Emilie Mengs familie raser over Netflix-dokumentar
Kiri Kamilla Olsen var med til at lave bogen Korsør 04.07 om tiden før og efter, at Korsørmanden blev fanget, hvor hun fortæller, at hun aldrig mistænkte, at der var noget helt galt med deres ven.
16. april 2023 blev Philip Patrick Westh anholdt på sin bopæl øst for Korsør. Det skete som led i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politis efterforskning af en trettenårig piges forsvinden 27 timer før.
Kort efter anholdelsen blev pigen fundet i et værelse i huset. Hun lå på maven under en seng og var bundet.
Ni dage senere udvidede politiet sigtelserne mod Philip Westh, der også er kendt som Korsørmanden. De kom nu til at omfatte frihedsberøvelse, voldtægt og drab af syttenårige Emilie Meng i 2016, forsøg på frihedsberøvelse og voldtægt af en elev fra Sorø Gymnastikefterskole 8. november 2022 samt besiddelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn.
Nu har streamingmastodonten Netflix-produceret dokumentarserien En ven, en morder, der får premiere 5. marts. Over tre afsnit skildrer serien, hvordan Philip Wesths forbrydelser ramte lokalmiljøet, og hvad der skete, da han blev anholdt otte år efter det første drab.
Dokumentaren vender samtidig blikket mod tre af Philip Wesths venner og deres reaktioner på, hvem han virkelig var.
To af dem – Nichlas og hans kæreste Kiri – har tidligere lavet bogen Korsør 04.07 på Gyldendal sammen med journalist Ida Marie Lomholt Wisman. Her beskriver de tiden før og efter, at Korsørmanden blev fanget, og de kommer ind på, hvordan de aldrig mistænkte, at der var noget helt galt med deres ven.
For alvorlig til popcorn
Hos familien til afdøde Emilie Meng vækker dokumentaren nu vrede og forargelse. Det skriver TV 2 Øst, der har talt med Mai-Brit Storm Thygesen.
Hun er bistandsadvokat for Emilie Mengs mor og mener, at dokumentaren aldrig burde være blevet produceret.
”Det er upassende at lave underholdning om drabet på hendes datter,” siger Mai-Brit Storm Thygesen, der har kæmpet for at forhindre, at dokumentaren blev lavet.
Hun oplyser til TV 2 Øst, at hun og Emilie Mengs mor er blevet orienteret om dokumentarens udgivelse. Netflix har også tilbudt dem at se dokumentaren, inden den bliver tilgængelig på den globale streamingplatform.
Det tilbud har moren dog afslået. Og efter flere samtaler med Netflix står Mai-Brit Storm Thygesen fortsat uden forklaring på, hvorfor dokumentaren får lov til at se dagens lys, når de berørte og ofrene tydeligt har udtrykt modstand.
”Det er så alvorlig en sag og situation. Det skal ikke være noget, man sidder med popcorn og sodavand og ser på Netflix,” siger hun.
”Den skal ses!”
Dokumentaren har samtidig mødt markant kritik på sociale medier. I kommentarer på et Facebook-opslag fra Netflix Danmark, hvor dokumentaren bliver annonceret, har flere udtrykt utilfredshed.
”Fandme grimt at blive ved med at koge mere suppe på andres ulykke. Lad dog snart sagen ligge, så familien kan få noget fred,” skriver en bruger.
”Hvor er det usmageligt, at ’vennerne’, ud over deres bog, nu også synes, at de skal lave en deal med Netflix og tjene penge på andres ulykke. I skulle skamme jer!” skriver en anden bruger.
En tredje konstaterer: ”Sygt, at et drab på en ung pige kan blive til andres underholdning.”
Men kritikken står ikke alene. Opslaget har indtil videre fået over én million visninger, og flere brugere ser frem til udgivelse.
”Den skal da ses 100 procent,” lyder det fra én, og en anden supplerer: ”Er ved at læse deres bog, så tænker det bliver spændende at se, om de fortæller mere i programmet.”
Sagen har i det hele taget været genstand for massiv kritik, ikke mindst af myndighedernes håndtering. I oktober 2019 anmeldte Ekko DR-dokumentaren Emilie Meng – en efterforskning går galt, som retter skarp kritik af politiets arbejde i de første afgørende døgn, efter Emilie Meng forsvandt i 2016.
Efterforskningen var præget af alvorlige fejl og manglede rettidig handling. For eksempel ville politiet ikke tage imod morens anmeldelse, da hun ringede og fortalte, at datteren ikke var kommet hjem.
Har oplevet en livskrise
Bo Norström Weile fra GODT Media, der er produktionsselskabet bag En ven, en morder og har lavet HBO-dokumentaren Kampen om Pusher Street, har svaret på kritikken.
”Dokumentaren skildrer, hvordan en række alvorlige forbrydelser over en årrække påvirker et lokalsamfund og ikke mindst det chok og den livskrise, en gruppe tætte venner bliver ramt af, da det går op for dem, at gerningsmanden er deres nærmeste ven,” skriver Bo Norström Weile til TV 2 Øst og tilføjer:
”Fokus er ikke på forbrydelserne isoleret set, og vi har anonymiseret ofrene af hensyn til dem og deres pårørende.”
Men den forklaring ændrer ikke på kritikken fra Mai-Brit Storm Thygesen.
”Der findes jo saglige dokumentarer om den fejlagtige efterforskning i sagen, som er klart oplysende, og som kan have samfundsmæssig interesse,” siger hun til TV 2 Øst.
”Men det er min opfattelse, at formatet på den her måde er for at underholde. Og så får det en helt anden karakter. Det synes Emilie Mengs mor ikke er rimeligt. Og det gør jeg heller ikke.”
Det er ikke første gang, at en Netflix-dokumentar om kredsen omkring en morder skaber røre.
Streaminggiganten måtte klippe Emma Sullivans Into the Deep om, da en af de medvirkende stod frem i Ekko og fortalte, at hun ufrivilligt optrådte i filmen om ubådsmorderen Peter Madsen, og at forløbet havde været traumatiserende for hende.


Kommentarer