vi har tilstræbt at efterprøve”. Men efterprøvelsen er ikke lykkedes.
”Det har været noget vanskeligt, fordi der har været mange, mange tusind, og de er efterfølgende slettet,” forklarer direktøren.

Harald Toksværd betegner selv fyringen som politisk. Han mener, at den skyldes pres fra især borgerlige stemmer i offentligheden.​ Han forklarer på P1:

”Det er vigtigt at sætte fokus på, at man på denne måde kan hænge enkeltpersoner i en ansættelse ud i Folketinget og køre et massivt politisk pres fra en kæmpe bred af meget magtfulde mennesker på en fuldstændigt magtesløs enkeltperson – for at få dem fyret fra deres arbejde,” siger han og konkluderer:

”Dét synes jeg ikke er demokratisk. Det er ikke bare et brud på armslængdeprincippet, men også på ytringsfriheden. Det er sindelagskontrol.”

Meget farlig sti
Kurt Strand finder fyringen af Harald Toksværd problematisk.

”Den mellemleder, der i sin tid ansatte ham, må have vidst, at sagen ville give ballade. Men de ansatte ham jo alligevel. Det er en meget farlig sti, hvis folk efter ansættelse skal vejes på noget, de tidligere har sagt. Så kan alle jo komme galt af sted,” siger Kurt Strand.

Han har også noteret sig, at kulturministeren reelt giver opskriften på, hvordan DR bør reagere.

”Det er jo tydeligt, at kulturministeren – før Henrik Bo Nielsen fortæller om afskedigelsen – er ude og sige alt muligt, der ikke overholder armslængdeprincippet. Og DR har ikke villet kæmpe en kamp for Toksværd i offentligheden. Det er han ikke værd så at sige – for DR,” vurderer Kurt Strand.

Han vurderer, at DR reagerer på den blæst, der opstår omkring Harald Toksværd – en blæst, der ikke vil lægge sig.

”Harald Toksværd sidder ikke i en stærk position som etableret journalist. Han er nyansat på et talenthold. Det koster ikke DR noget at skille sig af med ham. Da det begynder at køre op, siger man på DR: ’Nu lukker vi den der!’”

Ud fra de erfaringer, Kurt Strand selv har med Harald Toksværd, er der intet, som umiddelbart peger på, at han ikke kunne bruges i jobbet på talentholdet.

”Jeg har mødt Harald Toksværd i en kursussammenhæng og talt med ham. Min oplevelse er ikke, når du sidder over for ham, at han er ekstrem i sine synspunkter. Derfor er det også svært samlet ikke at læse afskedigelsen ind i en politisk kontekst.”

En kynisk fyring
Efter afpubliceringen af kryolit-dokumentaren og de to fyringer i DR er der ganske enkelt opstået en ny situation, som oppositionen griber.

”Det er en enormt nem sag for Mikkel Bjørn at køre med for Dansk Folkeparti i samrådet, og det gør han jo også. ’Det er de røde lejesvende igen!’ skal han bare sige og være forarget. Derfor er det ikke overraskende, hvis DR på den baggrund har besluttet at samarbejdet måtte ophøre,” siger Kurt Strand.

– Jeg er enig i din analyse, men det er jo også en brutal adfærd. De har ikke fundet noget nyt på ham, og de fyrer ham med en begrundelse om, at den samlede mængde er for voldsom. Men den samlede mængde er så slettet, og DR har den ikke!

”Ja, det ser ikke pænt ud. Og hvis du sammenligner med andre, der har fået kritik, er reaktionen jo anderledes. Da Ole Sippel var live igennem for DR i Irak-krigen, hvor der ikke var mandat fra FN til at gå i krig, var Dansk Folkeparti også meget hårde i kritikken.”

”De var så hårde, at Kristian Thulesen Dahl på et tidspunkt undskyldte over for Ole Sippel og forklarede, at han ikke skulle tage det personligt. Hvilket jo var meget svært ikke at gøre, for Dansk Folkeparti var netop meget personlige. Men der replicerede Ole Sippel, at han gerne ville takke for den ’livsforsikring’, partiet havde givet ham. Dét var Oles logik. Offentlig kritik af en DR-medarbejder var den bedste beskyttelse.”

”Men den klasse er Harald Toksværd ikke i. Det er kynisk, men sådan er det.”

Aftaler en strategi
Den måske mest massive kritik, DR har stået i uden at føje sig, udspillede sig i perioden, hvor Kenneth Plummer var generaldirektør.

Den handler om Christoffer Guldbrandsens dokumentar Den hemmelige krig, der udspiller sig i 2002 og undersøger danske specialstyrkers rolle i Afghanistan. Påstanden i dokumentaren er, at danske soldater tilbageholdt afghanere. De blev herefter udleveret til USA på trods af viden om, at Genèvekonventionerne ikke nødvendigvis blev overholdt. Fangerne blev måske tortureret.

Dokumentaren blev sendt i 2006, mens DR stod i store økonomiske vanskeligheder på grund af overskridelser på byggebudgettet på DR-byen. En situation, hvor DR godt kunne bruge stærke politiske venner og alliancer.

Kenneth Plummer og jeg støder sammen ved fodgængerfeltet inden interviewstart. Han ligner sig selv: smilende, glad, imødekommende og lidt drenget. I tasken har han en pakke medbragte småkager, som han under interviewet deler ud af, fordi der ikke rigtigt sælges noget spiseligt i hotellets foyer.

Fra 2005 til 2010 hed DR’s generaldirektør Kenneth Plummer, og han husker tydeligt forløbet omkring Christoffer Guldbrandsens kontroversielle dokumentar Den hemmelige krig. Den fik statsminister Anders Fogh Rasmussen til at udtale sig skarpt mod DR.

Vi griner af, at jeg i sin tid havde hans telefonnummer på min mobiltelefon og kunne ringe direkte til ham under nedskæringerne i 2007. De gjorde jeg faktisk – og fik svar.

Kenneth Plummer husker tydeligt forløbet med Den hemmelige krig. Filmen, der er tilrettelagt af Christoffer Guldbrandsen, rejser det alvorlige spørgsmål, om den danske regering – ledet af Anders Fogh Rasmussen – holdt Folketinget og offentligheden uvidende om, at krigsfanger måske blev tortureret i amerikansk varetægt.

”Daværende mediedirektør Lars Grarup orienterede mig om, at dokumentaren var på vej, da det var klart, at det her projekt ville sætte gang i noget,” forklarer Kenneth Plummer.

Allerede den sætning viser, at DR dengang, for næsten tyve år siden, var betydeligt bedre forberedt på at forsvare sin journalistik, end DR fremstod under kryolit-forløbet.

”Jeg hører således som generaldirektør om projektet, længe inden det publiceres, fordi det jo er kontroversielt,” forklarer Kenneth Plummer og tilføjer, at der på den baggrund blev lagt en minutiøs handlingsplan.

”Vi beslutter derfor i direktionen, at vi skal have et meget klart beredskab for lanceringen. Hvem siger hvad, hvornår og i hvilke anledninger? Vi ved, at dokumentaren afdækker, at danske styrker – i god tro, det tror jeg – har udleveret krigsfanger til de amerikanske styrker, og at de i afhøringerne hos amerikanerne er blevet udsat for tortur. Det er jo voldsomt.”

”Vi aftaler i ledelsen, at den person, der i første omgang skal tage den, er Lars Grarup – mediedirektøren. Det er ikke fair, at folk længere nede i organisationen skal stå på mål for en så markant historie.”

Forsvarsministeriet angriber
Kenneth Plummer erkender, at DR begik fejl i kampens hede.

”DR erkendte nogle mindre fejl i forbindelse med lanceringen af Den hemmelige krig, idet der var en række medier, der fik lov at se filmen, før den blev publiceret. Det betød, at de medier havde en viden, som de kritiserede kilder ikke havde før publiceringen af dokumentaren. Det var en fejl, men en mindre fejl. En fodfejl.”

Dokumentaren vakte voldsom debat og udløste stærk kritik og benægtelse fra regeringen. Forsvarsminister Søren Gade kaldte filmen ensidig og politisk motiveret.

Forsvarsministeriet udarbejdede en redegørelse og iværksatte undersøgelser af filmens påstande og kildemateriale. Ministeriet kontaktede både det danske forsvar og amerikanske Pentagon. Desuden medvirkede Forsvarsministeriet aktivt i offentlig debat og forsøgte at styre narrativet via pressemeddelelser og kontakt til medier for at tilbagevise dokumentarens vinkler. Der blev rejst kritik af DR’s arbejdsmetoder.

”Der sker så det, at Forsvarsministeriet får lavet noget, de selv kalder en undersøgelse, som skal afvise programmets præmis. Jeg mener omvendt, at Christoffer Guldbrandsen og vores folk har lavet deres journalistiske hjemmearbejde rigtigt godt. Jeg er i dag endnu mere overbevist om, at Den demmelige krig holder 100 procent vand,” siger Kenneth Plummer.

Anders Fogh Rasmussen udtalte sig skarpt mod DR og krævede undersøgelser af filmen, som han mente var utroværdig. Han sagde blandt andet: ”Danmarks Radio fordrejer virkeligheden!”

Det fik DR til at skifte talsmand.

”Da dokumentaren førte til en række principielle diskussioner foranlediget af statsministeren, blev jeg som generaldirektør nødt til at komme på banen,” forklarer Kenneth Plummer.

Værktøjerne fra Statsministeriet blev mere og mere voldsomme.

”Statsministeren mente blandt andet, at DR skulle lave en intern undersøgelse af forløbet, men det var jeg uenig i.”

Tal DR op!
Men også dengang var bestyrelsen primært politisk udpeget, og dele af bestyrelsen begyndte at følge statsministerens kritik.

”På det tidspunkt var der også kræfter i bestyrelsen, der begyndte at presse på for at få en undersøgelse. Medlemmer udpeget af Dansk Folkeparti. Men da det klart fremgik af radioloven, at det var DR’s daglige ledelse, der havde ansvaret for programmerne, afviste jeg det,” forklarer Kenneth Plummer, der dog stadigvæk måtte se presset fra politisk hold stige.

”Jeg vidste ikke, hvordan det ville ende, så jeg sagde til formanden for bestyrelsen, Mogens Munk, at hvis bestyrelsen kom med et sådan krav, ville jeg lægge mit nøglekort og sige op. Dertil svarede Mogens, at hvis det krav kom fra et flertal, så ville han også stoppe.”

”Det var dengang et problem, at politikere brugte DR til at score nemme politiske point – og det er fortsat et problem i dag.”

Kenneth Plummer mener, at politikerne behandler DR helt forkert i dag.

”Hvis vi kigger på dengang, jeg var i spidsen for DR for femten år siden, havde vi et budget på fire milliarder kroner om året. DR har i dag et budget på under fire milliarder kroner. DR er således blevet rundbarberet ret kraftigt, når man tager højde for inflationen i forhold til dengang, jeg var der, samtidig med at de udenlandske mediegiganter er blevet stærkere og stærkere.”

”Faren ved den massive og ensidige kritik af nogle få programmer og enkeltpersoner i DR er, når visse politikerne vil reducere budgetterne for at tækkes en folkestemning, politikerne selv nærer.”

”Politikerne bruger deres irritation over enkeltprogrammer og medarbejdere til at gå efter hele DR. Det synes jeg er helt forkert, da det lovsikrede armslængdeprincip klart og tydeligt placerer programansvaret og personaleansvaret hos generaldirektøren.”

Han mener, at politikerne går et forkert og farligt ærinde i angrebet på DR, som jo generelt bliver vurderet tårnhøjt af danskerne.

”Der er meget stærke kræfter, der gerne vil reducere DR’s budgetter og støtten til alle de andre danske medier endnu mere i en verden, hvor amerikanske techgiganter dominerer. Det vil gå ud over vores nationale sammenhængskraft, sprog, viden, dannelse og særpræg.”

”Med den tiltagende dominans fra de kæmpestore, udenlandske algoritme-styrede mediegiganter, som driver mediebrugerne ind i ’ekkokamre’, er der mere end nogensinde brug for en overordnede dansk, holistisk mediestrategi for den samlede fremtidige investering i samtlige statsejede og statsstøttede medier.”

Faktisk lyder Kenneth Plummers opfordring, at politikerne burde passe på DR og de andre statsejede og statsstøttede medier i stedet for at bruge dem som platform for selvpromovering.

”Medietrykket fra udlandet har aldrig været større mod DR og de andre danske medier, og i den tid burde politikerne ikke tale DR ned, men op.”