Guldbjørnen mindes politisk censur i Tyrkiet

”Denne film er et varsel om, hvad der meget vel kan ske i vores lande i en nær fremtid. Den nåede ind under huden på alle os, der ser tegn på despotisme i vores land og nabolag.” 

Sådan lød det fra juryformand Wim Wenders, da han overrakte Guldbjørnen til İlker Çatak for den regimekritiske film Gelbe Briefe. 

Filmen, som Angel Films allerede har købt til dansk distribution, var hverken et overraskende eller oplagt valg. Dramaet har ligget lunt i toppen af Berlinale-kritikernes ranglister, siden den havde premiere som første film i hovedkonkurrencen.

Filmskaberen bag er i Danmark bedst kendt for sin Oscar-nominerede folkeskole-thriller Lærerværelset. Hans nye film er en tysk produktion, som med tanke på det store tyrkiske mindretal i landet minder om, at det undertrykkende miljø, den skildrer, hverken geografisk eller socialt ligger langt fra Tyskland. 

Fyring af powerpar
Gelbe Briefe handler om et højkulturelt powerpar. Han er dramaturg og hun diva ved det nationale teater, og de bliver fyret på gråt papir – eller rettere, per de gule breve, som titlen henviser til – efter at regimet ser sig sur på deres politiske udtalelser. 

Og den lader den tyske hovedstad gøre det ud for den tyrkiske uden at forklæde kulisserne det mindste. ”Berlin som Ankara,” proklamerer en tekst tidligt. En senere: ”Hamburg som Istanbul.” 

”Denne film vil blive forstået verden over, det lover jeg. Selv hvis den ikke nævner steder og mennesker ved navn,” lød det fra instruktøren Wim Wenders.

Da İlker Çatak gik på scenen for at tage imod Guldbjørnen, benyttede han lejligheden til at mane til forsoning oven på en festival, der har været præget af politisk polemik. 

”Vi er ikke fjender, vi er allierede. Den virkelig trussel findes ikke blandt os – den er ude i verden! Det er autokraterne, de højreorienterede partier, vor tids nihilister, der forsøger at få magten for at ødelægge vores måde at leve på,” sagde han og tilføjede: ”Lad os ikke bekæmpe hinanden – lad os bekæmpe dem!”

I er ikke alene
Berlinalens andenpris gik til en anden film om tyrkiske forhold, nemlig Emin Alpers hårdtslående Salvation.

Den skildrer optakten til et fatalt opgør mellem to klaner i den sydøstlige del af landet. Det er en medrivende, paranoid, religiøs thriller, hvor drømmesyner og landsbyrygter kammer over i brutale voldsgerninger, som eskalerer til det utilgivelige.

Instruktøren brugte som mange andre prismodtagere anledningen til at udtale sig politisk.

”Den værste form for ensomhed er at blive bombet af folk, der end ikke anser dig for at være et menneske. Når man hverken kan se eller mærke, at nogen bekymrer sig om én, bliver man det mest ensomme menneske i verden. Det mindste vi kan gøre, er at bryde tavsheden og minde dem om, at de ikke er alene,” sagde Emin Alper.

Hans udtalelse var tydeligt møntet på de palæstinensiske ofre i Gaza, selv om han også mindedes aktivister i Iran og de fængslede systemkritikere i Tyrkiet, der givet inspiration til Salvation.

Palæstina husker
I det hele taget føltes aftenens politisk ladede prisceremoni som en direkte fortsættelse af den kontrovers, der herskede omkring prisceremonien for to år siden med propalæstinensiske støtteerklæringer fra mange af vinderne.

Da den palæstinensiske instruktør og manuskriptforfatter Abdallah Alkhatib modtog årets debutantpris, kvitterede han med en fyrig, propalæstinensisk tale. Det var fuldt på linje med de udtalelser, der udløste beskyldninger om antisemitisme ved prisceremonien for to år siden.

”Jeg deltog i Berlinalen af kun én grund: At stå her og sige, at Palæstina bliver frit.”

Filmskaberen, der modtog prisen for Chronicles From the Siege – om en syrisk by under belejring – fortsatte brandtalen ved i skarpe vendinger at kritisere det polariserede miljø i Tyskland.

”Palæstina husker. Vi vil huske alle, der bakkede os op, og vi vil huske alle, der ved at tie var imod os og vores ret til at leve med værdighed.”

”Nogle har fortalt mig, at jeg burde være påpasselig med, hvad jeg vil sige nu. Jeg lever som flygtning i Tyskland, og der er røde linjer, man skal passe på med at overskride. Men jeg er ligeglad. Her er mit budskab til den tyske regering: I er partnere i Israels folkemord i Gaza. Det mener jeg, at I er intelligente nok til at anerkende. Men I er ligeglade.”

Dystende sloganer
Brandtalen udløste kortvarigt en råbekonkurrence i salen. ”Fri Palæstina fra Hamas!” lød det fra den ene fløj. ”Stop folkemordet!” fra den anden.

De dystende slogans stilnede først af, da ceremoniens vært Désirée Nosbusch manede til besindelse ved at insistere på ikke at gøre festivalen til en politisk platform. Og præcisere, at Berlinalen som institution ikke står inde for synspunkter, der udtrykkes. Hvis nu nogle emsige politikere igen skulle blive forvirrede.

Tidligere havde den libanesiske instruktør Marie-Rose Osta talt for solidaritet med palæstinensiske børn, da hun modtog Guldbjørnen for bedste kortfilm for Someday a Child, om libanesiske ofre for israelske bombardementer.

”I min film har en dreng superkræfter, der gør ham i stand til at skyde to israelske jagerfly ned. Men i den virkelige verden har børn i Gaza, i hele Palæstina og Libanon ingen superkræfter til at beskytte sig fra de israelske bomber, I nu har set på jeres skærme i over to år. Så sent som i går blev fire børn dræbt i Libanon.”

Også Geneviève Dulude-de Celles, der modtog manuskriptprisen for immigrantportrættet Nina Roza, brugte anledningen til at gøre opmærksom på Palæstina, da hun bad publikum bide mærke i det palæstinensiske flag, hun bar over sit hjerte.

Uenigheder kræver mod
Stormskyerne har hele festivalen samlet sig over Potsdamer Platz, efter at jurypræsident Wim Wenders til den indledende pressekonference undlod at besvare et spørgsmål om Gaza ved at hævde, at kunstnere burde ”holde sig ude af politik”.

Den udtalelse skabte kontrovers i hele festivalens første uge, hvor festivaldirektøren forgæves forsøgte at lægge låg på.

Til prisuddelingen anerkendte Tricia Tuttle virakken, da hun udtalte, at ”dette års Berlinale fandt sted i en verden, der føles forkert og opdelt”.

”Vi er blevet offentligt udfordret i år. Det føles ikke altid lige godt, men det er godt, fordi det viser, at vi er en institution, folk forventer meget af,” lød det fra festivaldirektøren.

”Offentlig kritik er en del af et demokrati. Det samme er uenigheder, fordi de kræver meget mod. Vi er ikke enige med enhver påstand om os, men jeg er stolt over, at Berlinalen stadig er, hvad den forsøger at være: Et sted, hvor vi kan sidde i mørket og se verden gennem andres øjne.”

Taler for et partnerskab
Også Wim Wenders italesatte kontroversen fra scenen i Berlinale Palast.

”Særligt i begyndelsen var vejret lidt stormfuldt,” konstaterede han tørt, før han holdt en rørende tale om, hvordan filmskabere og journalister bør arbejde sammen snarere end imod hinanden.

”I gør et nødvendigt og modigt stykke arbejde, men skal det absolut være i konkurrence med vores?” spurgte han retorisk.

For både hans og Tricia Tuttles vedkommende lød budskabet, at det er vigtigt at værne om kompleksitet, både i filmkunsten og i den offentlige debat.

”Lad os ikke affeje eller undervurdere hinandens rækkevidde og kvaliteter. Film er mere modstandsdygtigt over for forglemmelsen end internettets korte opmærksomhed. I kan nå steder, vi ikke kan. Det bør ikke være en konkurrence, men et partnerskab.”

Kamp med alkoholisme
Aftenens priser blev i mine øjne fornuftigt fordelt med store priser til forhåndsfavoritter som Lance Hammers knusende demensdrama Queen at Sea, en instruktørpris til jazzfilmen Everbody Loves Bill Evans og en skuespilpris til Sandra Hüller for sin fremragende præstation som kvinde i mandeforklædning i periodedramaet Rose.

Festivalens dokumentarpris gik til tjekkiske Pepa Lubojacki, hvis essayistiske, selvbiografiske collagefilm If Pigeons Turned to Gold følger hendes hjemløse brors kamp med alkoholisme – og hendes kamp for at acceptere, at hun ikke kan hjælpe ham.

Det er et formsprængende portræt, der aftenen forinden modtog hovedprisen i sideprogrammet Forum, og som bruger familieportrætter gjort ”levende” med AI og hjerteknusende optagelser af afhængighedens op- og nedture.

Der var ingen pris til Beth de Araújos forrygende Josephine, der for mit eget vedkommende ellers topper konkurrenceprogrammet. Men den var trods alt også blevet dobbeltbelønnet på Sundance-festivalen i sidste måned. Så måske blev den fravalgt ud fra et ønske om at fordele sol og vind lige.

Alt i alt var prisceremonien et passende punktum for en festival, der undervejs blev til en politisk kampplads. Men først og fremmest har festivalen været en værdifuld skueplads for stærke film fra hele verden.

Og så må vi se, om Berlinalen vågner op til et politisk stormvejr over aftenens palæstinensiske støtteerklæringer. Det er desværre sket før.