Chefredaktør: Filmkritikken i frit fald

”Kære filmanmelder. Det er blevet gradvist sværere og sværere at få anmeldt sine film. Jeg ved, at mange af jer også beklager og ærgrer jer over, at filmstoffet efterhånden prioriteres så lavt.”

Sådan skrev en dansk filmdistributør for nylig i en fællesmail til de danske anmeldere. Anledningen var en østrigsk dokumentarperle om integrationens svære kunst, som distributøren havde købt og nu forsøgte at skabe opmærksomhed om, så biografsalene ikke stod helt tomme.

Filmen var allerede blevet anmeldt i Ekko, men mange andre etablerede medier undlod at forholde sig til den. Og det er efterhånden snarere reglen end undtagelsen, ikke mindst når det gælder de kunstneriske ambitiøse film, som har allermest brug for omtale og anmeldelser.

I dag er Ekko efterhånden det eneste danske medie, der anmelder stort set alle biografpremierer. Mens mængden af film og serier er eksploderet, er de etablerede mediers dækning reduceret til en bleg skygge af, hvad den engang var.

DR og TV 2 har fyret deres faste anmeldere gennem årevis. Ekstra Bladet og B.T. anmelder efterhånden kun sporadisk film, og selv store aviser som Jyllands-Posten og Berlingske springer flere og flere biograffilm over.

Politiken, tidligere frontløber for filmstof i Danmark, udviser i dag en bemærkelsesværdig resignation over for mediets kulturpolitiske betydning. For få år siden udgav Politiken et ambitiøst filmtillæg hver torsdag. Da det blev lukket, forlød det, at indholdet blot ville flytte over på nettet, men det blev hurtigt klart, at det snarere forsvandt.

For første gang i min voksne levetid dækkede Politiken slet ikke afgangsfilmene fra Den Danske Filmskole. En stærk kritikerstemme kan være afgørende for et ungt talent – enten ved at løfte og forme en karriere eller ved at provokere filmskaberen, som vi så det med Lars von Trier.

Alligevel valgte Politiken at forbigå årets årgang i larmende tavshed: ingen anmeldelser, ingen interviews, ikke et eneste kritikerord. Og det vel at mærke i samme år, hvor avisens egen filmredaktør, Kristoffer Hegnsvad, er blevet rektor for Filmskolen.

Weekendavisen forestiller sig, at seriøs dansk filmkritik kan varetages af en hovedanmelder, Lasse Winther Jensen, bosat i Israel – og gider end ikke sende en journalist til Cannes. Det ville have været utænkeligt i Bo Green Jensens storhedstid. Tidligere valfartede danske filmkritikere og journalister i stor stil til verdens førende filmfestival, men i dag kan vi knap nok mønstre en håndfuld die-hards.

Erfarne og dygtige pr-folk siger det selv: Deres fag er ved at blive en saga blot. Og hvis udviklingen fortsætter, ender de med at få ret. Når de klassiske medier ikke længere dækker film, forsvinder også behovet for dem, der skal skabe opmærksomhed i pressen.

Et af landets største pr-bureauer har i dag, meget sigende, en stor SoMe-afdeling, hvor medarbejderne primært bruger tiden på at sende annoncekroner direkte i lommerne på amerikanske og kinesiske techgiganter.

Forleden blev en Ekko-anmeldelse brugt i en TikTok-annonce. Smigrende, javist, men det giver os ikke én krone i kassen.

Og her opstår den bitre ironi: De filmselskaber og distributører, der i dag beklager sig over filmkritikkens deroute, er selv med til at underminere den. Når de flytter deres annoncemidler over på sociale medier, dræner de samtidig de danske medier for ressourcer og dermed også for evnen til at levere den kvalificerede filmkritik, branchen faktisk har brug for.

Problemet er jo, at uanset hvor mange views SoMe-platformene genererer, kommer Zuckerberg og hans kumpaner aldrig til at anmelde danske film. Vi risikerer med andre ord en situation, hvor statsfinansierede film ikke længere bliver anmeldt i medier, der – ironisk nok – også er støttet af staten.

Fødekæden er brudt, og det er den udfordrende, kunstneriske film, der betaler prisen – de film, som hverken kan trække på kendte stjerner eller læne sig op ad en spektakulær historisk begivenhed, der automatisk vækker interesse.

Nye onlinemedier er heldigvis vokset frem, og flere af dem leverer solidt arbejde. Men de kan ikke alene bære det niveau af filmkritik, som tidligere prægede Danmark. Og selv om flere selskaber stadig vælger at annoncere i hjemlige medier – af hjertet tak for det – peger udviklingen entydigt i retning af et stadigt svagere økonomisk fundament for den danske filmjournalistik.

Det er naturligvis både forståeligt og rationelt, at distributørerne placerer deres lanceringsmidler dér, hvor de forventer at ramme målgruppen. Men hvis de udelukkende tænker kortsigtet og ignorerer den større sammenhæng i dansk filmpolitik, risikerer de i sidste ende at undergrave deres egne interesser.

Når markedet ikke selv sikrer balance, må der politisk handling til. En oplagt løsning er, at en del af de statslige midler, som private distributører modtager til markedsføring, øremærkes til annoncering i danske medier – præcis som vi i forvejen kræver, at statslig filmstøtte anvendes i Danmark.

Det vil ikke være nok i sig selv, men det kan standse faldet og vende dødsspiralen. Resten afhænger af os redaktører, der skal turde prioritere kvalitet og kulturel relevans frem for blot at halse efter læsertallene. For hvis vi ikke værner om den seriøse filmkritik nu, risikerer vi at vågne op til en filmkultur uden samtale, uden perspektiv – og uden offentlighed.

I det landskab står selv de bedste film alene i mørket.