Shortlist Awards 2015
08. okt. 2015 | 13:42

Ekko Shortlist Awards med Rimmer & Vinnie Who

Foto | Rasmus Koch Studio
Prisfesten finder denne gang sted i Bremen Teater i København, hvor tolv priser vil blive uddelt. Hovedprisen indbringer vinderen 25.000 kroner.

Komikeren Lasse Rimmer er vært, og Vinnie Who sparker efterfesten i gang, når Ekko Shortlist Awards 28. november for andet år i træk kårer landets største filmtalenter.

Af Claus Christensen

Hvem er kongen af kortfilm? Hvad hedder Danmarks mest lovende skuespiltalent? Hvilken krøllet hjerne har skabt det stærkeste manuskript?

Ekko Shortlist Awards kårer for andet år i træk landets største talenter inden for kortfilm. Sidste års prissluger, Thomas Daneskov (Ud, spring over, ind), har siden lavet spillefilmen Eliten og for alvor fået fart i karrieren.

Prisfesten finder sted i Bremen Teater i København lørdag den 28. november kl. 20.00 (dørene åbnes kl. 19.00). Lasse Rimmer er aftenens vært, og Vinnie Who sparker gang i efterfesten efterfulgt af dj’s hele natten.

Køb billetter her.

Fra talentspirer til Oscar Isaac
Lasse Rimmer vil med kyndig og komisk hånd styre slaget om tolv priser i kategorier som bedste fiktion, dokumentar og animation samt bedste skuespiller, manusforfatter, fotograf, klipper, lyddesigner og komponist.

Kandidaterne kommer især fra filmskolerne, men mange har også lavet filmen på et etableret filmselskab eller på helt egen hånd. Filmene byder på talentspirer sammen med kendte navne som Søren Malling, Danica Curcic og sågar Oscar Isaac.

Hovedprisen Shortlist Prisen bliver overrakt af en stor jury bestående af førende filmfolk og kritikere. Med prisen følger en præmie på 25.000 kroner, der er sponsoreret af Blockbuster.

En af de største streaming-tjenester
Femten kortfilm bliver nomineret til Shortlist Prisen. Alle filmene er nytilkomne på online-hitlisten Ekko Shortlist, hvor de er dem, der har klaret sig bedst.

Juryen nominerer i de andre kategorier hver fem film, som ligeledes hentes fra Ekko Shortlist. Nomineringerne vil senere blive offentliggjort. I ugerne op til prisfesten kan du se de nominerede film på Ekko Shortlist, stemme på dine favoritter og dermed være med til at bestemme vinderne.

Ekko Shortlist gik i luften april 2013 og har siden vokset sig til en af landets største streaming-tjenester, som er frit tilgængelig.

Der er pt. 384 kortfilm i alle genrer, og tjenesten vokser uge for uge. Rangeringen bestemmes af, hvor meget hver enkelt film bliver set af brugerne, og hvor mange stjerner den får.

Ekko Shortlist Awards 2015

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

Dato: 28. november 2015

Tid: 20.00
(dørene åbner 19.00)

Sted: Bremen Teater i København

Billetter til arrangementet koster 110 kr. + gebyr og kan købes via Billetlugen.

Sponsoreret af Blockbuster og støttet af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.

Ekko Shortlist

En ugentlig online-hitliste for kortfilm, hvor filmene rangeres efter antallet af visninger og stjerner.

Hver uge udvælger Ekko-redaktionen nye film, såkaldte boblere, som får chancen for at komme ind på top 10.

Den maksimale tid, en film kan ligge på top 10, er tretten uger. Herefter fortsætter filmen på All Time Shortlist, som rangerer filmene løbende efter visninger og antal stjerner.

© Filmmagasinet Ekko