Nyhed
13. maj 2025 | 12:45

Gérard Depardieu dømt for overgreb

Foto | ARP Sélection

Les volet verts spiller Gérard Depardieu en aldrende skuespiller, der må acceptere, at han ikke længere har sin ungdoms livskraft. 

Den kendte franske skuespiller er blevet idømt atten måneders betinget fængsel for seksuelle overgreb mod to kvinder under optagelserne til en film i 2021.

Af Frederik Hoff

76-årige Gérard Depardieu var engang en af Frankrigs største skuespillere med store roller i film som Cyrano de Bergerac og Historien om Martin Guerre, men de seneste år har han været mest kendt som manden med adskillige anklager om seksuelle krænkelser imod sig.

I dag blev han for første gang kendt skyldig i seksuelle overgreb af en domstol i Paris, skriver Ritzau. Dommen lyder på atten måneders betinget fængsel, og ifølge hans advokat vil han vil anke sagen.

Overgrebene blev begået under optagelserne til Les volets verts i 2021 imod filmens set-designer og instruktørassistent. Set-designeren forklarede foran domstolen, at skuespilleren tog på hende og holdt hende fast mellem sine ben, mens han kom med seksuelle udbrud og grinte.

Ifølge Ritzau fandt dommeren hendes forklaring troværdig, da den blev underbygget af to andre vidner. Derimod fandt han Depardieus forklaring selvmodsigende.

Skuespilleren har konsekvent nægtet sig skyldig, men medgav i forbindelse med retssagen, at han under optagelserne på et tidspunkt rørte en kvindes hofte. Dog kun for at undgå at glide, forklarede han.

I slutningen af retssagen fik Gérard Dépardiue ordet igen, skriver BBC:

”Mit navn er blevet tilsølet af løgne og fornærmelser,” sagde han og kaldte oplevelsen for science fiction-agtig, inden han takkede advokaterne for at indvie ham i, hvordan en retssag fungerer.

”Det kan blive en inspiration for mig, hvis jeg en dag får lov til at spille advokat.”

Velkommen i Cannes?
Gérard Depardieus påståede overgreb har fyldt meget i franske medier, siden 2023. Tretten kvinder stod frem i mediet Médiapart og anklagede skuespilleren for seksuelle overskridelser, hvilket resulterede i en omdiskuteret dokumentar på kanalen France 2.

Samme år blev skuespilleren i retten anklaget for et overgreb begået i 2007, men myndighederne endte med at afvise sagen, da der var gået for lang tid. Landets daværende præsident Emmanuel Macron mødte kritik, da han slog anklagerne hen som en ”menneskejagt”.

Depardieu blev allerede i april 2024 kaldt til afhøring om overgrebene under optagelserne til Les volets verts, men også om optagelserne af tv-filmen Le magicien et les siamois i 2014.

Domsafsigelsen i dag faldt sammen med åbningen af årets Cannes-festival.

Gérard Depardieu vandt i 1990 prisen for bedste skuespiller med Cyrano de Bergerac, og i 2021 åbnede Depardieus film Robuste et sideprogram i Cannes, selv om han kort forinden var blevet anklaget for overgreb.

Ved et pressemøde i går blev festivalpræsidenten Thierry Fremaux spurgt, om Gérard Depardieu ville være velkommen på festivalen i fremtiden, hvis han blev dømt.

Fremaux svarede, at han respekterer domstolene og vil notere sig rettens beslutning, inden han tilføjede:

”Når han har aftjent sin straf som borger, hvad gør man så? Festivalen og I, offentligheden, vi må forholde os til det her på enkeltsagsbasis. Jeg er glad for, at pressekonferencen bliver afholdt i dag og ikke i morgen.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko