Interview
24. nov. 2015 | 19:39

Lasse Rimmer: ”Jeg har frosset røven af for film”

Foto | Tajmer Booking & Management
”Ekko Shorlist kan forhåbentlig bringe en masse mennesker tættere på hinanden og få noget talent til at flyde sammen og blive større,” siger værten før den store prisfest på lørdag.

Årets vært til Ekko Shortlist Awards har selv prøvet at lave kortfilm. Men hjertet bankede mere for at se film end at lave dem, fortæller Lasse Rimmer, der engang skulle have været filmanmelder på DR.

Af Daniel Pilgaard

Når Lasse Rimmer indtager scenen til Ekko Shortlist Awards på lørdag, vil Bremen Teaters gæster nok mest kende værten som en af landets bedste standup-komikere igennem snart to årtier.

Men den 43-årige vært har skam selv stået i de samme sko som den nominerede talentmasse i salen.

”Jeg har været igennem det der med at stå og fryse røven af på Amager, mens man prøver at lave en film med et budget på 2000 kroner. Det giver en vis ydmyghed over for faget, når man lige finder ud af, hvor svært det i virkeligheden er,” erindrer komikeren.

Tutor for Christoffer Boe
I 1993 blev Lasse Rimmer indskrevet på Filmvidenskab på Københavns Universitet.

Her lavede han små kortfilm med sine medstuderende på en årgang, der også talte producer Meta Louise Foldager, manuskriptforfatter Stefan Jaworski og den nytiltrådte filmkonsulent Mikkel Munch-Fals.

Lasse Rimmer skrev eller instruerede dog ikke selv de kortfilm, han var med til at lave under studietiden på universitetet. Han fungerede mere i de praktiske roller som runner eller instruktørassistent.

”Det, der trak i mig, var, at jeg virkelig godt kunne lide at se film. Det kan jeg i sagens natur stadigvæk. Men andre så mere studiet som et springbræt. Jeg var på mit tredje år tutor for Christoffer Boe, der fra starten havde ambitioner om at komme ind på Filmskolen,” siger Lasse Rimmer.

Shortlist er en demokratisering
Meget er dog sket med filmmediet, siden Lasse Rimmer selv prøvede kræfter med det. Og det er på alle måder kun positivt, mener han.

”Filmmediet er blevet demokratiseret, så der er bedre muligheder for at blive dygtigere, hvis man ellers fordyber sig. Ekko Shortlist er eksemplet på dette. Det havde åbenlyst været en helt anderledes prisuddeling for tyve år siden,” mener Lasse Rimmer.

”Det overhovedet at kunne lave en publikumspris, der fungerer så effektivt, og det at kunne lave en organisk hitliste med andre menneskers kortfilm, er i den grad afhængig af moderne teknologi.”

”På den måde synes jeg, at der er noget smukt ved hele idéen om Ekko Shortlist. Både oplevelsesmæssigt, men også arbejdsmæssigt. Platformen kan forhåbentlig bringe en masse mennesker tættere på hinanden og få noget talent til at flyde sammen og blive større,” vurderer han.

Følte sig for inhabil
Efter et par år på Filmvidenskab droppede Lasse Rimmer universitet for at gå efter en karriere som komiker. Han blev vært på Jeopardy og var faktisk også udset til at blive filmanmelder på DR.

Men tjansen gik i stedet til Mikkel Munch-Fals. Lasse Rimmer følte sig nemlig inhabil, da han på samme tid vendte tilbage til filmens verden med sin hovedrolle i Ole Bornedals Fri os fra den onde. Springet fra standup-komiker til skuespiller gik dog ikke helt så godt, erkender han.

”Bornedal havde den tanke at caste en masse ansigter, som man ikke normalt så på det store lærred. Det er jeg ikke sikker på, at han blev så glad for i længden. Jeg var virkelig forvirret med hensyn til, hvordan man gjorde som skuespiller foran et kamera. Og jeg fik først til sidst styr på noget af håndværket, som jeg af gode grunde ikke har haft mulighed for at anvende siden.”

”Hvis man bliver hevet ind fra sidelinjen på den måde, så skal man virkelig ramme i første forsøg, og det skete på ingen måde for mig. Men jeg vil da gerne have muligheden for at prøve igen i en lidt mindre rolle med lidt mindre pres på,” indrømmer han.

Dramaer er mindre risikofyldte
Af de 399 film, der er lagt på Ekko Shortlist siden platformen gik i luften i foråret 2013, er langt de fleste små dramaer. Den erfarne komiker forstår dog godt, hvis de unge filmskabere tøver med at kaste sig ud i de rendyrkede genrefilm.

”Man kan godt slippe af sted med at lave noget, der skal være rørende, uden at det er noget lort, hvis ingen græder. Men intet er en mere åbenlys fiasko, end hvis man prøver at lave noget sjovt, og ingen griner.”

”Eller hvis en gyserfilm ikke er uhyggelig. Så risikoen er måske en smule mindre, når det kommer til stykket, hvis man laver en dramatisk film,” mener Shortlist-værten.

Find din egen stemme
Men man skal ikke gå ned med flaget, selv om man fejler, siger Lasse Rimmer, hvis han skal give et råd med på vejen til de nominerede på lørdag, der håber på at slå deres navn fast i filmens verden.

”Det kræver et enormt mod at lægge sine film ud på Ekko Shortlist, fordi tilbagemeldingen er så konkret. Men bliv ved med at præsentere, hvad du laver, og forhold dig til, hvad andre synes, men uden at lægge alt for meget i det.”

”Man er nødt til at have sin egen stemme og overbevisning, så man ikke ender med at lefle for et eller andet vagt defineret publikum, som man bare gerne vil have til at synes om et eller andet, man gør.”

”Hvis du forsøger at lefle i forsøget på at sælge så mange billetter som muligt, mister du din kunstneriske integritet i løbet af ingen tid. Det lyder banalt, men jeg tror, det er det, som mange succesfulde instruktører har gennemskuet igennem tidens løb.”

Kommentarer

Lasse Rimmer

Født 1972 i Aarhus.

Læste dramaturgi og filmvidenskab på Københavns Universitet 1993-95, men droppede ud.

Debuterede som standup-komiker i 1993.

Blev et kendt ansigt med Casper og Mandrilaftalen på DR2 i 1999.

Hovedrollen i Ole Bornedals Fri os fra det onde fra 2009.

Yndlingsfilmene tæller Goodfellas, Reservoir Dogs, Cykeltyven, It’s a Wonderful Life og Eternal Sunshine of the Spotless Mind.

Ekko Shortlist Awards

Dato: 28. november 2015

Tid: 20.00

(dørene åbner 19.00)

Sted: Bremen Teater i København

Billetter til arrangementet koster 110 kr. + gebyr og kan købes via Billetlugen.

Sponsoreret af Blockbuster og støttet af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.

© Filmmagasinet Ekko