Film skal ses i … jeg vil hellere i skoven
I Københavnske Palads og flere andre biografer skal man igennem et sponsoreret spil, adskillige reklamer og trailers, før filmen endelig starter.
Kender I det? Et af den slags venskaber, der revitaliseres engang imellem med et arrangement, fordi man ikke har løbende naturlig omgang gennem for eksempel parmiddage – måske parrene ligefrem er opløst eller på vej til at blive det – og vi har begge travle liv. Og den slags.
Efterhånden som det ene arrangement efter det andet aflyses, kan man komme helt i tvivl om, hvorvidt der er et venskab tilbage overhovedet. Turen i byen blev aflyst – travlt på jobbet. Turen til Sverige i sommerhuset, ellers en charmerende idé, aflyst. Influenza.
Det kræver et nyt tilløb. Et loop i normalitetens travle hjul for igen at samle lyst, energi og tilløb til en ny serie forsøg med indbyggede forhindringer.
Og så sker det alligevel. Vil du med i biografen på onsdag og se Nürnberg? En hurtig beslutning: Ja da! Uden egentlig at tænke på filmen, men i stedet dvæle ved, at der er kommet et initiativ, der kan lade sig gøre, bare jeg siger ja.
Det er jo det, biografen kan.
Næsten alle andre arrangementer kræver planlægning og kan være socialt krævende, alene fordi der er en massiv gensidig eksponering i dem. Du skal være meget på og kunne levere. Men i biografen må du holde kæft og bare læne dig tilbage. Og alligevel styrker du relationen og holder liv i venskabet, der lige får plottet endnu en knappenål i kortet: Vi var her sammen!
Det fælles tredje
Biografen er det, man i pædagogikken kalder ”det fælles tredje”. Man er sammen om noget, hvilket ofte er nemmere end den direkte konfrontation.
Det svarer lidt til, at den utilpassede skoleelev har sin hund med i skole. Så kan læreren forsigtigt spørge ind til hunden. Og der opbygges tryg relation.
Det er også derfor, at det er godt at date i biografen. Hvis fyren er kedelig, kan det være, at filmen er god. Og måske daten endda fremstår mere attraktiv, fordi han dog havde valgt en god film.
Således opmuntret mødte vi op i Palads i indre København en eftermiddag – præcis på det annoncerede starttidspunkt klokken 15.30. For overtegnede indebærer det en togtur med skift i Hillerød og en samlet rejsetid på tre timer tur-retur.
På den måde er et biografbesøg også en logistisk udfordring, og det skal biografen huske på. Derfor skal selve forestillingen være fantastisk. Den skal eliminere det, der måske har været en kompliceret dag og en lidt tung rejse.
Nu skal vi underholde dig, så du rigtigt får lyst til at komme igen. Vi skal være dit kulturelle opium, så du fortrænger det accelererede og fremmedgørende menneskeliv, og du igen kan trække vejret og føle dig i live.
Men det skete desværre ikke. Tværtimod.
Konkurrence om sommerdæk
Ingen af os tog tid, dertil var vi alt for frustrerede og oprørte. Men vi anslår, at blokken med reklamer og foromtaler af kommende film tog cirka 35 minutter.
Bunden nåede vi allerede i starten, da vi blev eksponeret for en slags quiz, hvor du skulle bruge telefon for at svare på nogle infantile spørgsmål fra en leverandør af sommerdæk – som du så kunne vinde, hvis du var én ud af en million!
Der var engang, hvor reklameblokken var en del af oplevelsen. Den var i længde og kvalitet tilpasset oplevelsen.
Jeg husker, at reklameblokken som ung fremstod som en næsten kulturel indføring i en merkantil verden, jeg måske en dag kunne drømme om. Flotte biler, et nyt farve-tv, guldøl serveret af en smuk kvinde. Og jeg husker dramaturgisk velkomponerede forfilm, der visuelt serverede så mange lækkerbidsker, at jeg måske igen ville kunne lokke lidt mønt ud af de gamle og rasle med Varde-bussen fra det vestjyske opland ind mod Esbjerg.
Biografturen var engang en opbyggelig historie og dannelsesrejse, hvor komponenterne arbejdede sammen om at sætte publikum i centrum for en god oplevelse, hvor alle havde anstrengt sig.
Jeg husker stadig med et smil, at jeg som barn i Strandbio i rundkørslen i Esbjerg stadig havde guldkarameller tilbage, når Olsen-banden i Jylland slog an, og Egon Olsen stod fri og klar, parat foran fængselsporten, og vi kunne tælle ned til endnu en anholdelse.
Fyldt til randen af en indre spænding, der var doseret helt præcist af reklamerne. Som når man skal synge fire salmer, før der er julegaver. Reklamerne er en del af oplevelsen, en vigtigt del. Det er her, forventningen vokser, fordi du ved, at det snart er slut.
Hån mod publikum
I dag taler den samlede biografoplevelse ned til sit publikum. Mens vi venter på en dybt alvorlig film, fortæller reklamer os, at vi er en slags kommercielt kvæg, der er trukket ind i en aflåst bås, hvor vi skal brændemærkes for livet.
Det værste ved oplevelsen er ikke længden af den kommercielle eksponering. Det er det totale fravær af talent i præsentationen af den samlede oplevelse.
Det er afsenderens tro på, at vi køber annoncørens forbandede sommerdæk, fordi vi har set en quiz, mens vi venter på at se historiens største og mest komplicerede retsopgør. Sagen mod top-nazisterne efter Anden Verdenskrig. Nürnberg-processen.
Som skrevet, det var cirka 35 minutters tåbelig, vedvarende, irrelevant, ubegavet overgreb. En hån mod publikums dømmekraft og intelligens. Og direkte ødelæggende for oplevelsen.
Vi var enige, da vi drøftede filmen. Den var god. Rigtigt god. Men biografen gjorde intet godt for den.
Jeg har et 65 tommer tv med gode højttalere. Det er en større oplevelse for mig at hente en gratis film på Filmstriben, måske endda med hjemmelavede popcorn, end at blive udsat for en 2026-oplevelse i en stor Københavnsk biograf, helt forladt for ambitioner og talent.
Min ven gav udtryk for, at han aldrig ville i biografen igen. Jeg tror, vi ender i sommerhus næste gang. Eller i skoven. Det er måske mere kompliceret, men det føles dog ikke direkte nedladende.
Øjvind Hesselager

Født 1962 i Ribe.
Uddannet cand.comm.
Har været ansvarshavende chefredaktør på fagbladet Journalisten, som udgives af Dansk Journalistforbund.
Tidligere chefredaktør på Bornholms Tidende.
Skriver i dag for Filmmagasinet Ekko.


Kommentarer