Hævnen går direkte i solar plexus

I Peter Schepelerns nye opdatering af Filmleksikon kaldes Susanne Biers tre film med Anders Thomas Jensen som manuskriptforfatter — Elsker dig for evigt, Brødre og Efter brylluppet — for ”intense melodramaer”.

Og samme leksikon har naturligvis en definition på et melodrama: ”Filmgenre, hvor lidenskabelige følelser og skæbnens lunefuldhed krydses med dramatisk effekt, ofte på baggrund af et episk forløb.”

”Intense”, ja, det er filmene. Men hvis Biers nye film med Anders Thomas Jensen, Hævnen, skal kaldes et melodrama, er det kun på grund af den sidste fjerde-femtedel, hvor følelser og skæbneluner får frit løb.

Og det emotionelt udnyttende, der meget ofte ligger i melodramagenren, rammer i hvert fald ikke Biers mærkeligt uafviselige, nuance-mættede menneskeliggørelse af plots og konflikter, som i mindre sensitive hænder netop ville ende som melodramaer.

Modsætningen rig-fattig
Hævnen er endnu et eksempel på Susanne Biers særlige evne til at fortælle en historie, så den rammer direkte i solar plexus. Mesterskabet er indlysende. Tematisk ligger den i klar forlængelse af de tre foregående samarbejder med Anders Thomas Jensen, især Efter brylluppet.

Den ene mandlige hovedperson har nemlig — som Mads Mikkelsens børnehjemsleder i Efter brylluppet — forskrevet meget af sin skæbne til et u-land. Mikael Persbrandts læge Anton har spillet fallit som ægtemand og far hjemme, men finder livsmening ude, i en afrikansk flygtningelejr i et voldshærget land, hvor han arbejder dedikeret under primitive forhold.

Igen opstilles modsætningen mellem den fattige og den rige verden. Sidstnævnte er repræsenteret af et solmættet overflade-idyllisk provinsmiljø, hvor hovedpersonerne vandrer rundt i et paradis af smuk natur, smagfulde lystgårde og lækre sommerhuse — og er forpinte. Alligevel får man ikke fornemmelsen af gentagelse. Det skyldes hovedplottet om venskabet mellem to tolvårige drenge med byrdefulde forældrerelationer.

Sorg skaber forhærdelse
Læge Antons søn Elias mobbes i skolen og savner en far at se op til — han har det tilmed dårligt med sin impulsive, fraseparerede mor, lægen Marianne (Trine Dyrholm), der mest hygger sig med hans lillebror og har svært ved at få kontakt med ham.

Men intrigens drivkraft tilhører den ekstraordinært selvbeherskede og skarpt tænkende Christian (fremragende spillet af William Jøhnk Nielsen), der som ny dreng i klassen påtager sig at nedkæmpe den tyran, som går forrest, når Elias skal mobbes. Christians mor er for ganske nylig død efter en lang pinefuld kræftsygdom (endnu et ekko fra Efter brylluppet).

Sorgen skaber en bitter forhærdelse og sætter en barriere for kontakten med den ellers velmenende far (Ulrich Thomsen). Ønskede faren ikke moren død? Er al hans sorg ren løgnagtighed?

Klassisk personkonstellation
På denne måde skabes en plausibel baggrund for de eskalerende voldshandlinger, som de to drenge kaster sig ud i. Christian er den kyniske forfører, der får den ”pæne” og til tider modvillige Elias, som gerne vil have en ven i skolen, lokket ind i to voldsomme hævnakter: først mod klassetyrannen og dernæst mod den voldelige automekaniker (Kim Bodnia), som har stukket Christians far nogle lussinger under et skænderi på havnen.

Personkonstellationen Elias-Christian er jo nærmest klassisk. Den farlige lovoverskrider, der får en basalt rettænkende person til selv at blive overskrider. I børnesammenhæng kender vi den fra Zappa, i voksen-regi fra for eksempel Hitchcock, Patricia Highsmith og Anders Bodelsen.

Det originale ved Hævnens brug af skemaet ligger i den måde, voldstemaet fra drengeverdenen får genklang hos de voksne. Hævnen er frem for alt en film om fædre og sønner, og Elias’ far Anton konfronteres med den samme problematik, da han selv bliver udsat for vold.

Vold avler vold
Både læge Anton og Christians far, enkemanden Claus, har den civiliserede holdning: Vold avler mere vold, løser intet og skaber i sidste ende bare krige. Anton tager endda udfordringen op og prøver at vise styrke ved på god kristen manér at vende den anden kind til.

Men styrker det Anton i sønnens øjne? Er han ikke bare alligevel en wimp? Opfatter voldsmanden ikke sig selv som sejrherre? Og hvordan vil Anton, nu tilbage i Afrika, reagere, når han konfronteres med en vold så ufattelig grusom, at den formelig skriger på gensvar, på hævn?

Filmens besvarelse af det sidste spørgsmål virker lige så velgennemtænkt og ubarmhjertigt sandt som dens nuancerede gennemspilning af voldstemaet i øvrigt. Volden lader sig ikke kontrollere, fordi den stammer fra dybereliggende sjælekilder, end velmenende pædagoger — eller for den sags skyld en intelligent læge som Anton — aner. Og pacifismen forener sig ikke altid gnidningsløst med den naturlige trang til retfærdig gengældelse, der for eksempel er basis for vores strafferet.

Biers mest lyriske film
Filmens manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen er jo mildt sagt ikke fremmed for sprængfarlige bomber, men der er milevid afstand fra den letsindige vold i hans tidlige drengerøvshistorier til den klarsynede, men moralsk mindst lige så udfordrende behandling af temaet her, hvor han arbejder sammen med Susanne Bier. Igen ser man, at de to forløser det bedste i hinanden.

Hvad Biers følelses-gennemblødte amerikanske debut Things We Lost in the Fire manglede i fremdrift, skarphed og vid, får man i rigt mål her, hvor hver replik skaber drive og rammer plet, nogle gange også som satire (for eksempel i skolescenerne, hvor Bodil Jørgensen perfekt inkarnerer alle konfliktsky skoleinspektører i fortid og nutid).

Men sært lykkes det samtidig for Bier at gøre Hævnen til sin hidtil mest lyriske film. Her er en særlig dialektik på spil, for mens billederne, både fra Danmark og Afrika, i sjælden grad ånder skønhed, sker der jo rædselsfulde ting inden for rammerne af al denne pletfrie æstetik.

De danske scener er filmet af Morten Søborg og indfanger med unik farvemættet stoflighed en landlig solbeskinnet sommer. Også de afrikanske scener rummer stor naturskønhed, men først og fremmest rædsel over umenneskelige grundvilkår. Filmen ser det unævnelige i øjne, uden at ofrenes menneskelighed går tabt.

Et meditativt rum
Samtidig er Hævnen stærkt præget af et udtryksmiddel, Bier især brugte i Brødre: montagen. Replikløse, sammenklippede forløb, der lader stemning, natur, ansigtsudtryk eller musik bære forløbet.

I et interview i Ekko #31 fortæller Bier om denne særlige forkærlighed:

”Montagen er en udtryksform, der er særegen for film, og hvor man kan artikulere følelsesstrømme og kontakter mellem mennesker, uden at personerne siger noget, gør noget specielt eller er i samme rum. Der kan være en sensualitet i montagen, som rækker ud over sproget, og som kun eksisterer i selve øjeblikket. Det er ikke et forsøg på at lave noget stilistisk spændende, men på at udtrykke, hvad der sker med mine personer.”

I Hævnen skaber montagen et meditativt rum, der giver højdramatiske hændelser en ekstra klangbund. Risikoen for det stillestående eller direkte selvsmagende eksisterer og undgås ikke altid helt. Men som helhed synes jeg montagerne og de mange stumme billeder uddyber følelsen uden at udtvære den og skærper ens fornemmelse af at være personernes intime medsammensvorne.

Smerten står skarpt mejslet
Og det sker uden besvær, især når det gælder svenske Mikael Persbrandts Anton, som får en egen afklaret, viril sårbarhed.

Persbrandt fylder bredlærredet helt ud som lægen, der er stærk og heltemodig i sit afrikanske arbejde og har så grumme svært ved at klare sit danske liv. Lidt træt og desillusioneret, men klartskuende og på vej mod heling af et ægteskabeligt forhold, han har misrøgtet. Og Trine Dyrholm spiller fuldt ud op til ham som den uklogt temperamentsfulde Marianne.

Hævnen handler selvfølgelig om meget andet end ovenstående lader ane. For eksempel om løgn i mange former, også de sorte løgne, børn stikker deres forældre.
 
Jeg tror, filmen vil styrke Susanne Biers voksende internationale ry. Mens dansk films andet navn, Lars von Trier, altid slutter sine film sort, insisterer Susanne Bier på håbet. Næsten ikoniske optagelser af afrikanske børn, der glade løber efter en lastbil, begynder og slutter filmen. Som altid hos Bier står smerten skarpt mejslet, men håbet overlever.