Drømmeren Coppola og pragmatikeren Herzog

Det var en proper fejring af filmlegender, da instruktøren Francis Ford Coppola sidste onsdag overrakte en æres-Guldløve til kollegaen Werner Herzog i Venedig-festivalens Sala Grande.

De to er gamle venner, lod Coppola salen forstå, da han overrakte festivalens forgyldte fabeldyr til Herzog. Coppola modtog selv én af slagsen i 1992.

”Jeg har altid forsøgt at være en god soldat i filmkunstens tjeneste, og dette føles som en medalje for min indsats. Men jeg er ikke gået på pension endnu,” sagde Werner Herzog og opremsede en række af sine igangværende projekter.

Nemlig en fiktionsfilmen Bucking Fastard med Rooney og Kate Mara, en animeret film baseret på hans roman Tusmørkets verden og en rolle i Bong Joon-hos kommende animationsfilm The Valley.

Coppola og Herzog tilhører en generation af filmrebeller, der gjorde op med en konservativ branche og førte filmkunsten i nye retninger. Førstnævnte forenede kunst og mainstream i mesterværker som Godfather, Aflytningen og Dommedag nu. Den anden gav tysk film nyt liv sammen med artsfæller som Wim Wenders, Volker Schöndorff og Rainer Werner Fassbinder.

Men de to er også meget forskellige, og det kan man her på Venedig-festivalen forvisse sig om. 

Episk hybrisværk
Uden for konkurrence vises Megadoc, der handler om tilblivelsen af Francis Ford Coppolas selvfinansierede, 120 millioner kroner dyre fantastprojekt Megalopolis.

Dokumentaren er instrueret af Mike Figgis, en erfaren herre ud i både fiktion og fakta, der instruerede Nicolas Cage til en Oscar i 1996 med Leaving Las Vegas. I Megadoc er han en flue på væggen under optagelser så kaotiske, at man selv bliver forpustet.

Megalopolis er en fabulerende fremtidsvision om New York som det gamle Romerrige. Her udspiller en magtkamp sig mellem en visionær arkitekt og byspidsernes indspiste kerne af politikere og pengemænd, der kæmper for at bevare det bestående.

Filmen blev en herostratisk fiasko, men alligevel er Mike Figgis’ dokumentar fuld af filmhåndværkere, der taler begejstret om Coppolas metode.

Den legendariske producer Fred Roos, som døde to dage efter premieren på Megalopolis i Cannes, mindes sin reaktion på projektet: ”Jeg havde ingen anelse om, hvad fuck han talte om.”

Skuespilleren Dustin Hoffman, der optræder i filmen for en kort bemærkning, giver udtryk for det samme: ”Da jeg blev tilbudt rollen, vidste jeg ikke rigtigt, hvad filmen gik ud på. Nu hvor jeg har indspillet den, er jeg ikke blevet meget klogere.”

Megalopolis kan måske bedst beskrives som et hybrisværk af episke dimensioner – kulminationen på en 30 år lang besættelse, som Francis Ford Coppola endelig har fået uddrevet. Som han selv udtrykker det: ”Hvem går op i, om man dør fattig, hvis man har skabt noget, man synes, er smukt?”

Ukuelige drømmere
Ligesom den legendariske Hearts of Darkness – om optagelserne til Dommedag nu – giver Megadoc et fascinerende indblik i Francis Ford Coppolas kreative proces.

Dokumentaren indeholder hele scener optaget for et kvart århundrede siden med Robert De Niro, Uma Thurman, Billy Crudup og en purung Ryan Gosling.

Den giver også glimt af scener, der vakte postyr i pressen under indspilningerne. Som da Coppola midt under optagelserne fyrede sit VFX-hold, eller den løsslupne sexscene, hvor han åbenbart trissede omkring og krammede og kyssede de letpåklædte, kvindelige statister.

Vi ser også en anden scene, hvor Aubrey Plaza i rollen som skandalejournalisten Wow Platinum improviserer en armlægningskonkurrence med den MeToo-giftige Dustin Hoffman, hvor han rækker ud og mærker hendes biceps.

Mike Figgis giver et levende indblik i tilblivelsen af en vild filmproces, hvor selv en så aparte skuespiller som Shia LaBeouf fremstår som fornuftens stemme, når han spørger til en scenes mening.

Men man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Werner Herzog ville have beskrevet sin gamle vens vanvidsprojekt. Han samler på ukuelige drømmere, som andre samler på sommerfugle. Herzog-film er fulde af mænd på jagt efter den ekstatiske sandhed, der hører poesien til.

Jagten på det sublime
I Ghost Elephants finder Herzog et nyt eksemplar til samlingen: den sydafrikanske zoolog Dr. Steve Boyes. Han har viet sig liv til at lede efter verdens største elefant. Spøgelseselefanten, kalder han den, er måske en helt ny og uopdaget underart.

Kun ét eksemplar er kendt og beskrevet, efter at den blev dræbt af en trofæjæger i 1959 og udstillet på Smithsonian-museet i Washington, D.C. Dens artsfæller findes kun ét sted på jorden, nemlig i Angolas højland.

Det meste af filmen følger Boyes’ ekspedition gennem ufremkommeligt terræn for at finde og fotografere disse mystikomgærdede giganter, bistået af San-folkets jægere.

Han er i en alder af 82 selv med på ekspeditionen, per bumlende firhjulstrækker gennem hullede vej og på motorcykel gennem det græsdækkede slettelandskab.

Werner Herzog mener, at man skal sætte alt ind på et finde det ene billede eller den ene scene, som hæver sig over alt andet. Som den dårende smukke undervandssekvens i Ghost Elephants, hvor elefanter bader i en flod med dansende lysindfald på den klippeagtig hud.

”Det er dét billede, publikum vil huske for evigt. Jeg leder efter noget dybere, noget transcendent i mine historier. Bliv ikke alt for skuffet, hvis ikke du finder det. Men det er jagten på det sublime, der giver film en vis kaliber,” fortæller Werner Herzog på festivalen.

Erobringen af Mexico
På det punkt er Herzog og Coppola to alen af et stykke, men deres temperamenter er vidt forskellige.

Hvor Coppola søger sin ekstatiske sandhed for rullende kameraer med filmholdet bag sig, bestræber Herzog på at optage så lidt som muligt.

”Hvis jeg hører om en filmskaber, der har optaget 650 timers materiale, tænker jeg, at de ikke aner, hvad de laver,” siger Werner Herzog. 

Deres eneste filmprojekt sammen er sigende for deres divergerende metoder. De to blev i 80’erne vældigt begejstrede over et episk periodedrama, som Werner Herzog havde skrevet om erobringen af Mexico set fra Mayaernes perspektiv.

Et kæmpeprojekt med pyramider, templer, tusindvis af statister og ingen hvide helte. Men det kunne naturligvis ikke finansieres.

Havde det været Francis Ford Coppolas egen film, ville han måske have pantsat sin vingård for at lave den. Werner Herzog fandt på noget andet at give sig til.

”Jeg har det fint med, at der er ganske få af mine projekter, jeg ikke har kunnet realisere. I stedet for at vente tyve år på at skubbe projektet fremad og tigge for at få penge, skabte jeg 28 andre film, skrev syv bøger, satte fem operaer op og spillede med i fem andre film,” siger Werner Herzog.