Interview
18. feb. 2020 | 16:14

Hvorfor skal mit traume underholde på Netflix?

Foto | uoplyst
Peter Madsen er i 2008 på havet for at afprøve sin ubåd Nautilus, der et lille årti senere bliver gerningssted for hans drab på den svenske journalist Kim Wall, hvis død har traumatiseret en række mennesker.

”De blev ved med at køre på mig. Jeg fik angst, besvimede og blev indlagt,” fortæller Anja Olsen, der føler sig manipuleret af instruktør og medvirker i Peter Madsen-dokumentar mod sin vilje.

Af Claus Christensen

”De fortjener så meget kærlighed og støtte og forståelse. Det er kun to et halvt år siden ...”

Sådan siger instruktør Emma Sullivan i Weekendavisen om de medvirkende i sin opsigtsvækkende Peter Madsen-dokumentar Into the Deep, som produceres af det danske selskab Plus Pictures.

Filmen får premiere på Netflix senere på året og skildrer mennesker, der færdedes i miljøet omkring morderen Peter Madsen. Flere af dem er dybt traumatiserede, men Sullivan lader dem fortælle deres historie, for – siger hun – at vi bedre kan forstå den svære situation, de står i.

Anja Olsen har dog ikke mærket meget til den kærlighed, Emma Sullivan med egne ord har hjertet fuld af. I hvert fald ikke, efter hun i maj 2019 i en sms meddelte instruktøren, at hun ikke ønskede at deltage i filmen – en beslutning, hun gentager i en messenger-besked i juli.

”Emma og selskabet blev ved med at køre på mig. Jeg fik angst, besvimede to gange og blev indlagt med et meget lavt blodtryk,” fortæller Anja Olsen, der måtte søge hjælp hos sin ven, journalisten Mads Schack Damgaard.

”Anja havde tabt sig så meget, at hun lignede en kz-fange, og hun havde to blå, opsvulmede øjne på grund af fald, når hun besvimede,” fortæller Mads Schack Damgaard og fortsætter:

”Hun græd og græd. Jeg forsøgte at berolige hende og sagde, at hvis hun ikke ville være med i filmen, skulle hun bare gøre det klart.”

”Men dér tog jeg fejl. Som medvirkende i en dokumentarfilm på Netflix er du fuldstændigt uden beskyttelse, og det har rystet mig i min grundvold. Og at Anja nu så kort tid efter forbrydelsen skal være underholdning på Netflix, dét giver mig kvalme.”

Griber efter halmstrå
Det har været en meget svær beslutning for Anja Olsen og hendes ven at gå til Filmmagasinet Ekko.

Og de er udmærket klar over, at dette skridt i sig selv er et paradoks. I et sidste forsøg på at komme ud af dokumentaren er Anja nødt til at gøre det, hun har allermindst lyst til: At stå frem og blive forbundet med Peter Madsen igen.

”Vi har talt om at tage skridtet i en måned. Det afgørende har været for os, at instruktøren og filmselskabet ikke skal slippe af sted med først at misbruge Anja i deres film og bagefter lukrere på hendes sårbarhed, fordi de ved, at hun vil have svært ved at stå offentligt frem,” siger Mads Schack Damgaard og tilføjer:

”Jeg tror, at det er mere ødelæggende at blive gjort tavs. Det her er ubehageligt, men det er vores sidste mulighed for at få gjort opmærksom på, at filmen, der vil blive tilgængelig for millioner af mennesker, gør alvorligt skade på et uskyldigt menneske. Medierne er et halmstrå, men vi er villige til at gribe ud efter det.”

Anja Olsen sidder sammen med sin ven på Ekkos kontor på Christianshavn. Hendes psykiater har sagt, at hun godt kan klare at medvirke i en artikel, men han har frarådet, at hun stiller op til radio- og tv-interview.

Hun er 41 år, men virker meget yngre. Hun er klejn og fremtræder skrøbelig. Hun fortæller detaljerigt, men også meget springende. Midt i en sætning begynder hun at græde, og øjeblikket efter opfyldes hun af harme og indignation.

”I december sendte producenten Mette Heide mig en mail. På det tidspunkt havde jeg i lang tid undgået at se mit ansigt sammen med Peter Madsen og ubåden. Det var lykkedes mig at få Google til at fjerne links til nyheder, om hvad jeg sagde i retssagen, og hvad Peter Madsen udtalte om mig under sit forsvar,” siger hun med gråd i stemmen.

”Da jeg så åbner mailen, står Peter på et af billederne oven på ubåden med et værktøj og kigger ned på mig. Jeg begynder at ryste over hele kroppen og går rundt om mig selv. Jeg kan heller ikke arbejde dagen efter.”

Tryghed i ubåden
Anja Olsen har haft et svært liv. Hendes søster omkom, da hun fødte sit barn. Moren døde fire år senere. I femten år har Anja været i terapi.

Hun er efter filmoptagelsen blevet diagnosticeret med autisme, og som om det ikke er rigeligt, udløser psykisk stress en fysisk reaktion. Når hun udsættes for stress, falder blodtrykket, og hun er flere gange besvimet og kommet til skade. Lægerne har tilbudt Anja at indoperere en pacemaker.

De tragiske hændelser i hendes liv fortsætter, da Anja pludselig står midt i en af Danmarks mest spektakulære mordsager. Det kunne hun umuligt have forestillet sig, da hun i første omgang stifter bekendtskab med Peter Madsen på grund af sin interesse for ubåde via et studiejob på Statens Forsvarshistoriske Museum.

”Ved du godt, at der sejler en tosse rundt i kanalen i sin egen hjemmebyggede ubåd?” spørger en kollega på museet Anja og pirrer hendes nysgerrighed.

”Peter Madsen blev lidt af en enigma for mig. Han var ikke en person, men et mysterium,” fortæller Anja, som bliver medlem af Facebook-gruppen for ubåden UC3 Nautilus. En del år senere indleder Peter Madsen og Anja en chat på Facebook, og de beslutter sig for at mødes.

”Da jeg lærer Peter at kende, har han ingenting. Han sidder og kigger op i luften ude ved hangaren og tænker på fremtiden. Han skal starte forfra, efter han og makkeren Kristian von Bengtson er gået fra hinanden.”

Anja avancerer hurtigt til Madsens såkaldte propagandaminister. Hun var med til at skabe logoet til Raket-Madsens Rumlaboratorium og står for det visuelle brand.

”Han sagde, at det hjalp at give folk det samme tøj på og så tildele dem en titel. Jeg blev propagandaminister og fik en blå hat.”

Anja havde været meget deprimeret, men tilknytningen til Madsens projekt hjælper hende.

”I den første tid med Peter oplevede jeg et frirum. Han syntes ikke, at jeg snakkede for meget. Jeg var ikke forkert. Jeg måtte alt. Og jeg kunne tage billeder, som jeg elsker,” fortæller Anja, der har fotograferet, siden hun var lille og også har arbejdet professionelt som fotograf.

”Efter et indbrud i min lejlighed fik jeg en nøgle til ubåden, der stod oppe på land. Her fandt jeg en tryghed. Jeg havde en skrivemaskine og kunne drømme mig lidt væk. Jeg er halvt færing, der er sømænd i min familie, og havet betyder meget for mig. Det var også eventyrligt: Der boede en raketbygger inde i hangaren.”

Overgrebet
I perioder lånte Peter Madsen hendes lejlighed. Og det var også på det tidspunkt, at hun mødte den australske instruktør Emma Sullivan, der skulle lave et filmportræt af Madsen til brug for Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017.

”Hun var sjov, havde mange ticks og var lidt for meget. Men jeg er jo også selv lidt underlig,” fortæller Anja Olsen.

Efter et års tid bliver det hele dog lidt for mærkeligt. Peter Madsens jargon bliver mere og mere voldsfikseret. Han vil også have sex med Anja og forsøger at få hende til at tage ud at sejle med ham på ubåden. Begge dele afviser hun. Men på en tur til Biltema Glostrup er det ved at gå galt.

”Da vi kørte hjem i varevognen, sagde han, at vi skulle køre ind til siden og have sex på bagsædet. Det var mig, der kørte bilen, så jeg satte farten op. Jeg tror, vi kørte 110 kilometer i timen. Da vi kom tilbage til værkstedet, prøvede han at røre mig mellem benene.”

Anja er i praktik hos Peter Madsen igennem Incita, et privat firma, der blandt andet støtter sygemeldte og udsatte medarbejdere.

”Jeg ringede og sagde, at jeg ville afbryde min praktik med øjeblikkelig virkning. De svarede, at jeg blev nødt til at gøre det færdigt. ’Det kan jeg ikke, for han er sindssyg. Det går galt, hvis jeg bliver her.’”

Det ender med, at Anja kan færdiggøre praktikken ved at arbejde hjemme. Hun fortæller sin psykolog om Peter Madsens opførsel, og psykologens råd kan have reddet hendes liv.

”Han sagde, at jeg skulle lægge distance til ham. Selv om han aldrig havde mødt Peter, så vidste han, at jeg var et nemt bytte. En af mine venner har drillet mig med, at jeg altid kunne søge arbejde som psykopatlokkedue.”

Skjult nationalhelt
Den 11. august synker ubåden, og den unge, svenske journalist Kim Wall er forsvundet. I politiets efterforskning bliver Anja Olsen afgørende.

”Min autisthjerne er god til det med koder, så jeg kunne hjælpe politiet med at komme ind i hans computer og telefon. Politiet har kaldt mig en skjult nationalhelt.”

I computerne finder politiet billeder og sexvideoer, hvor kvinder bliver mishandlet, voldtaget og dræbt – såkaldt snuff-film. Ifølge politiets anklager Jakob Buch-Jepsen kredser videoerne meget om halsoverskæringer.

Under retssagen bliver Anja et kronvidne, der med sit vidneudsagn er med til at få Peter Madsen dømt for mordet på Kim Wall. Hun er oven i købet tvunget til at afgive sin forklaring for åbne døre, da hun i modsætning til andre, kvindelige vidner ikke havde haft sex med Madsen.

”På Kim Walls 31 års fødselsdag sad jeg tre meter væk fra Peter Madsen. Det var meget hårdt at fortælle om hans overgreb mod mig, men jeg har en stor retfærdighedssans og blev benhård på grund af det, der skete med Kim.”

Under retssagen går det op for Anja, at Peter Madsen sandsynligvis havde udtænkt sig hende som sit offer. Tre dage før ubåden sank, ringede han igen og spurgte, om de to ikke skulle ud og sejle med ubåden.

”Jeg vil hellere spise søm,” svarede hun.

Skamfuld følelse
Da ubåden forsvinder, er Emma Sullivan stadig i gang med at lave sin film, der har arbejdstitlen Rocket Man. Anja medvirker i filmen. Men portrætfilmen af den karismatiske iværksætter må opgives.

Som sagen udvikler sig, går det op for Sullivan, at hun uden at vide det har lavet sensationelle optagelser af en morder og folkene omkring ham.

Hun overtaler Anja til at lade sig interviewe i april 2019 til en ny film, der skal handle om de mennesker, der var en del af laboratoriet og har været hårdt ramt af tragedien.

Anja kan i dag godt se, at det var en dårlig beslutning at gå med til at blive interviewet, ligesom hun fortryder, at hun på et tidspunkt har forsøgt at sælge sit eget billedmateriale til instruktøren.

I forhold til det at blive interviewet siger Anja, at det skete efter lang tids pres fra Emma Sullivan, der gav hende indtryk af, at hun stadig havde mulighed for at sige nej efter optagelserne.

”Jeg sagde, at hvis jeg besluttede ikke at være med, skulle det være sådan. Jeg kan huske, at jeg over for Emma ’truede’ med, at der ellers ville falde brænde ned. Dagen før optagelsen gik Emma og jeg en lang tur, fordi jeg havde det underligt.”

Interviewet foregår i Anjas lejlighed, og ifølge Anja havde Emma Sullivan sagt, at filmholdet ville være en kameramand og hende selv. Men i stedet ankommer fire mennesker og en masse udstyr.

”De flytter rundt på hele min lejlighed og sætter store lamper op. Optagelserne efterlader mig med en skamfuld følelse af, at det er lykkedes dem at overtale mig til at fortælle om de mest private forhold,” siger Anja og begynder igen at græde.

”Emma bad mig genfortælle en situation i køkkenet i Rumlaboratoriet. Max Kestner var i gang med at lave en film (Amateurs in Space, red.). Han kom forbi og spurgte: ’Hvordan er du havnet her, Anja?’ Og så svarede Peter på mine vegne: ’Hun er blevet forført og manipuleret og sat i orbit.’”

Bare en formalitet
Da de er færdige med at filme, får Anja stukket en kontrakt i hånden, som hun skal underskrive. ”Det er bare en formalitet,” siger Emma Sullivan.

”Jeg har problemer med at analysere ting og forstå sammenhængen. Så jeg vidste, at jeg havde brug for en kritisk hjerne. Jeg måtte ikke beholde kontrakten, men fik lov til at tage et billede. Jeg sendte det til nogle af mine venner, og Emma bad om at få deres fulde navne.”

”Mens de prøvede at overtale mig til at skrive under, kunne jeg se, at jeg havde fået atten ubesvarede opkald på min mobil. Så sagde jeg til dem, at jeg ikke ville skrive under.”

Der er tale om en amerikansk standardkontrakt – en såkaldt Release Form – hvor man afgiver alle rettigheder og ikke har nogen indflydelse på, hvordan materialet bliver brugt. Deltageren skal dog have muligheden for at gennemse den færdige film for at kunne rette ”faktuelle og lovmæssige unøjagtigheder”, som det hedder.

Efter at Anja Olsen i sommeren 2019 meddeler Emma Sullivan, at hun havde besluttet ikke at medvirke i filmen, er hun overbevist om, at hun ikke behøver at bekymre sig mere.

Men da hun i december pludselig får mailen fra producenten Mette Heide, går det op for hende, at det ikke er tilfældet.

”Jeg troede også, at sagen var lukket,” fortæller Anjas ven, Mads Schack Damgaard.

”Anja havde isoleret sig, og ingen havde længe hørt noget fra hende. Pludselig kontaktede hun mig, men som journalist var jeg sikker på, at når hun ikke har givet sit tilsagn og underskrevet kontrakten, er hun sikret. Men så går det op for mig, at det er Det Vilde Vesten.”

Mads anmoder selskabet Plus Pictures om at slette al deres materiale med Anja, fordi hun har det frygteligt dårligt. Hun skal ikke eksponeres i filmen. Han hører ingenting, før Anja ringer noget tid senere.

”Selv om vi udtrykkeligt har sagt, at Anja ikke skal kontaktes, har selskabets advokat Tyge Trier ringet og skrevet til hende,” siger Mads.

”De vil have Anja ind og se filmen, selv om hun utvetydigt har meddelt, at hun ikke ønsker at være med i den. Og hun vil ikke kunne holde til at se filmen – slet ikke med mennesker, der får hende til at gå i panik. Når hendes stressniveau bliver for højt, bryder hendes kognitive system sammen.”

Mads ringer til selskabet og beder dem om ikke at kontakte Anja mere. I den forbindelse fortæller han dem også, at hun er blevet diagnosticeret med autisme.

”Jeg er bange for, at hun kan gøre skade på sig selv,” siger han til dem og indvilger i at tage et møde med selskabet på vegne af Anja.

Gentraumatisering
På mødet deltager Mette Heide, Tyge Trier og en af hans assistenter. Mads har på forhånd frabedt sig at mødes med instruktøren.

”Jeg sagde, at jeg med min viden om instruktøren ikke var interesseret i at høre hendes instruktørintentioner. Det var direkte absurd.”

”Emma Sullivan siger, at de her mennesker ikke føler, at de bliver hørt. Filmen er for deres skyld, så de kan arbejde med deres traume. Men traumet opstår på grund af den eksponering, som de udsættes for. Instruktøren laver en gentraumatisering og sælger det, som om hun behandler traumet. Det er så ironisk, at det skriger til himlen.”

Mads Schack Damgaard sagde også nej til at se filmen.

”Det handler ikke om, hvorvidt Anja er sympatisk fremstillet eller ej. Det handler om, at det kan skade hende alvorligt at blive eksponeret i forbindelse med den her film.”

Han accepterer dog at se de scener, Anja er med i. Det drejer sig om cirka ti minutter.

Og han bliver rystet. Særligt over en hårrejsende scene, hvor Peter Madsen holder en spids genstand tæt på Anjas øje og leger, at han lammer hende.

”Den scene kom jeg op at skændes med dem om. De sagde, at scenen viste en stærk kvinde, men dér røg jeg op i det røde felt: ’Respekter min intelligens! Alle ved, hvad det handler om. Det fremgår jo, at Anja skulle have været Madsens offer.’ Når han fægter med kniven, så er det selvfølgelig for at gøre hende rædselsslagen, og det bruger filmskaberne skruppelløst,” siger Mads.

”Jeg har en fobi for knive. Jeg er bange for dem, og det vidste Peter Madsen. Der er heller ingen skarpe knive i min lejlighed,” siger Anja.

”Hvis det ikke havde været for den film, ville jeg ikke have fået alt det her genopfrisket. Jeg ville ikke have haft den scene på nethinden,” siger hun med tårer i øjnene.

Hvem har brug for psykolog?
På mødet forsøger Mads Schack Damgaard at bane vejen for et kompromis, selv om han ikke er sikker på, at Anja vil gå med til det.

”For mig var den eneste realistiske mulighed at anonymisere Anja, men de ville ikke pixelere hende. Og det ville under alle omstændigheder være nemt at finde ud af, hvem personen var. Så det gav ikke rigtigt nogen mening,” fortæller han.

Efter mødet tilbyder selskabet at betale for psykologhjælp til Anja, som selskabet også i dag har fremhævet i pressen. Men det formilder hverken Mads eller Anja – tværtimod.

”Det svarer til at smadre en fyr på gaden til lirekassemand og så spørge, om man skal følge ham til lægen. Jeg har aldrig hørt noget så dumt. Anja var også rasende. ’Det er sgu dem, der har brug for en psykolog,’ sagde hun.”

Selskabet og dets advokat rykker sig dog ikke. På mødet forklarer de Mads, at idet Anja stillede op til interview foran kameraet, har hun ifølge dansk lov givet sit endelige tilsagn.

”Når jeg som journalist kan være naiv og tro, at filmselskabet respekterer de presseetiske regler, hvordan skal en lægmand – en autist, som har været igennem traumer, de færreste kan forestille sig – kunne overskue konsekvenserne ved at sætte sig ind foran kameraet?” spørger Mads Schack Damgaard indigneret.

Han er i dag rystet over den uansvarlighed, som efter hans opfattelse kendetegner hele filmprojektet.

”At opleve en producent og en advokat sidde og tale om et kunstnerisk projekt, er nærmest en vittighed. Vi ved jo alle sammen, at det handler om penge og prestige. Der er ved et tilfælde faldet en stor, fed laks ned i deres net, og det udnytter de på groveste vis.”

”På mødet sagde jeg til dem: ’Filmen giver indtryk af, at de medvirkende er kommet videre, men Anja er ikke kommet videre, og en af årsagerne til det er jer. Det er grotesk, at Anja overlever Peter Madsen og så risikerer at gå til grunde som følge af jeres dokumentar.’ Hertil svarede Tyge Trier: ’Det kan jeg godt se er paradoksalt.’ Det er en kynisme, jeg har læst om og set på film, hvor den kan være meget fascinerende, men at møde den i virkeligheden havde jeg ikke forestillet mig.”

Ukontrollabelt monster
Anja Olsen fortæller, at der ud over hende er en anden medvirkende, som forgæves har forsøgt at komme ud af filmen. Men vedkommende er for traumatiseret til at stå frem.

Filmens hovedfotograf Cam Matheson bakker Anja op og har taget offentligt afstand fra filmen. Han stod for optagelserne indtil slutningen af 2017, men har ikke fotograferet interviewet med Anja.

Hun vil aldrig se filmen, men ud fra omtaler kan hun forstå, at den ikke lever op til det, hun oplever at være blevet lovet.

”De sagde, at de ikke ville bruge et sekund på Peter Madsen. Han skulle slet ikke vises frem i filmen, for den handlede ikke om ham, men om os andre. Men heller ikke det passer,” siger Anja.

Hun fortæller, at instruktøren har lokket med, at hun kunne tage med til Sundance-festivalen, hvor filmen blev vist i januar.

”Det havde jeg det virkelig underligt med, for jeg har haft så mange mareridt om Kim Walls skæbne. Der er ikke noget værre end at være bundet fast tolv meter under vandet med en skingrende psykopat. Hvis Emma er et normalt menneske, kan hun da ikke stå på en festival og drikke øl.”

”Hun havde også en idé om, at vi alle sammen skulle holde en fest – også med Kim Walls forældre. Det har jeg aldrig haft lyst til. Der er da ikke noget at fejre. Jeg føler ingen kærlighed fra hende. Hun har forsøgt at få mig til at skrive under på noget, der kan vokse sig til et stort, ukontrollabelt monster. Jeg føler mig bedraget.”

Mads sidder og nikker.

”Anja skulle have været død i stedet for Kim Wall, så hvad er idéen med, at den, der skulle have været ofret, skal møde ofrets forældre?” spørger han.

Usselt af Netflix
Det lykkedes ikke for Anja Olsen og Mads Schack Damgaard at forhindre, at hun blev eksponeret på Sundance-festivalen. Men én ting er en festival, noget andet er en streamingtjeneste med 167 millioner brugere og en film, der for altid vil være tilgængelig.

Anja Olsen har et indtrængende budskab til Netflix: Lad vær’!

”Netflix er usle, hvis de viser filmen. Så er menneskeheden godt nok på vej ned i noget ulækkert. Hvis så stor en streamingtjeneste viser mig frem, fordi det åbenbart juridisk på en sygeligt manipulerende facon er legalt, er det moralsk forkasteligt.”

”Jeg synes ikke, at jeg fortjener, det skal slutte på den her måde. Jeg har gjort så meget. Jeg føler, at jeg har gjort Sjælland og muligvis også Malaysia, Indonesien, Thailand, og hvor Peter Madsen ellers rejste, en tjeneste. Og det skulle have sluttet med, at han blev lukket inde.”

Filmmagasinet Ekko har forelagt Anja Olsens kritik for Emma Sullivan, Mette Heide og Tyge Trier, men ikke fået svar inden for deadline.

Netflix har sendt en kommentar.

”Netflix tager omsorgspligten meget alvorligt, og derfor håber vi at tale med Anja direkte og lytte til hendes bekymringer. En foreløbig version blev vist på Sundance, og arbejdet med filmen er stadig i gang,” skriver Christina Haugaard, der er pr-person for streamingtjenestens europæiske hovedsæde i Amsterdam.

Kommentarer

Hændelsesforløbet

Maj 2015: Anja Olsen møder Peter Madsen og bliver såkaldt propagandaminister for Raket-Madsen Rumlaboratorium.

Oktober 2016: Hun forsøger at afbryde sin praktik hos Peter Madsen efter grænseoverskridende opførsel.

11. august 2017: Ubåden Nautilus synker, Kim Wall forsvinder, og Peter Madsen anholdes.

Marts 2018: Politiets kronvidne Anja Olsen afgiver vidneforklaring for åbne døre.

25. april 2018: Peter Madsen bliver idømt fængsel på livstid for drab på journalisten Kim Wall.

4. april 2019: Anja Olsen bliver interviewet af Emma Sullivan til Into the Deep.

9. maj 2019: Hun meddeler instruktøren i en sms, at hun ikke ønsker at være en del af filmen.

5. december 2019: Danske Plus Pictures meddeler, at Into the Deep kommer på Netflix.

25. januar 2020: Filmen har verdenspremiere på Sundance-festivalen i USA.

18. februar 2020: Anja Olsen står for første gang frem og fortæller om sin ufrivillige medvirken.

© Filmmagasinet Ekko