Sundance 2019
01. feb. 2019 | 11:43

Dag 8: Festivalens bedste film

Foto | Natasha Braier
Barneskuespilleren Otis (Noah Jupe) har et svært liv med sin alkoholiske og stofafhængige far, som Shia LaBeouf spiller baseret på sin egen historie.

Med Honey Boy vender Shia LaBeouf triumferende tilbage til en storindustri, der ikke ville have ham, skriver Ekkos udsendte på Sundance-festivalen.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Der var både en mavepuster og en maveplasker på ottende dag af Sundance-festivalen.

Og mavepusteren vil jeg gerne udråbe til festivalens bedste film, selv om der stadig er et par dage at løbe på og en lille håndfuld storhypede film, jeg skal have samlet op på.

Men hvis nogen af dem har bare en snert af den poesi og autenticitet, der gennemstrømmer Honey Boy, bliver jeg meget overrasket.

Filmen er instrueret af den israelske debutant Alma Har’el og skrevet af Shia LaBeouf, der også er på rollelisten.

Sidstnævnte er en stadig mere interessant kunstner. Det er ikke længe siden, han i kølvandet på udvandringen fra Nymphomaniac-pressemødet i Berlin blev en vittighed på internettet – en teenagestjerne, der snublede over stoffer og alkohol på vej til en voksenkarriere.

Det er netop den udvikling, han udforsker i Honey Boy.

Autofiktion som djævleuddrivelse
Filmen startede som en terapeutisk skriveøvelse, som han blev pålagt at lave i afvænning.

Honey Boy er delt mellem hans barndom som sitcom-stjerne og de turbulente tyvere som feteret Hollywood-symbol. Og filmen sluger sin egen hale ved at ende med den skriveøvelse, der affødte projektet.

Shia hedder Otis, men ellers giver filmen et uudsletteligt indtryk af at være en sandfærdig djævleuddrivelse for en mand, der har rundet et vigtigt hjørne.

Barnestjernen Otis bor hos sin storskrydende og følelsesmæssigt undergravende far på et lurvet hotel. Voksenstjernen Otis skejer helt ud og må konfrontere sig med sine barndomsar i afvænningsterapi.

En kniv i hjertet
Fotograf Natasha Braier, der også skabte slående billedkunst i Nicolas Winding Refns The Neon Demon, laver rendyrket lysmagi, og Alex Somers’ musik er den mest hjerteskærende simple, jeg indtil videre har hørt her i Park City.

Både den fremstormende Lucas Hedges og Noah Jupe (der spiller sønnen i A Quiet Place) leverer overrumplende præstationer som henholdsvis den ældre og unge Otis, en selvdestruktiv fyr, der desperat prøver at få fast grund under fødderne.

Det er dog Shia LaBeouf, der som sin egen far skaber fortællingens mest komplekse karakter. James er en macho-poserende stofmisbruger med øjeblikke af ædruelighed. Det er en kniv i hjertet at se, hvordan hans eksplosive temperament forvolder al den psykiske skade på unge Otis, vi ser fuldt udfoldet i den ældre.

Men James er selv en taber med frygtelige ar på sjælen, og han både elsker og hader sin søn for den succes, han aldrig selv kunne opnå. Filmens største triumf er at indfange den tærende dobbelthed i deres forhold uden at underkende hverken den ene eller den anden følelse.

Honey Boy viser, hvordan psykiske overgreb går i arv fra én generation til den næste, og hvis der er nogen retfærdighed til i verden, kan jeg gense den i en dansk biograf inden alt for længe.

Sød seniorromance
Der er mange skuespillere, der kun bliver bedre med alderen.

John Lithgow har været til at overse, men det seneste årti er han gået fra fjumrende tv-far til en af den amerikanske industris stærkeste karakterskuespillere. I The Tomorrow Man spiller han en overbevisende hovedrolle som den konspirationstossede Ed Helmsler, der starter en efterårsromance med en småneurotisk enke.

De fortjener hinanden.

Hun er fåmælt, lidt forskræmt, han er påståelig og totalt overbevist om, at verden kan gå under når som helst. Blythe Danner spiller herligt den naive kvinde, der nervøst får ham til at åbne op.

Debutanten Noble Jones leverer en velturneret seniorromance uden store armbevægelser, milevidt fra de højrøstede romantiske komedier, man normalt ser bejle til det grå guld i biograferne.

The Tomorrow Man er nok lige grå og underspillet nok til, at den højst kommer på Netflix. Men den er bestemt værd at se, for den er fuld af små morsomheder.

Da Ed kører Ronnie hjem efter deres første date, får hun ham til at trampe på bremsen og løbe fra bilen, fordi hun synger med på radioen. ”Jeg kan virkelig godt lide dig, og det skræmmer mig fra vid og sans!” råber han, som var hun en bulldog med rabies.

Schoenaerts’ stenmand
Også belgiske Matthias Schoenaerts er i Sundance med en film om en fyr, der har brug for at løsne lidt op.

I The Mustang leverer han i bogstaveligste forstand en kraftpræstation som det afstumpede, fængselstatoverede muskelbundt Roman, der forgæves har forsøgt at trampe sin skrøbelighed ihjel.

Den normalt så sympatiske verdensstjerne gennemgår en fysisk transformation på linje med Tom Hardy i Bronson: knyttede bryn, enorme muskler og et anspændt udtryk, der skriger, at ham skal man ikke fucke med.

Hans voksne, gravide datter er en tråd tilbage til tiden uden for tremmerne, og manuskriptet bruger den sprække af medmenneskelighed til at åbne ham gennem en nyvunden interesse for hestetræning. Desværre bliver følsomheden en smule spoleret af himlende unødvendige replikker.

Fotograf Ruben Impens fanger en blødende skønhed i de storslåede prærielandskaber rundt om fængslet og en isnende mangel på medfølelse i de kummerlige, nedslidte fængselsceller.

Men frem for alt lader den franske instruktør Laure de Clermont-Tonnerre klogt historien hvile på Matthias Schoenaerts’ brede skuldre. Hans grynten og tøven fortæller alt, vi har brug for at vide om den ulykkelige stenmand, der er totalt afsondret fra omverdenen.

Bizar konkurrencefilm
Der er ikke mange gode kvaliteter at fremhæve ved Imaginary Order. Jeg prøvede at se historien om en husmor, der falder tilbage i noget snavs i selskab med en ny ven, som dyrker Bloody Marys, cannabis-inhalatorer og smertestillende medicin.

Nogle scener virker pure komiske, andre er så skingert højdramatiske, at de hører bedre hjemme i en sæbeopera.

Man har en uheldig fornemmelse af at overvære en improvisationstrup, der bakser sig igennem en spillefilm ud fra enkelte ord trukket fra en hat. Dialogen er rædderlig – en vekslen mellem floskler, ligegyldigheder og replikker så kække, at de kun ser godt ud på papiret.

Det gav god mening, da instruktør Debra Eisenstadt gik på scenen efter filmen for at forklare sig, og hun kunne fortælle, at hun havde optaget 200 scener på femten dage uden brug af overtid. Set i det lys er det vel nærmest et under, at de fik en bare tilnærmelsesvis sammenhængende spillefilm ud af det.

Kommentarer

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Sundance-festivalen.

Sender dagligt beretninger hjem fra festivalen.

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Sundance blev grundlagt i 1978 og er den største independent-festival i USA.

Løber fra 24. januar til 3. februar.

Læs mere på festivalens hjemmeside.

© Filmmagasinet Ekko