Chefredaktør: Giv Guldpalmen til debutant!

Om få timer kulminerer Cannes-festivalen med en ceremoni, hvor Guldpalmen og de andre vindere bliver annonceret.

Det er dog altid noget af et antiklimaks. De fleste journalister er allerede taget hjem, og selve ceremonien er en ren og skær prisuddeling uden dikkedarer. Bagefter holder vinderne et lynhurtigt pressemøde, hvor de som regel kun når at sige, at de er glade for prisen.

Det er mærkeligt, at en filmfestival, som lever af pomp og pragt, ikke er i stand til at skabe et brag af en afslutningsgalla.

I timerne op til ceremonien spekuleres der på livet løs om, hvem der vinder Guldpalmen, der er festivalens hovedpris. Vil Coen-brødrene som juryformænd vælge en amerikansk film? Går de efter en film, der minder om deres egne, eller vil de tværtimod hylde eksotisk filmkunst?

Det er af indlysende grunde en nytteløs beskæftigelse, og selvom jeg i fem ud af otte tilfælde har udpeget Guldpalmevinderen på forhånd, skyldes det formodentlig, at min smag tilfældigvis har været den samme som juryens, end at jeg har profetiske evner.

Et vigtigt signal
Igen i år giver jeg mit helt personlige bud på, hvem der fortjener at vinde de syv priser. Og jeg kan kun love én ting: I aften bliver resultatet anderledes.

Guldpalmen bør gå til den ungarske debutant Lászlo Nemes’ Son of Saul. Igennem hele filmen følger vi kz-fangen Saul i Auschwitz og oplever holocaust på en måde, vi ikke har gjort før. Filmen er et enestående eksempel på, hvordan en original form og et væsentligt indhold kan gå op i en højere enhed.

Under festivalen blev jeg også meget betaget af Paolo Sorrentinos Youth, om to pensionerede kunstnere, der under et ferieophold reflekterer over alderdommen og livets mening. Den er ligesom forgængeren Den store skønhed melankolsk, men samtidig varmere og genuint livsbekræftende.

Men efter nogle dage står Son of Saul meget mere distinkt i hukommelsen end Youth. Det gør udslaget, og samtidig vil det sende et vigtigt signal for en gangs skyld at give Guldpalmen til en debutant.

Cannes-festivalen er nemlig temmelig konservativ. Unge instruktører skal ofte lave flere fremragende film for at nå frem til hovedkonkurrencen (tænk bare på Joachim Trier!), og samtidig holder festivalen stædigt fast i den gamle garde, hvilket betyder, at der hvert år kommer film med i hovedkonkurrencen, som ikke fortjener at være der.

Haynes fortjener stor pris
Grand Prix er andenprisen, og den vil jeg give til Todd Haynes’ Carol. Filmen – en adaptation af Patricia Highsmiths roman The Price of Salt – handler om et lesbisk par, der i 1950’erne går imod de sociale normer. Og det er fra første til sidste billede en stærk, smuk og rørende film, der ikke sætter en fod forkert.

Den bedrift fortjener at blive belønnet med en stor pris, men det er ikke givet, at det vil ske. Ikke sjældent har Cannes-juryer valgt at se bort fra nærmest selvskrevne kandidater, fordi man vurderer, at de nok skal klare sig uden en pris.

Bedste instruktør-prisen har jeg valgt at dele mellem førnævnte Paulo Sorrentino (Youth) og franske Jacques Audiard (Dheepan) – det er selvfølgelig en smule snyd, men flere juryer har valgt at gøre det, så hvorfor ikke?

Med Dheepan har Audiard (Smagen af rust og ben) lavet en af festivalens mest socialt engagerede og medrivende film: Dheepan. Den fortæller historien om en mand, en kvinde og et barn, der foregiver at være en familie for at slippe væk fra borgerkrigen i Sri Lanka.

Filmen beskriver overbevisende, hvordan de – tvunget af omstændighederne – udvikler sig til en rigtig familie, samtidig med at de kæmper for at finde sig til rette i det alt andet end ufarlige asylland: Frankrig.

Specialpris og manuskript
Hou Hsiao-Hsiens meditative kampsport-film The Assassin er en skønhedsåbenbaring, og mange har den som deres Guldpalmefavorit. Jeg blev dog mere betaget af æstetikken end engageret i historien om den kvindelige snigmorder, der i det 9. århundrede i Kina får moralske betænkeligheder.

Derfor giver jeg filmen juryens specialpris, som med fordel kan bruges til at honorere en særlig æstetisk bedrift.

Prisen for bedste manuskript bør så afgjort gå til græske Yorgos Lanthimos’ humoristiske fremtidsfabel The Lobster, der er en satire over vor tids angst for ensomhed og desperate jagt på en finde en partner.

Skuespillerne
Der er flere oplagte kandidater til de to skuespilpriser, men franske Vincent Lindon fortjener at få sin første pris i Cannes.

I La loi du marché spiller han Thierry, der bliver ansat til at udspionere kunderne i et supermarked. Og det er især takket være skuespilleren evne til så stilfærdigt at udstråle integritet, at man tror på historien om kapitalismens umenneskelige sider.

Liang Jingdong kan vinde prisen for bedste skuespillerinde for den kinesiske skæbnefortælling Mountains May Part.

Jeg hælder dog til at give endnu en pris til Carol, nemlig de to dominerende skuespillere: Cate Blanchett og Rooney Mara. Man tror på den instinktive tiltrækning imellem deres karakterer, og fra at være kattens leg med musen udvikler forholdet sig. Det er stor skuespilkunst.