MIndeord
27. dec. 2023 | 23:14

Du var aristokrat og punker i samme åndedræt

Foto: HEIN

På de gamle slaveforter i Ghana foldede Michael Haslund-Christensen sig ud som en umiskendelig krydsning af verdensmand og gavflab under optagelserne af Daniel Denciks Guldkysten.

Michael Haslund-Christensen beviste, at det umulige kun er en middelmådig fortolkning af det muliges kunst, skriver instruktør Daniel Dencik om sin nære producerven, der gik bort den 22. december.

Af Daniel Dencik

I mødet med Michaels eventyrlige gåpåmod blev jeg ofte blufærdig over mit eget småborgerlige mådehold. Han var min ven, min producer og mit omdrejningspunkt i nogle tumultariske år.

Vi delte ikke kun firma, vi delte også drømme, ambitioner, filmiske triumfer, tilbageslag og en evig, uudslukkelig rejselyst.

Med Michael ved min side blev verden en dagligstue, som vi slentrede igennem sammen.

Vi mødte så mange mennesker, vi crashede så mange fester, han var så fræk som en slagterhund, og jeg var så glad for at være hans ven.

Af en diplomat at være var han forbløffende dårlig til at huske sit eget pas på vores optagelsesrejser, som han kaldte dem. Han må være det eneste menneske i verden, der kunne prøve på at flyve fra København til Osaka på sin mors pas og slippe afsted med det.

Han beviste, at det umulige kun var en midlertidig og middelmådig fortolkning af det muliges kunst.

Kunsten at holde masken
Det var en velsignelse at stå ved hans side de utallige gange, hvor vi foran et måbende publikum prøvede på at forklare, hvorfor og hvordan vi havde lavet den film, de lige havde set.

Der skete altid noget meget mærkeligt.

Jo mere han talte, jo mere forvirrede blev folk, og jo mere ville de have ham til at tale. Hans charme var dyb og uforlignelig.

Jeg håber ikke, jeg vil glemme alle de gange, hvor han fik et filminstitut eller en tvivlende investor til at hive den store pengepung frem. Han var fremragende til at holde masken og spille spillet.

Men i elevatoren ned fra Filminstituttets mødelokaler flækkede han tit i et stort grin, der sikkert minder om det smørrede grin, som to heldige bankrøvere sender hinanden.

Os to mod hele verden
Der er så meget, jeg ikke længere kan dele med nogen.

De film, vi lavede sammen, var vores unger, og ingen vil elske dem, som vi elskede dem. Med ham havde jeg tit følelsen af, at det var os to mod hele verden, og i lange perioder var det en dybt ulige kamp, som alligevel gik vores vej.

Jeg husker ham ved roret af en tremastet skonnert i de fjerneste fjorde af det nordøstlige Grønland. Jeg husker ham på et hotelværelse i Mexico City, hvor vi to var så lykkelige og så frihedsberusede, at vi blev ved med at skåle med hinanden en hel nat.

På de gamle slaveforter i Ghana husker jeg ham svede tran, blomstre op og folde sig ud som en umiskendelig krydsning af en verdensmand og en gavflab.

I Tokyo ser jeg ham betræde de bonede gulve med en underfundig akkuratesse og en smidighed, som hører hjemme i et andet århundrede. En iskold nat langt ude i Missouris mudrede pløjemarker husker jeg, at jeg elskede ham.

Rap i replikken, let til tårer
Da vi skulle finde musikken til vores film Ekspeditionen til verdens ende, foreslog jeg, at vi gik metalvejen. Vi havde tit spillet Slayer på dækket, mens vi sejlede rundt mellem jordens største isbjerge. Men jeg havde hørt, at Slayer krævede uhyrlige summer for deres musik.

Så jeg gik i gang med at bruge Mozarts rekviem, og vi genindspillede det gamle værk med et kor i Brønshøj Kirke. Men Michael mente, at metal-idéen stadig havde en gang på jorden. Og der gik ikke lang tid, før han havde selveste Metallica på krogen.

Vi fik deres første numre til spotpris, og nu består soundtracket af det helt sene Mozart og det helt tidlige Metallica.

Sådan ser jeg også min nære ven, vores allesammens Michael. Du var en tidløs ener med hjertet på rette sted. Aristokrat og punker i samme åndedræt. Det kan godt være, at du var rap i replikken, men du havde også let til tårer. Følelserne uden på tøjet og et elendigt bundet slips.

Jeg vil savne dig mere, end du vil tilgive mig for.

Trailer: Ekspeditionen til verdens ende

Kommentarer

Daniel Dencik

Født 1972 i Sverige.

Filminstruktør og forfatter.

Arbejdede tæt sammen med producenten Michael Haslund-Christensen i adskillige år. 

Michaels far var hofmarskal og farfaren opdagelsesrejsende, og i den ånd udviklede makkerparret filmprojekter, der førte dem rundt i hele verden.

De lavede dokumentaren Ekspeditionen til verdens ende (2013) og spillefilmene Guldkysten (2015) og Miss Osaka (2021).

Michael Haslund-Christensen døde af et hjertestop den 22. december, 58 år gammel.

© Filmmagasinet Ekko